Pape vil speede op: Ofre venter næsten et år på erstatning

Sagsbehandlingstiden i Erstatningsnævnet er alt for lang, mener justitsminister. Ny lov skal ændre på det

Det tager alt for lang tid, når ofre for vold, voldtægt og andre forbrydelser skal have erstatning eller godtgørelse fra staten.

Det mener justitsminister Søren Pape Poulsen (K), der med et nyt lovforslag vil forsøge at få banket sagsbehandlingstiden i Erstatningsnævnet kraftigt ned.

- Det er helt afgørende for ofre for forbrydelser, at en sag om erstatning behandles hurtigt, så de kan komme videre i deres liv, udtaler Pape i en pressemeddelelse.

- Og det er under al kritik, at ofre i dag må vente al for længe på at få erstatning.

I dag er sagsbehandlingstiden i Erstatningsnævnet cirka 300 dage. Justitsministeriet vurderer, at lovændringerne vil kunne bringe den ned til 100 dage.

- Folk skal hurtigere have deres erstatning oven på de voldsomme oplevelser, de har været udsat for. Det skylder vi ofrene, lyder det fra justitsministeren.

Baggrunden for lovforslaget er en analyse fra 2018, der fandt frem til en række punkter, hvor sager om erstatning kan speedes op.

For eksempel skal der indføres digital selvbetjening for ofre, der vil ansøge om erstatning.

Og Erstatningsnævnet skal have adgang til de oplysninger om borgernes indkomst, der allerede findes i eIndkomstregistret, i stedet for at ansøgeren selv skal indsende dem.

De 100 dage gælder kun nye sager. Gamle sager, der allerede ligger i bunken hos Erstatningsnævnet, vil have en væsentligt længere gennemsnitlig sagsbehandlingstid, da de allerede har ligget længe, oplyser Justitsministeriet.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere