Pia K. blander sig i menstruations-debat: Ingen skal bløde i min sofa

'Latterlig, selvfed og ynkelig holdning', siger Folketingets formand om ny menstruationsbog. Hun karakteriserer en Bloody Mary som en god drink

Ny menstruationsbog har fået Pia Kjærsgaard til at se rødt. (Foto: Kenneth Meyer)
Ny menstruationsbog har fået Pia Kjærsgaard til at se rødt. (Foto: Kenneth Meyer)

'At en ung, dansk forfatter kalder sig ’fribløder’, skriver en bog med en veninde og taler om menstruationstabuer herhjemme er latterligt'.

Sådan lyder Folketingets formand Pia Kjærsgaards dom over bogen ’Gennemblødt’ i et debatindlæg i Politiken. Bogen, som udkom forleden, skal gøre op med den skam, mange kvinder ifølge de to forfattere føler, når de har menstruation.

Se også: Oprør med bind og tamponer: Lader menstruationen løbe ud i trusserne

Ifølge Pia Kjærsgaard er menstruation hverken et tabu eller problem for danske kvinder, men snarere et ligeså naturligt og privat anliggende som at forrette sin nødtørft.

'Det er da også de færreste, der gjalder op om, at nu går de lige på toilettet', skriver hun.

Forfattere må være curlingbørn
Indlægget fra den erfarne politiker giver naturligvis Ekstra Bladet blod på tanden til at få uddybet Pia Kjærsgaards reflektioner over menstruation. Den travle kvinde tager dog ikke omgående sin telefon, men vender heldigvis tilbage:

- Hej Pia. Du var svær at få fat på - har du været på toilettet?

- Nej, jeg har siddet i formandsstolen. Ha ha.

- Du er selv inde på det - du bliver 70 næste år - er du ikke bare håbløst gammeldags og ligger under for nogle umoderne normer om, at menstruation er noget, vi ikke taler om?

- Nej, tværtimod mener jeg, at jeg er umådeligt frigjort i denne debat. Jeg mener ikke, at menstruation er noget problem, og ikke et emne, som unge kvinder oplever som et tabu.

- De to forfattere, der pludselig gør det til et problem at være kvinde og have menstruation, må være nogle curlingbørn, der er blevet nurset hele livet og ikke er i stand til at stå på egne ben. Det er utroligt med sådan en debat, der er grænsende mellem det latterlige og provokerende.

Hvad ville Brandes og Hørup sige?
- Hvis du mener, det er absurd og latterligt at sætte fokus på menstruation som tabu - hvorfor blander du dig så i debatten - du bruger endda din titel som Folketingets formand som afsender?

- Fordi det er det, jeg er. Det er jeg jo (formand for Folketinget, red.) uanset hvad. Og der skal jo være en fornuftig stemme i denne debat i stedet for denne latterlige, selvfede, ynkelige holdning til det her emne.

- Alligevel er det lykkedes forfatterne at hidse dig op. Hvorfor?

- Jeg er ikke hidset op. Jeg skiftevis griner af det og synes, det er latterligt og underligt. Nu har jeg ikke læst bogen, men jeg forstår slet ikke, hvordan man kan fylde en hel bog med det emne. Gud ved, hvad Brandes og Hørup ville sige til, at man på forsiden af deres avis promoverede et brugt menstruationsbind.

Curlingbørn
- Jeg forstår bare ikke sammenhængen mellem curlingforældre og menstruation...

- Det er sådan nogle mennesker, der igennem hele deres liv er blevet nurset og tænker: 'Ih, hvor er det interessant, at jeg har menstruation' og har haft en tilgang igennem deres barndom og nuværende situation, hvor de ser problemer alle steder. Så kan selv den mest naturlige ting blive et problem. Men vel er det ej et tabu.

- Men er der noget galt i at være mere åben om, at man har menstruation i stedet for at gå og skjule sit hygiejnebind på vej på toilettet?

- Det er op til folk selv. Det er en privat sag, hvordan man har det med det. Det er jo ikke sådan, at kvinder går med bøjet hoved, og det er nødvendigt at have det forfærdeligt, fordi de har menstruation. Bare fordi man har sit bind i lommen, er det ikke ensbetydende med, at det er et tabu, siger Pia Kjærsgaard.

Vil ikke have blod i sofaen
Pia Kjærsgaard mener, at de to menstruationsforfattere er håbløst gammeldags i deres tankegang.

- De gør det til noget odiøst. De, de gør det til, var noget, der eksisterede i fordums tid, hvor mødre havde svært ved at fortælle deres døtre om menstruation. Sådan er det heldigvis ikke dag.

- Det, de siger, de vil gøre op med... Det er da en besynderlig måde at gøre det på ved at lade det løbe ned ad benene og igennem nederdelen. Tiden er forpasset.

- Det lyder ikke som om, der er nogen, der skal føle sig velkomne til at komme og bløde i din sofa?

- Absolut ikke. Ikke uden at være ordentligt forseglet.

- Du er i din klumme inde på, at dine børn og børnebørn har og altid har haft et naturligt forhold til menstruation. Hvad er et naturligt forhold til emnet?

- Det er, at man fortæller sine piger om det, inden det hele begynder. Hvad der sker og hvorfor. Før i tiden troede nogle kvinder, at de var syge, fordi de pludselig begyndte at bløde fra underlivet, fordi der ikke var nogen, der talte om det.

Menstruationssnak med mor
- Når det så skete for pigerne, følte de sig helt forkerte og syge. Dengang kunne man tale om et tabu, men der er forskel på, om man skjuler sit bind, fordi det er en privat ting, og at kalde en helt naturlig ting for et tabu.

- Hvad med din egen mors håndtering af menstruationssnakken?

- Det var helt i orden, selv om det i hendes tid for nogen absolut ikke var noget, man talte om. Men sådan var det ikke for min generation, men mine forældres generation.

- Her på falderebet - hvad forstår du egentlig ved en Bloody Mary?

- Det er en god drink. Med is i.

- Og selleri..

- Ja, også det

- Til allersidst - jeg kan vel godt regne med, at du er færdig med at gemme bind i lommen på vej på toilettet?

- Ja, sådan er tiden jo også.

Forfatterne bag 'Gennemblødt' Sine Cecilie Laub og Maja Nyvang melder via deres forlag, at de ikke har nogen kommentarer til Pia Kjærsgaards kritik.

Bloody Mary ifølge menstruationsforfatterne

Sine Cecilie Laub og Maja Nyvang, som har skrevet bogen 'Gennemblødt' skriver udover freebleeding (at lade blodet flyde uden brug af bind el. lign., red.) om sex under menstruation.

Her opremser d'damer flere forskellige fordele ved at hygge sig, selv om det er den tid på måneden.

Blandt andet omtaler de en såkaldt 'Bloody Mary', som formentlig leder de flestes tanker hen på en sjus.

Her er der dog tale om oralsex under menstruation, så man får et 'mælkeskæg, bare med blod'.

- Folk må jo fuldstændig selv bestemme, om de vil have en eller få en Bloody Mary. Vi fortæller blot, at det eksisterer. Og vi kan da godt forstå, at der er nogen, der synes, det er grænseoverskridende og voldsomt, og vi kan også forstå, at nogen ikke synes det, har Sine Cecilie Laub tidligere udtalt for at understrege formålet med bogen.

- Den her bog beskriver bare en masse ting, som sker inden for menstruation på den ene eller den anden måde. Og vi er sådan set ikke ude at slå på tromme for, at folk skal gå ud og lave en Bloody Mary..

Gammeldags Bloody Mary:

Skal en Bloody Mary efter din mening ikke indtages under bæltestedet, så får du her en opskrift på den populære drink, som blandt andet kan indtages som middel mod tømmermænd.

Opskrift: Bland følgende ingredienser 
5 cl vodka 
10 cl tomatjuice 
saften af citron 
2 stænk worcestershiresauce 
1 stænk tabasco 
lidt peber og salt 
1 bladselleristængel (bruges til pynt og evt. at gnave i, mens drinken nydes)

(Kilde: Politiken)

Pia Kjærsgaard og manden til bal hos Dronningen i marts.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere