Partileder om SoMe-hyldest: Jeg leger ikke med ilden længere

I forbindelse med 75-års jubilæet for Danmarks befrielse har næsten alle partiledere i Folketinget delt billeder af tændte lys i deres vindueskarme på Instagram. Ekstra Bladet har rangeret dem efter likes og konfronteret den eneste partileder, der undlod at deltage i fejringen på de sociale medier

Mandag aften fejrede danskerne 75-års jubilæet for den skelsættende aften, hvor krigen og besættelsen af Danmark var ovre, med levende lys i vinduet. Det samme gjorde alle Folketingets partiledere. På nær én.

Ekstra Bladet har rangeret opslagene, ud fra hvor mange likes de har fået, og konfronteret Liberal Alliances Alex Vanopslagh med dennes manglende tilstedeværelse på de sociale medier.

 

Først: Fakta om opslag og opgørelse

Opslagene blev delt indenfor en periode på fire timer og høstede sammenlagt:

34.980 likes

317 kommentarer

blandt 383.755 følgere.

 

Partilederne er rangeret efter antal likes, men Ekstra Bladet har tilføjet informationer om kommentarer, samt engagement rate* for hver enkelt opslag.

 

Nogle profiler viser ikke det præcis antal følgere, og er derfor afrundet per 100.
 

Ekstra Bladet har foretaget undersøgelsen tirsdag formiddag og beder læsere tage højde for, at opslagene muligvis har fået flere likes siden.

 

*Engagement rate er i denne sammenhæng et udtryk for, hvor mange af partilederens følgere, der liker opslaget.

 

9. Josephine Fock, Alternativet

Følgere: 1453

Likes: 42

Engagement-rate: 2,89 %

Kommentarer: 0

Selvom Josephine Focks egentlige bidrag til fejringen af befrielsen var en video af sangerinden Anisettes fortolkning af 'Kringsat af fjender', vurderer Ekstra Bladet alligevel, at hendes opslag kvalificerer sig til en rangering, da flere tilskuere holder stearinlys i baggrunden. Josephine Fock er, på trods af at hun er den eneste, der har valgt at dele en video, endt på en niendeplads.

 

8. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti

Følgere: 902

Likes: 137

Engagement-rate: 15,19 %

Kommentarer: 3

Kristian Thulesen Dahl indtager ottendepladsen med færre likes på sit opslag, end partiet sammenlagt har politikere i alle landets byråd. I opslaget med overskriften 'Lys i vinduerne. Danmarks befrielse for 75 år siden. Glæde! Værd at mindes - og fejre!' ser man formanden kigge alvorligt ud ad vinduet over sin vindueskarm, der tæller to tændte bloklys, som lyser hans ansigt op.

Kristian Thulesen Dahls opslag har tre kommentarer med 'Danmark er stadig besat - nu af MUSLIMER' i toppen og et af de likes, han fik, var fra Jakob Ellemann (V).

7. Morten Østergaard, Radikale Venstre

Følgere: 17.500

Likes: 218

Engagement-rate: 1,25 %

Kommentarer: 5

Selvom Morten Østergaard har benyttet sig af hashtags som #frihed, #voreshistorie og #danmarksbefrielse, må han nøjes med en syvendeplads med 218 likes og fem kommentarer. På hans profil finder man ikke et billede af en vindueskarm, men derimod et 'behind the scenes'-opslag, hvor den politiske leder for Radikale Venstres hænder er i fuld gang med optænding af et fyrfadslys.

Ekstra Bladet har henvendt sig til Morten Østergaard på Instagram for at opklare, om fyrfadslyset er svanemærket eller på anden måde fremstillet på en måde, der tager højde for hjemmets indeklima, men partilederen er ikke vendt tilbage.

6. Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti

Følgere: 11.500

Likes: 788

Engagement-rate: 6,85 %

Kommentarer:18

På trods af havudsigt og en personlig fortælling må SF's Pia Olsen Dyhr nøjes med en sjetteplads i Ekstra Bladets optælling. I sit opslag på Instagram skriver hun blandt andet 'Min morfar blev nakke skudt på dødsmarchen fra Stutthoff i Polen. Han var frihedskæmper og har sin egen mindeplade i Ryvangen (flyvende-stjerne-emoji)', og i kommentarsporet interagerer hun løbende med de af hendes 11.500 følgere, der har lagt kommentarer til billedet.

Opslaget har derfor fået 18 kommentarer.

5. Pernille Vermund, Nye Borgerlige

Følgere: 16.200

Likes: 809

Engagement-rate: 4,99 %

Kommentarer:12

Formand for Nye Borgerlige Pernille Vermund sniger sig ind på en femteplads med fire stearinlys i stage, 809 likes og 12 kommentarer under den kortfattede besked til hendes følgere: 'Foldede-hænder-emoji, Dannebrog-emoji, foldede-hænder-emoji'.

Pernille Vermund har trods sin væsentligt kortere karriere i politik 16.200 følgere og er ligesom de andre partiledere verificeret på Instagram.

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af Pernille Vermund (@pernillevermund) den

4. Pernille Skipper, Enhedslisten

Følgere: 37.500

Likes: 1747

Engagement-rate: 4,66 %

Kommentarer: 14

Pernille Skipper indtager fjerdepladsen med det første firecifrede antal likes på listen. Teksten til billedet af fire fyrfadslys i to forskellige slags fyrfadsstager, hvoraf to af dem synes at være Lyngby Porcelæn Fyrfadsstager i farven 'burgundy', er lang, men afsluttes med en klar besked fra partilederen:

'Aldrig mere nazisme, hjerte-emoji, bloklys-i-stage-emoji'

3. Jakob Ellemann-Jensen, Venstre

Følgere: 19.500

Likes: 1931

Engagement-rate: 9,9 %

Kommentarer: 14

På tredjepladsen finder man Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, der som den eneste har stillet sorte lys i stage i sit vindue. Opslaget indledes med et citat af apotekeren Mads Nielsens sang 'En lærke letted, og tusind fulgte', der findes i Højskolesangbogen, samt en anekdote om en oplevelse, Jakob Ellemann-Jensen havde juleaften med oplæsning af et afskedsbrev fra 1944.

Opslaget har fået 1931 likes fra blandt andre Tommy Ahlers (V) og Peter Skaarup (DF).

Vis dette opslag på Instagram

“Nu er det forår og Danmark frit”. Så smukt skrev Mads Nielsen det efter befrielsen. Foråret er kommet til Danmark, og landet er stadig frit. I morgen har Danmark været frit i 75 år. Juleaften fik jeg lov til at holde tale i Mindelunden nord for København. Her læste jeg blandt andet højt fra den 25-årige Lars Bager Svanes afskedsbrev, som han skrev til sin mor i april 1944 med kun to timer tilbage af sit liv: ”Danmark vil hurtigt glemme mig, men jeg fortryder ikke, hvad jeg har gjort for mit elskede Land. Mange vil sikkert følge efter mig, men en skønne Dag er Danmark atter frit, og så har det ikke været forgæves”. Lars Bager Svane havde ret i det sidste, men tog heldigvis fejl i det første. Vi vil aldrig glemme ham. Aldrig nogensinde. Og derfor er det vigtigt, at vi udnytter mærkedage som denne til at minde os selv om, at modige mænd og kvinder døde for, at vi i dag lever frit. De og alle de andre, der kæmpede mod nazismen, døde ikke forgæves. Det var ikke dem, der vandt krigen, men det var dem, der sikrede Danmarks anseelse blandt de allierede. Dem, der sikrede, at Danmark fik sin befrielse. Og vi skylder dem evig taknemmelighed. For Lars Bager Svane fik ret i det sidste. Danmark blev atter frit kun et år efter hans død. Jeg har sat lys i vinduerne for at mindes Lars Bager Svane og alle de andre mænd og kvinder, som var lige så modige som ham. Jeg håber, at I vil gøre det samme. Æret være deres minde.

Et opslag delt af Jakob Ellemann-Jensen (@jakobellemann) den

2. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti

Følgere: 11.700

Likes: 2043 i alt

Engagement-rate: 17,46 %

Kommentarer: 27 i alt

Ekstra Bladets redaktion var længe i tvivl om, hvorvidt Søren Pape Poulsen rent faktisk skulle indtage andenpladsen, da formanden ikke har bare har slået ét, men tre opslag op på Instagram i forbindelse med Danmarks befrielse. Ekstra Bladet har valgt at ekskludere det første opslag af de tre, da det vurderes at være en pressemeddelelse om, at Søren Pape Poulsen vil stille lys i sin vindueskarm senere på dagen.

De to andre opslag har henholdsvis 1127 og 916 likes, og selvom du finder begge opslag herunder, fokuserer Ekstra Bladet på den selfie, som formanden delte tre timer før det, der senere blev taget ude fra gaden.

På billedet ses Søren Pape Poulsen stående ved sin vindueskarm, der ud over et enkelt lys i stage er pyntet med en træfigur af en dansk livvagt med Dannebrog i sin træhånd. Formanden kigger på selfien direkte ind i kameraet, mens hans tænder sit stearinlys med en tændstik, og skriver:

- Så tændes lysene til minde og evig taknemlighed for de som kæmpede for Danmarks frihed, foldede-hænder-emoji.'

Søren Pape Poulsen har - muligvis på baggrund af overlap mellem interaktionerne på de to opslag - den højeste engagement-rate af alle partilederne.

Ekstra Bladet har henvendt sig til Søren Pape Poulsen på Instagram og spurgt, præcis hvor mange lysestager han har i sine vindueskarme.

'10 stks, jeg bor på 1. sal', skriver han i en privatbesked til Ekstra Bladet og refererer til billede nummer to herunder.


Vis dette opslag på Instagram

Lys i vinduerne hos underboen og os.

Et opslag delt af Søren Pape (@soren_pape) den

1. Statsminister Mette Frederiksen, Socialdemokratiet 

Følgere: 279.000

Likes: 27.265

Engagement-rate: 9,77 %

Kommentarer: 224

På en overlegen førsteplads finder man en selfie fra statsminister Mette Frederiksen. Hun kigger ind i kameraet. Bag hende brænder to lys i guldstager i vindueskarmen. Opslagets beskrivelse er kortfattet. Det tæller 35 ord, et komma og seks punktummer.

Statsministerens selfie har fået et like fra Jakob Ellemann-Jensen og Pernille Skipper.

Alex Vanopslagh: Jeg leger ikke med ilden

Partileder for Liberal Alliance Alex Vanopslagh er den eneste partileder i Folketinget, der ikke har sat et lys i vinduet, fotograferet det og delt det på Instagram. Vanopslagh har 12.000 følgere og 180 opslag på sin Instagram-profil. 

Ekstra Bladet har forsøgt at få et langt og kritisk interview med Vanopslagh vedrørende hans fravær på sociale medier under fejringen. Dog uden held. Som svar på en sms skriver han dog:

'I Liberal Alliance er der brændt nok ting ned. Jeg leger ikke med ild længere af samme grund.'

 

165 kommentarer
Vis kommentarer