Pia K. langer ud efter 'Pape-hykleri'

Der er kold luft mellem DF-stifteren og Søren Pape Poulsen, efter han stemte nej til DF's forslag om betinget statsborgerskab

- Det her er et beslutningsforslag, så kan man altid rette nogle småting, hvis man vil det. Alene signalet, synes jeg, havde været godt for de Konservative, siger Pia Kjærsgaard. Foto: Jens Dresling
- Det her er et beslutningsforslag, så kan man altid rette nogle småting, hvis man vil det. Alene signalet, synes jeg, havde været godt for de Konservative, siger Pia Kjærsgaard. Foto: Jens Dresling

Tommelfingeren peger nedad.

Pia Kjærsgaard udråber de Konservatives partiformand, Søren Pape Poulsen, som hykler, efter hans parti i går stemte nej til Dansk Folkepartis forslag om, at dansk statsborgerskab fra udstedelsen skal være betinget i en prøveperiode på 10 år.

Sammenstødet foregår på Twitter, hvor hun klandrer K-formanden for at sige ét, men gøre noget andet:

- Det (DF's forslag, red.) er jo meget tæt på det, Søren Pape havde været ude at sige for kort tid siden, så derfor var jeg oprigtigt overrasket over, at man kunne se de røde knapper for de Konservative, uddyber Pia Kjærsgaard i et interview med Ekstra Bladet.

Søren Pape Poulsen udtalte i slutningen af februar, at man ikke bør kunne få dansk statsborgerskab, hvis man har fået en fængselsdom, uanset om det er betinget eller ubetinget.

Det er en stramning af reglerne, der i dag tilsiger, at man ikke kan få statsborgerskab, blandt andet hvis man har fået en ubetinget fængselsdom på over et år.

- For os er et statsborgerskab noget helt unikt, noget helt særligt, og det skal ikke bare gives i flæng. Og slet ikke til kriminelle og folk, der ikke taler vores sprog, sagde Søren Pape Poulsen til DR dengang.

Dansk Folkeparti fremsatte tilbage i 2015 deres forslag, som først blev i går blev stemt ned af samtlige partier i Folketinget undtagen dem selv og Nye Borgerlige.

Med forslaget ville DF give myndighederne ret til at fratage statsborgerskab i en periode på ti år fra udstedelsen, hvis pågældende med statsborgerskab i prøveperioden begår kriminalitet, der udløser seks måneders fængsel eller mere, uanset om straffen er betinget eller ubetinget.

Strammer mest
Dermed er der også tale om en forskel i de to forslag.

Søren Pape Poulsen vil helt fratage ansøgere muligheden for at få dansk statsborgerskab, hvis pågældende allerede har begået kriminalitet, mens Pia Kjærsgaard og co. vil fratage statsborgerskabet, hvis pågældende begår kriminalitet i prøveperioden på ti år efter udstedelsen.

DF'eren mener dog ikke, at forskellen er stor nok til at stemme 'rødt'.

- Det her drejer sig netop om betinget statsborgerskab med fratagelse, hvis man begår kriminalitet, og der var Søren Pape jo meget skarp i sine udtalelser.

Se også: Ballade i DF: Tulles mand vraget

Pia Kjærsgaard afviser også, at de Konservative har overhalet DF indenom med et mere vidtgående forslag.

- Det synes jeg ikke, og i så fald hvad afholder så fra at stemme for. Jeg kunne forstå, hvis det var den anden vej.

- Det drejer sig om at vise, at der er partier i blå blok, der kan stå sammen om udlændingepolitikken, siger hun.

Taler forbi hinanden
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Søren Pape Poulsen.

Marcus Knuth, der er de Konservatives udlændingeordfører, afviser i en besked, at Søren Pape Poulsen er dobbeltmoralsk.

'Jeg tror, vi taler forbi hinanden i debatten. Vi foreslår at stramme, så ingen kriminelle får statsborgerskab. Det forslag, Dansk Folkeparti referer til, handler om at stramme op, efter folk har fået det.

Det er en fin pointe, at man skal sætte ind over for kriminelle, der har fået statsborgerskab. Vores forslag går på, at ingen kriminelle overhovedet skal have tildelt statsborgerskab i første omgang,' skriver han.

329 kommentarer
Vis kommentarer