Partier vil tjekke reglerne efter udvisninger af børn

Sager om udvisninger af børn til blandt andet Thailand får S og DF til at åbne for at skrue på lovgivningen

Den ene gang efter den anden har medier berettet om børn med udenlandsk baggrund, der må forlade deres venner og familie i Danmark, fordi børnene har fået afslag på deres ansøgning om opholdstilladelse.

Senest har den thailandske pige Mint fået stor opmærksomhed - blandt andet i BT - fordi hun er blevet sendt hjem til Thailand.

Mint er 13 år og boede indtil for nylig sammen med sin thailandske mor, danske stedfar og lillebror i Køge, hvor hun gik i 7. klasse.

Mint kom til Danmark i 2017.

2. oktober fik hun afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse i Danmark, fordi hun ifølge Udlændingenævnet ikke er "integrerbar".

Afgørelsen virker ikke rimelig, lyder det fra Socialdemokratiets integrations- og udlændingeordfører, Mattias Tesfaye.

Han vil have gennemgået lovgivningen og diskutere de foreløbige afgørelser på området for at finde ud af, om loven skal ændres.

- Vi som politikere har et ansvar for, at lovgivningen ikke spænder ben for dem, der gerne vil Danmark, siger Mattias Tesfaye.

Integrationsloven blev ændret i 2016. Ændringen betød, at alle børn over otte år, der kommer til Danmark fra udlandet, skal have vurderet deres mulighed for at blive integreret i landet, inden de får opholdstilladelse.

Inden ændringen var en sådan vurdering ikke nødvendig, hvis bare børnenes forældre allerede var i Danmark, og børnene fulgte efter inden for to år efter.

Dansk Folkeparti er som udgangspunkt tilfreds med reglerne.

Partiet ser dog gerne, at ministeren på området sammen med Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg får mulighed for at dispensere fra de generelle regler for at imødekomme de berørte parter i udvalgte sager.

- Der kan være nogle sager, hvor lovgivningen rammer uhensigtsmæssigt. Det ændrer ikke ved, at vi står fast på lovgivningen.

- Dog vil vi gerne være med til at indføre en undtagelsesmulighed, siger partiets udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen.

Både Martin Henriksen og Mattias Tesfaye understreger, at det fortsat er målet, at børn - hvis forældre flytter til Danmark fra udlandet - skal følge trop så hurtigt som muligt for at blive hurtigt integreret.

- Vi vil opfordre dem, der kommer til Danmark, er blevet forelsket i en dansker og ønsker at bo i Danmark, til at tage deres børn med ret hurtigt og ikke lade dem blive hjemme i hjemlandet, siger Mattias Tesfaye.

33 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere