Pest eller kolera: Det ville lægen vælge

PEST ELLER KOLERA: Professor Peter Skinhøj forklarer, hvorfor det er oplagt at foretrække den ene sygdom frem for den anden

Professor, pensioneret overlæge og specialist i infektionssygdomme, Peter Skinhøj, forklarer, hvorfor begrebet 'pest eller kolera' ikke i lægelig forstand er lige forfærdeligt. Pest er værre end kolera og for Peter Skinhøj er Lars Løkke Rasmussen pesten, mens rød blok er koleraen. (Polfoto)
Professor, pensioneret overlæge og specialist i infektionssygdomme, Peter Skinhøj, forklarer, hvorfor begrebet 'pest eller kolera' ikke i lægelig forstand er lige forfærdeligt. Pest er værre end kolera og for Peter Skinhøj er Lars Løkke Rasmussen pesten, mens rød blok er koleraen. (Polfoto)

Det gamle ordsprog om at vælge mellem pest og kolera har gentagne gange været oppe at vende, når talen faldt på valget mellem Helle Thorning Schmidt og Lars Løkke Rasmussen. Kritikerne har dermed ment, at det kan være ligegyldigt, om den ene eller anden vinder, fordi de er lige dårlige til at stå i spidsen for Danmark.

Men går man mere bogstaveligt til værks og undersøger, hvorvidt begrebet 'pest eller kolera' rent faktisk stemmer overens med, at de to sygdomme er lige farlige og lige ubehagelige, så får man ikke det forventede svar.

Se også: Det store fravalg - pest eller kolera?

- Hvis jeg blev tvunget til at vælge mellem den ene eller anden sygdom, ville jeg helt klart foretrække kolera, siger pensioneret overlæge og specialist i infektionssygdomme, professor Peter Skinhøj, til Ekstra Bladet.

Begge sygdomme var - som ordsproget indikerer - både dødelige og frygtede tilbage i middelalderen, men lægevidenskaben har for længst reduceret dem til forholdsvis harmløse lidelser, som effektivt kan behandles og kureres med antibiotika.

Stadig koleraramte i Danmark

Kolera er en bakteriel sygdom, som sætter sig i tarmsystemet og giver kraftig diarré og massivt væsketab. Pest er også en bakterie, men den kan rase alle steder i kroppen og medfører høj feber, byldedannelse og i nogle tilfælde lungebetændelse.

Selv om begge sygdomme nu kan behandles effektivt, så er ingen af dem ønskværdige for nogen, understreger Peter Skinhøj.

Se også: Pest eller kolera

- Kolera er at foretrække, fordi den med den rette behandling er ude af kroppen i løbet af et par dage. Pest kan derimod sidde i kroppen i flere uger, inden man får has på den, siger overlægen og professoren.

Mens pest ikke længere hærger i industrialiserede og højt udviklede lande som Danmark, så ser man fra tid til anden stadig kolerapatienter på danske sygehuse.

Foretrækker rød blok

- Der er et enkelt tilfælde cirka hvert andet eller tredje år. Det er typisk personer, som eksempelvis har været turister i Thailand og som slæber sygdommen med hjem, siger Peter Skinhøj.

Begge sygdomme findes stadig i flere lande i Sydøstasien, men for at blive smittet af pest, skal man med Peter Skinhøjs ord langt, langt ud på landet og samtidig være så uheldig at blive bidt af lopper, som har siddet på rotter.

Se også: Regeringen og Venstre er som Medinas sange

- Hvem er så din personlige pest, hvis du skal behæfte en af statsministerkandidaterne med den titel?

- Det er Lars Løkke Rasmussen. Som sundhedsarbejder bekymrer det mig, at blå blok med Løkke i spidsen er så åbne over for privatiseringer i sundhedssektoren.

 

 

 

 

38 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere