PET: Ingen terrorister blandt flygtninge

Justitsminister Søren Pind og PET-chef har leveret en status på den aktuelle flygtningesituation

Der er ikke noget, som tyder på, at der er militante islamister blandt de mange flygtninge, der er kommet til Danmark de seneste uger.

Sådan lyder det fra konstitueret chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Finn Borch Andersen.

- På baggrund af de efterretninger, vi har, vurderer vi, at organiserede militante islamiske grupper ikke vil benytte menneskesmuglernetværk eller flygtningeruter til at søge at få terrorister ind i Vesten herunder i Danmark.

- Det skyldes, at den rejserute er forbundet med så stor risiko - både hvad angår de pågældendes sikkerhed og risikoen for at blive opdaget, sagde Finn Borch Andersen for kort tid siden under en pressekonference.

Her deltog også justitsminister Søren Pind (V) og rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

PET-chefen kunne desuden berette:

- Vi har også efterretninger, der peger på, at nogle af de militante islamiske netværk ligefrem lader skinne igennem, at man agter at gøre det som bevidst vildledning.

1500 asylansøgere
Under pressekonferencen gav Søren Pind desuden en status over antallet af flygtninge, der er kommet til Danmark over de seneste uger.

- Politiet skønner, at der siden søndag d. 6. september 2015 til i går i hvert fald er indrejst 12.400 flygtninge og migranter til Danmark.

- Tallet baserer sig primært på konkrete observationer i forbindelse med screeninger og kontrol af udvalgte færgeankomster, ankomst i tog, indrejse i biler og busser, hvorfor tallet må ses som minimumstal, lød det fra Pind.

I samme periode har ca. 1500 personer søgt om asyl i Danmark. Det er cirka det samme antal som i samme periode sidste år, fortalte justitsministeren.

Tilsvarende har ca. 13.000 søgt asyl i de andre nordiske lande de seneste to uger, lød det fra Søren Pind.

Justitsministeren kunne desuden berette, at langt de fleste personer, der ikke har søgt om asyl i Danmark, er rejst væk fra landet.

- Rigspolitiet har ikke fået indberetninger fra de lokale politikredse om, at der skulle være en ophobning af illegale flygtninge og migranter nogen steder i landet, sagde Søren Pind.

268 kommentarer
Vis kommentarer