Papes plan: Alle skal have adgang til familielæge

Manglen på praktiserende læger er enorm, og derfor vil de konservative uddanne 100 ekstra læger årligt de næste mange år, så alle danskere får adgang til en praktiserende læge

Søren Pape Poulsen (K) lover flere uddannede læger, så alle danskere kan komme til egen praktiserende læge. Foto: Linda Johansen
Søren Pape Poulsen (K) lover flere uddannede læger, så alle danskere kan komme til egen praktiserende læge. Foto: Linda Johansen

Det Konservative Folkeparti vil sikre, at alle får adgang til egen praktiserende læge.

Derfor foreslår partiet nu at uddanne 100 flere praktiserende læger årligt fra 2021 frem mod 2027. Det betyder ifølge de konservatives formand, Søren Pape Poulsen, at der i 2032 vil være i alt 5000 praktiserende læger som betyder, at alle får adgang til egen læge.

- Lige nu er der lukket for tilgangen hos mange af lægerne, og de bliver også ældre og går på pension. Så hvis ikke vi får uddannet flere nu, står vi med et kæmpe problem, siger Søren Pape Poulsen.

Som forudsætning for at lægerne kan søge de nye pladser vil de konservative øge antallet af introduktionsstillinger, som er den halvårlige obligatoriske del af specialuddannelsen, med 150 årligt.

Konservatives forslag fortsætter dermed i samme spor som sundhedsreformen, der til næste år vil tilføje 100 pladser på specialet almen medicin, som giver adgang til at blive praktiserende læge.

- Hvis vi får uddannet 1500 flere læger, vil de også kigge sig om efter steder, hvor der er mulighed for at finde arbejde i stedet for at klumpe sig sammen, siger Søren Pape Poulsen.

Voldsom mangel på læger
Formanden for Praktiserende Lægers Organisation, Christian Freitag, er glad for udsigten til en langsigtet plan.

- Vi er meget glade for de tanker, og det er en stor, hjælpende hånd, fordi det er et forslag, der peger ud i fremtiden. Det er ikke nok at tænke et år frem, hvis vi skal have løst det akutte problem med lægemangelen, siger han.

Tal fra Praktiserende Lægers Organisation viser, at 200.000 danskere næste år ikke vil have adgang til egen læge. Det tal stiger til næsten 300.000 om to år, og derfor er problemet akut, mener Christian Freitag. 

- Adgangen til egen læge er vigtig, fordi det er med til at sænke udgifterne til resten af sundhedsvæsenet. Det er særligt de ældre og dem, der er meget syge, som har brug for at tale med en fast sundhedsfaglig person, siger Christian Freitag.

I flere dele af landet er der ifølge SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, voldsomme problemer med at tiltrække praktiserende læger.

- Det kan virke meget skrøbeligt at kaste sig ud i et stort lån til en klinik og beslutte, hvor man skal bo i mange år. Det kan løses, ved at regionerne opretter lægeklinikker, som nyuddannede praktiserende læger kan leje sig ind i mere uforpligtende, siger hun.

Søren Pape Poulsen er dog ikke begejstret for, at det offentlige skal blande sig for meget i de private klinikker.

- Jeg mener, at vi bør kigge på omsætningsloftet, så de praktiserende læger kan komme til at tjene mere og dermed hjælpe flere patienter. Derudover så jeg gerne, at der var flere private praktiserende læger, der gik sammen i et fællesskab, siger Søren Pape Poulsen.

De konservative har regnet ud, at forslaget om at uddanne 100 praktiserende læger årligt fra 2021 frem til 2017 vil komme til at koste 320 millioner kroner årligt. Pengene skal finansieres gennem råderummet.

Det Konservative Folkeparti går til valg på flere politibetjente.
Foto: Linda Johansen Politik Sådan vil Danmark se ud, hvis Søren Pape bliver statsminister

67 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere