194.000 EU-kroner er via skandaleramte Meld havnet i to litauiske firmaer, som er ejet af en politisk rådgiver for en af Morten Messerschmidts og Dansk Folkepartis nære allierede i både Europa-Parlamentet og de omstridte 'fonde' Meld og Feld.
Det viser dokumenter, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.
Rådgiveren var lønnet af parlamentet som såkaldt ’akkrediteret assistent’, men ejede samtidig to firmaer i Litauen. Det fremgår blandt andet af dette link. (artiklen fortsætter under billedet)
Der er tale om et byggefirma og et ejendomsmæglerfirma. Alligevel fik de to virksomheder i 2013 kontrakter på i alt 26.000 euro for at arrangere ’EU-konferencer’ for Meld, hvor Morten Messerschmidt siden 2012 har siddet i bestyrelsen med den litauiske delegation fra ’Lov og Orden’-partiet.
Begge fakturaer til firmaerne Texnolit og Magnatus er lige under grænsen på 13.800 euro, hvor Meld-kontrakter skal i udbud hos tre leverandører. (artiklen fortsætter under billedet)
Trofast partistøtte
Den EU-lønnede rådgiver hedder Ramunas Domarkas og arbejdede i perioden 2009-2014 for det daværende litauiske medlem af Europa-Parlamentet Juozas Imbrasas, der sad i Felds bestyrelse med DF-næstformand Søren Espersen. (artiklen fortsætter under billedet)
Dokumenter afslører Messerschmidt: Gav falsk forklaring om Espersen
Ramunas Domarkas er selv medlem af Lov og Orden-partiet, hvor han har været opstillet som kandidat til lokale valg.
Ekstra Bladet samarbejder med det litauiske medie 15min.lt, som har fundet frem til, at Domarkas i 2015 støttede partiet med 45.000 kroner (ca. 6000 euro fordelt på to donationer).
Donationerne fremgår af dette link.
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få svar på en række spørgsmål fra Ramunas Domarkas. Vi har kontaktet ham via telefon og på email, men har ikke fået nogen reaktion.
Men i samarbejde med det litauiske medie 15min.lt har vi fået dette svar:
– Jeg har deltaget i og bidraget til en lang række arrangementer. (...) Der er tale om ting, der fandt sted for flere år siden, forklarer han, der erkender, at konferencer og seminarer ligger lidt uden for hans private firmaers sædvanlige arbejdsområder.
Han bekræfter, at hans firmaer fik de 194.000 kroner fra Europa-Parlamentets kasse.
– Det var nok til konferencer eller seminarer. De fandt alle sammen sted. Måske blev datoer, tidspunkter og talere ændret, men arrangementerne fandt sted og blev afholdt med succes, forsikrer han. (artiklen fortsætter under billedet)
EU's regler om brug af støtte-midler siger: En interessekonflikt foreligger, når parlament-medlemmernes handlinger bliver påvirket af familiemæssige, følelsesmæssige, økonomiske årsager eller ethvert andet interessefællesskab med modtageren af pengene.
Ekspert: Klare indicier på interessekonflikt
Men Roger Buch, partiforsker DMJX, som siden midten af 1990'erne har beskæftiget sig med partier og partistøtte, understreger, at en interessekonflikt ikke kun er til stede, hvis et medlem af Europa-Parlamentet rent faktisk bliver påvirket.
- Interessekonflikt handler om, at der er mulighed for eller en fare for, at man påvirkes. Derfor er en interessekonflikt allerede, hvis der er nære personlige, familiære, venskabelige eller økonomiske relationer. Der er meget klare indicer for, at dette er tilfældet her, men det kræver en nærmere undersøgelse, at fastslå dette 100 procent, forklarer han.
- Der er i første omgang primært Juozas Imbrasas, som har et problem, hvis han har været vidende om eller været med til at beslutte, at hans rådgiver har fået disse kontrakter. Det vil særligt være problematisk for Ramunas Domarkas, hvis han har selv har bistået Imbrasas i forbindelse med Melds beslutning om, at placerer opgaverne i hans eget firma, lyder det fra Roger Buch.
(artiklen fortsætter under billedet)
Tavshed fra Vistisen
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Morten Messerschmidt eller DF's nye gruppeformand i Europa-Parlamentet Anders Vistisen. Hverken rådgiverne for Vistisen og Messerschmidt eller Anders Vistisen selv har reageret på Ekstra Bladets henvendelse.
Det ville ellers være relevant med en kommentar fra Anders Vistisen, da han - som Melds seneste kasserer - har adgang til organisationens bogholderi og arkiv.
Det er i øvrigt uklart, hvor Melds arkiv befinder sig fysisk, efter organisationen blev tvangslukket ved årsskiftet, men ifølge Dansk Folkeparti er papirerne angiveligt et sted i Bruxelles.
