Pia K. truer med sjælden paragraf

Pia Kjærsgaard (DF) støtter Nye Borgerliges ønske om en folkeafstemning om omdiskuteret lov

DF og Nye Borgerlige vil have en folkeafstemning om en lov. Foto: Jens Dresling
DF og Nye Borgerlige vil have en folkeafstemning om en lov. Foto: Jens Dresling

Et omdiskuteret lovsforslag er endnu en gang i vælten, og denne gang er det Pia Kjærsgaard (DF), der råber op.

Hvis lovforslaget om et midlertidigt børnetilskud til de familier, som er berørt at kontanthjælpsloftet og/eller integrationsydelsen, bliver vedtaget, vil Dansk Folkeparti aktivere grundlovens paragraf 42, siger hun fra Folketingets talerstol.

Og det blev det fredag med 56 stemmer for og 47 stemmer imod.

- Vi har dæmmet op for mange ting, men med den nye regering er jeg meget skeptisk, meget nervøs og meget ærgerlig over, at man lemper nu. Og jeg er bange for, at vi går en tid i møde, som vi vil fortryde.

- Der er et forslag om, at man kan aktivere paragraf 42, og det synes vi i DF er en fornuftig idé. Det gør DF naturligvis, siger Pia Kjærsgaard.

Paragrafen, som kun har været anvendt én gang tilbage i 1963, gør det muligt at få sendt love til folkeafstemning, hvis 60 medlemmer af Folketinget skriver under.

Med lovændringen vil regeringen og støttepartierne Radikale Venstre, Enhedslisten og SF give et månedligt tilskud til børnefamilier med arbejdsløse forældre.

Tilskuddet 'udgør 700 kr. pr. barn pr. måned for forældre på de laveste ydelser, 600 kr. pr. barn af enlige pr. måned og 550 kr. pr. barn pr. måned for de øvrige i målgruppen. Derudover får enlige forsørgere et supplerende tilskud på 650 kr. månedligt uafhængigt af antallet af børn', oplyser Beskæftigelsesministeriet på deres hjemmeside.

Beskæftigelsesministeriet anslår, at 63 procent af familierne, der står til at modtage tilskuddet, har ikke-vestlig baggrund.

Nye Borgerlige først med ønske
Også formanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, har tidligere truet med paragraf 42 i forbindelse med lovforslaget.

- Vi står i en situation, hvor et stor flertal af Folketingets politikere gik til valg på at fastholde den nuværende udlændingepolitik. Inklusive Socialdemokratiet. Det løfte svigter de nu ved at gøre det stik modsatte af, hvad de lovede vælgerne. Nemlig lempe. Derfor er det helt rimeligt at lade danskerne komme til orde i en folkeafstemning, sagde hun til Finans i oktober.

Vermund takker nu Dansk Folkeparti for opbakningen.

- Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til DF for at bakke op om aktiveringen af paragraf 42.

- Jeg vil også sige tak til Pia Kjærsgaard for mange års slid i en udlændingedebat, som har været hård, og som har været fyldt med ubehagelige situationer, siger Pernille Vermund til Ritzau.

Efter at lovforslaget er vedtaget af Folketinget, har partierne tre dage til at indsamle underskrifterne.

Det kræver dog, at andre partier vil bakke op, før de nødvendige 60 underskrifter kan komme i hus.

1096 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere