Partiformand revser dansk udrejsecenter: Minder om KZ-lejr

Forholdene på Udrejsecenter Kærshovedgård ved Ikast minder om koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig, lyder kritikken fra Kristendemokraternes formand Stig Grenov

Stig Grenov (KD) revser udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg for forholdene på især et dansk udrejsecenter. Foto: Niels Hougaard
Stig Grenov (KD) revser udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg for forholdene på især et dansk udrejsecenter. Foto: Niels Hougaard

Udrejsecenter Kærshovedgård, der ligger otte kilometer fra Ikast, er det tætteste, Danmark kommer på en koncentrationslejr uden at være det.

Så kontante er ordene fra Kristendemokraternes formand Stig Grenov, der i en kronik i Politiken revser udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg for at gøre livet på tålt ophold utåleligt.

'Allerede en kilometer før centret er der sat kameraer op. I alle afdelinger, gange og opholdsstuer er der overvågning. (...) Siger nogen 'tak for mad', irettesætter personalet med, at der ikke må tales dansk. Det er den virkelighed, som beboerne har oplevet i centrets halve års levetid', skriver Stig Grenov og fortsætter:

'Resultatet er psykisk nedbrudte mennesker. Et brødrepar er indlagt på psykiatrisk hospital i Herning. Den ene har fået nervesammenbrud, mens den anden har forværret eksem og tabt alt hår. Hvem sagde stress?'

Tålt ophold skal være utåleligt
Over for Ekstra Bladet uddyber partiformanden kritikken.

- Der er noget rablende galt, når vi bruger vores danske skattekroner på at ikke-kriminelle skal sidde interneret derovre. De ryger væk fra deres netværk, fordi Inger Støjberg af en eller anden grund mener, at de skal have en trøstesløs tilværelse, hvor man intet har at foretage sig. Man forsøger at gøre forholdene så utålelige som muligt, og det, må man sige, er lykkes, siger Stig Grenov.

Flere af dem på tålt ophold er kriminelle, som tidligere har overtrådt reglerne for bl.a. mødepligt..

- Ja, men det er mindretallet, og dem kan vi sætte i fængsel. Det er klart, at de ikke skal rende frit omkring, men alle mennesker skal behandles ordentligt. Det er nogle, der ikke kan komme tilbage til deres land, fordi der ikke er sikkert nok, siger Stig Grenov.

nationen - 25. jan. 2016 - kl. 17:51 Afviste asylansøgere vil ikke til Jylland: Her er 11 krav

Centret gør folk skøre
Du skriver i Politiken, at vi er ved at skrive et sort kapitel ind i Danmarkshistorien. Hvad mener du med det?

- Det sorte kapitel er, at folk går psykisk ned. Når jeg siger, at det er det tætteste på at være en koncentrationslejr uden at være det, så skyldes det, at vi isolerer folk derinde. Når man isolerer mennesker mentalt, så gør man dem skøre.

- De må ikke se fjernsyn, de må ikke lære dansk, de må ikke engang bruge el-kedlerne. Det er mennesker, der ikke har gjort en kat fortræd. De kunne lige så godt være en del af et samfund, hvor de har relation til andre mennesker.

Personer, der er på tålt ophold, er blevet nægtet opholdstilladelse. Så skal de vel ikke integreres i Danmark?

- Nej, men det er ikke en ordentlig måde at behandle et andet menneske på, når man kører vedkommende psykisk ned. Der er i høj grad tale om, at man fra Socialdemokratiet til den yderste højrefløj laver symbolpolitik. Man har en intention om at være mest muligt markant over for de her mennesker, lyder det fra Grenov.

Centerchef afviser kritik
Stig Grenov oplyser, at han har fået verificeret fakta om forholdene 'flere forskellige steder fra', heriblandt en beboer på stedet.

Ekstra Bladet har forholdt Udrejsecenter Kærsgård kritikken. I en mail svarer institutionschef Anne Marie Borggaard følgende:

'Jeg kan ikke genkende de beskrevne forhold. Der er tekøkkener i alle beboelsesfløje, samme sted er der tv. Det er ikke tv på stuerne, men der er tilgængeligt wifi og næsten alle beboere har enten egen mobil eller tablet. Elkedler mm. kan ikke tillades på stuerne pga. brandfare.

Vi taler dansk med alle de beboere, som kan og vil tale danske med os, øvrige forsøger vi at kommunikere med på engelsk, tysk eller andet sprog.

Personalet gør meget for at opretholde gode relationer til beboerne, og de gør arbejdet hermed rigtig godt.

Der undervises ikke i dansk på udrejsecentret, da beboerne er i udrejseposition, og dermed fokuseres på anden og mere relevant undervisning i forhold til forestående udrejse.

245 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere