Partifælle angriber Kollerup: Brugte Folketingslejlighed til familie og venner

Torskedumt at hel kredsbestyrelse dækker over stemmeslugers boligfusk, fastslår nordjysk S-politiker

Simon Kollerup tilhører et parti, hvor vi ikke forventer, at folketingsmedlemmerne udviser den form for begærlighed, raser  Poul Erik Andreasen. PR-FOTO
Simon Kollerup tilhører et parti, hvor vi ikke forventer, at folketingsmedlemmerne udviser den form for begærlighed, raser Poul Erik Andreasen. PR-FOTO

Hele den socialdemokratiske kredsbestyrelse i Thisted dækker over stemmeslugeren Simon Kollerups fusk med en folketingslejlighed og et skattefrit tilskud på over 30.000 kroner årligt. Men kredsbestyrelsen burde selv have stoppet boligfinten for længe siden.

Sådan lyder den kradse kritik fra partifællen Poul Erik Andreasen, der er regionsmedlem for Socialdemokraterne i Nordjylland.

Se også: Lykketofts lærling i pinlig bolig-fidus

’Da det er almindelig kendt i lokalområdet, at lejligheden bruges til familie og venners besøg i København, burde kredsbestyrelsen for længst have kaldt ham til orden og fået forholdet bragt til ophør’, skriver Poul Erik Andreasen i et debatindlæg, som blev bragt i Nordjyske Stiftstidende tirsdag i denne uge.

Overfor Ekstra Bladet gentager Poul Erik Andreasen sin anklage mod partifællerne. Dermed fastholder regionspolitikeren, at den socialdemokratiske kommunalordfører Simon Kollerup reelt har ladet familie og venner bruge den skatteyderbetalte lejlighed i Tordenskjoldsgade, mens han selv har boet i ejerlejlighed med sin kæreste og to børn blot 500 meter væk.

Begærlighed
- Simon Kollerup tilhører et parti, hvor vi ikke forventer, at folketingsmedlemmerne udviser den form for begærlighed. Jeg mener, at man skal stille højere krav til vores egne i socialdemokratiet end til sådan nogle fra Dansk Folkeparti og Venstre, siger den erfarne regionsrådspolitiker til Ekstra Bladet.

Det var Ekstra Bladet, som søndag den 8. februar afslørede den nordjyske stemmeslugers kreative boligcirkus. Han har officiel folkeregisteradresse i sin fars hus i Thy, mens han reelt i flere år har boet sammen med sin kæreste og to børn i en ejerlejlighed på Christianshavn.  Kæresten står alene på skødet, men Kollerup er medunderskriver på realkreditlånet.

Samtidig har han siden valget i 2011 haft en af Folketingets lejligheder i Tordenskjoldsgade, hvilket har udløst et skattefrit tilskud på godt 30.000 kroner årligt. Umiddelbart efter Ekstra Bladet spurgte til sagen, opsagde Kollerup øjeblikkeligt folketingslejligheden og vinkede samtidig farvel til det skattefri tilskud.

Se også: Rasede mod socialt bedrageri: Nu anklages han for samme fupfidus

I sit debatindlæg hæfter Poul Erik Andreasen sig ved, at kredsformanden i Thisted, Lisbeth Brun, har udtalt: ’Hvis Simon siger, at alle regler er overholdt, så er det sådan, det er’.

’Det er den mest torskedumme udtalelse at komme med. Hun skulle da tage klart afstand fra Kollerups handlinger, ellers tror vælgerne, at den slags er almindelig anerkendt i Socialdemokratiet’, skriver Poul Erik Andreasen.

To plus to giver fem
Han mener, at kredsformanden og kredsbestyrelsen for længst skulle have sørget for at få bolig-finten bragt til ophør.

- Der er mange, som kendte til, at han brugte lejligheden fra Folketinget til venner og familie. Der er altså nogen, der har svigtet i den kredsbestyrelse. De skulle have kaldt ham ind og prøvet at danne sig et indtryk af, om hans boligforhold er i orden. Man kan jo hurtigt lægge to og to sammen og finde ud af, at det giver fem, siger han.

Poul Erik Andreasen henviser til, at en enig kredsbestyrelse efter et møde i vinterferien udtrykte ’fuld opbakning og tillid’ til Simon Kollerup.  Kredsen dækker Thisted og Morsø kommuner, hvor Kollerup ved sidste folketingsvalg fik næsten 10.000 personlige stemmer.

Se også: Nordjysk partifælle tager afstand fra boligfidus

Fantastisk dumt
- Man skal lade være med at holde hånden over sådan noget. Det er fantastisk dumt. Jeg skriver debatindlægget på grund af kredsformandens udtalelser, som altså senere har været gentaget af en helt enig kredsbestyrelse, fortsætter Poul Erik Andreasen.

- De bakker jo op med akklamation. Det synes jeg ikke, at man skal gøre. Kredsbestyrelsen skal kalde sådan noget til orden. Der kan sikkert sagtens finde nogle socialdemokrater, der synes, at sådan noget skal tilsløres. Men det mener jeg ikke, siger han.

Simon Kollerup har i en sms skrevet til Ekstra Bladet, at han ikke ønsker at kommentere sagen yderligere.

Kredsformand Lisbeth Brun har meddelt, at Ekstra Bladet ikke må kontakte hende yderligere om sagen.

Ekstra Bladet har dog tidligere spurgt Kollerup, hvem der egentlig brugte lejligheden, når nu han ikke selv gjorde. Det forløb sådan her:

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere