Partileder angriber ministerier: - Det er helt uacceptabelt

Pia Olsen Dyhr (SF) har ventet i otte måneder på svar på et spørgsmål, hun havde stillet energi-, forsynings- og klimaministeren. Nu har ministeren valgt ikke at besvare det

Pia Olsen Dyhr vil klage til Folketingets Præsidium, efter hun har ventet i otte måneder på svar fra et ministerium. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Pia Olsen Dyhr vil klage til Folketingets Præsidium, efter hun har ventet i otte måneder på svar fra et ministerium. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Partiformand i SF Pia Olsen Dyhr er blevet godt gal, efter hun har ventet i usædvanlig lang tid på svar fra energi-, forsynings- og klimaministeren, Lars Christian Lilleholt (V).

Nu har hun fået at vide, at spørgsmålet ikke var meningsfuldt, og ministeren derfor ikke vil besvare det. Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet havde egentlig lavet et oplæg til et svar. Men Finansministeriet blandede sig i besvarelsen med en række kritiske kommentarer, der trak forløbet i langdrag.

Det viser en aktindsigt, som Information har fået.

- Det er helt uacceptabelt, at Finansministeriet af politiske grunde både trækker sagen i langdrag og leverer et svar, der på ingen måde er fyldestgørende, siger Pia Olsen Dyhr, der har tænkt sig at klage over forløbet til Folketingets Præsidium.

Opbrugte CO2-budgetter
Spørgsmålet fra Olsen Dyhr til Lilleholt blev stillet 9. marts i år og lød på, hvor mange år der vil gå, før Danmark har opbrugt sit CO2-budget.

Det umiddelbare oplæg til et svar til SF-formanden var, at om otte år, regnet fra 2016, vil Danmarks CO2-budget være opbrugt, hvis vi skal give vores bidrag til, at der er 50 procent chance for, at Parisaftalens mål om at bremse den globale opvarmning ved 1,5 grader skal overholdes. Det svar var udarbejdet i samarbejde med klimasagkyndige fra DMI.

Men det svar så aldrig dagens lys, før Finansministeriet blandede sig med en række kommentarer til det oprindelige svar. I stedet fik Olsen Dyhr altså at vide, at hendes spørgsmål ikke var meningsfuldt og derfor ikke ville blive besvaret.

Det er ikke klart, hvorfor det oprindelige svar ikke blev givet SF'eren, fordi Energi-, Forsynings- og Klimaminsteriet har afvist at udlevere mange af sagens akter til Information.

Overskrider svarfrister
I sit svar til Pia Olsen Dyhr, der altså var otte måneder undervejs, skriver Lars Christian Lilleholt: 'Det er derfor min overbevisning, at præmisserne for den efterspurgte beregning ikke er meningsfulde. Når det er sagt, står det enhver frit for at foretage den efterspurgte beregning'.

Den udfordring tog Greenpeace op. De fandt ud af, at Danmarks CO2-budget vil være opbrugt på seks til ti år. Altså forholdsvis identisk med de otte år, som ministeriets oprindelige oplæg til svar lød på.

Tre måneder efter spørgsmålet var blevet stillet, bad Energi-, forsynings- og klimaministeriet om at få svaret godkendt af Finansministeriet. Her hastede det, for svarfristen på sådanne spørgsmål er normalt fire uger.

Men først 17. august - fem måneder efter spørgsmålet var stillet, kom Finansministeriet med en reaktion. De sagde, at de globale CO2-budgetter ikke umiddelbart kan oversættes til et reduktionsmål.

Beklager
Det noget langtrukne forløb er det, der har fået Pia Olsen Dyhr til at klage til Folketingets Præsidium. Hun tror ikke på, at der har været problemer med udregningerne og mener bestemt ikke, at spørgsmålet er meningsløst.

Information har bedt om en forklaring på sagsforløbet.

'Vi bestræber os altid på at svare hurtigt og punktligt. Det er ikke sket i dette tilfælde. Dette skyldes travlhed og intern koordinering. Det beklager vi', skriver Energi-, forsynings- og klimaministeriet i en mail.

66 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere