Pia K. raser mod Messerchmidt-dommer: Uværdigt

Pia Kjærsgaard er rasende over et 'like' fra retsformand i Meld-sagen om manglende ære i politik, fordi Morten Messerschmidt - trods dom - kan blive som næstformand i DF

Sådan her så det ud, da Messerschmidt blev dømt i Retten i Lyngby. Dommen blev læst op af retsformand Søren Holm Seerup.

Sådan her så det ud, da Messerschmidt fik dommen.

Retsformand i sagen mod Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt får særdeles hårde ord med på vejen fra partistifter Pia Kjærsgaard.

Det skyldes, at retsformand Søren Holm Seerup har 'liket' et opslag på Facebook med budskabet om, at DF'eren ikke burde forsætte som næstformand i partiet.

- Det er uværdigt, og det burde en dommer overhovedet ikke blande sig i, siger Pia Kjærsgaard.

- Jeg synes, det er en grov krænkelse, fortæller partistifteren.

Pia K: Hård dom
'Liket' fra Søren Holm Seerup - som nu er slettet efter Ekstra Bladets henvendelse - faldt under 24 timer efter, at selvsamme retsformand idømte Morten Messerschmidt seks måneders betinget fængsel for EU-svig og dokumentfalsk ved Retten i Lyngby.

- Jeg har selv været stærkt chokeret over udfaldet. Jeg synes, det er en meget hård dom, og når man så ser, at dommeren har liket en direkte negativ omtale af Morten Messerschmidt, så må man sige, hvad det i al verden kommer ham ved, siger Pia Kjærsgaard.

- Har dommeren siddet og haft den opfattelse under hele retssagen, så er det godt nok stærkt, stærkt kritisabelt.

- Vil du gå videre med sagen til dommerforeningen eller andre?

- Det er nok ikke noget, jeg kan som politiker, men jeg vil se omtale af sagen, fordi der må være andre indenfor jurasystemet, som tager afstand fra det, siger Pia Kjærsgaard.

- Jeg mener slet ikke, at domsmands-systemet kan være tjent med det her. Jeg forventer en stærk reaktion fra de berørte parter.

Dommerformand: Det må bero på en misforståelse

'Liket' fra retsformand Søren Holm Seerup om Morten Messerschmidt må være en misforståelse.

Det siger formand for Den Danske Dommerforening, landsdommer Mikael Sjöberg.

- Det må bero på en misforståelse, og det er nok derfor, at han (Søren Holm Seerup, red.) har slettet sit like, siger Mikael Sjöberg.

Dommerformanden har ikke yderligere kommentarer.

Bryder sig ikke om Morten
- Hvad er det, som systemet ikke kan være tjent med?

- Det er jo en personlig opfattelse og bestemt ikke neutralt, og hvis der er noget, der skal være neutralt, så er det retssystemet. Det her viser klart, at han ikke bryder sig om Morten Messerschmidt, fortæller Pia Kjærsgaard.

- Kan retsformanden ikke have en personlig holdning og samtidig vurdere det juridiske i sagen objektivt?

- I hvert fald ikke, når han gør det udadtil, så får han en kraftig anmærkning. Han har slet ikke brudt sig om ham, og han synes, Morten Messerschmidt er æreløs, og jeg ved ikke hvad.

- Du køber ikke forklaringen om, at han ikke ønsker misforståelser og derfor har slettet liket igen?

- Har han slettet liket. Herregud. Lille mand. Har han virkelig slettet det? Hvor er det pinligt. Nej nej nej, hvad med at tænke sig lidt om. Det er pinligt. Dybt pinligt for ham, siger Pia Kjærsgaard.

Sørens Pinds opslag
Konkret har Søren Holm Seerup 'liket' et længere opslag fra den tidligere Venstre-minister Søren Pind.

'Ære spiller ikke længere en rolle i politik. Eller i samfundet', indleder Søren Pind et opslag på sin private Facebook-profil, hvor han med det samme opremser en række eksempler på politiske konsekvenser - eller manglen på samme - tidligere og i dag. Heriblandt DF's næstformand.

'Messerschmidt fortsætter som DF-næstformand, skønt en idømt fængselsstraf', skriver Søren Pind, som retsformand i Messerschmidt-sagen altså 'liker'.

Dermed bidrager retsformanden ikke kun med en vurdering af det juridiske i sagen, men ytrer også sin personlige holdning til moral og politiske konsekvenser i forhold til den dømte.

Pia K. raser mod Messerchmidt-dommer: Uværdigt

Retsformand: Tak
Ekstra Bladet har spurgt Søren Holm Seerup, om det er foreneligt med virket som retsformand i sagen mod Morten Messerschmidt, hvis han personligt mener, at dommen burde have politiske konsekvenser for Morten Messerschmidt.

'Jeg bifaldt opslagets generelle budskab, ikke den specifikke del, som du refererer til', skriver Søren Holm Seerup til Ekstra Bladet.

'Jeg ønsker ikke den slags misforståelser, hvorfor jeg har fjernet dette 'like' igen. Tak for at gøre mig opmærksom på forholdet', skriver retsformanden og afviser at stille op til et interview.

Søren Pind og Søren Holm Seerup er barndomsvenner fra Bornholm, som det fremgår af videoen herunder.

Ikke i fængsel medmindre ...
Det er en enig domsmandsret, som idømmer Morten Messerschmidt seks måneders betinget fængsel i sagen, som Ekstra Bladet startede i sin tid.

Dommen skal ikke fuldbyrdes, medmindre DF–næstformanden begår noget kriminelt inden for de næste to år, forklarede retsformanden ved domsafsigelsen fredag.

Anklagemyndigheden havde krævet mindst seks måneders fængsel, mens Morten Messerschmidt har nægtet sig skyldig i anklagerne.

Retten i Lyngby lægger sig derfor op ad anklagemyndighedens vurdering.

Derfor fik Messerschmidt seks måneder

Her er Retten i Lyngbys forklaring på, hvorfor straffen til Morten Messerschmidt endte på seks måneders betinget fængsel.

'Retten har i forhold 1 lagt vægt på beløbets størrelse. Der er i formildende retning lagt vægt på, at tiltaltes forsæt efter bevisførelsen først indtraf et stykke inde i gerningsperioden. Der er i skærpende retning lagt vægt på, at tiltalte opretholdt vildfarelsen gennem længere tid, herunder i forhold til den revision, som DG Finans på Europa-Parlamentets vegne foretog. Det er ligeledes tillagt skærpende virkning, at svigen er begået i forhold til en mellemfolkelig myndighed. Retten har i forhold 2 i formildende retning lagt vægt på, at initiativet til dokumentfalsk efter bevisførelsen ikke udgik fra tiltalte, og i skærpende retning lagt vægt på, at det falske dokument blev benyttet som led i en formueforbrydelse.

Retten finder det upåkrævet, at fængselsstraffen kommer til fuldbyrdelse. Retten har herved lagt vægt på tiltaltes særdeles gode personlige forhold. Retten har tillige lagt vægt på sagsbehandlingstidens længde, der kun i et delvist omfang kan tilskrives tiltaltes forhold.'

Kilde: Retten i Lyngby

Morten Messerschmidt har ikke ønsket at udtale sig om retsformand Søren Holm Seerups ’like’.