Pia K. tvangsindlagt til en ’cocktail af ondskab’

Folketingets formand modtog parti-fjende nr. 1: Ifølge DF er den franske præsident, Emmanuel Macron, fyldt med ondskab. Han er 'som Morten Østergaard på speed' - og en trussel mod Danmarks sikkerhed

Pia Kjærsgaard måtte vente med kransekage i en time på Emmanuel Macron, der foragtes i DF. Da han vandt, tabte Danmark. En cocktail af megen ondskab er samlet i Macron, mener DF's EU-ordfører. Foto: Nils Meilvang/Scanpix
Pia Kjærsgaard måtte vente med kransekage i en time på Emmanuel Macron, der foragtes i DF. Da han vandt, tabte Danmark. En cocktail af megen ondskab er samlet i Macron, mener DF's EU-ordfører. Foto: Nils Meilvang/Scanpix

Pia Kjærsgaard (DF) har flere gange demonstreret en alternativ tilgang til hvervet som formand for Folketinget. 

Til gengæld har hun aldrig tidligere ventet i næsten en time med kransekager og frisk frugt fra Meyers Kantiner på en så stærkt forsinket - og for Dansk Folkeparti uvelkommen - gæst. 

Men tirsdag var Kjærsgaard tæt på at overholde protokollen, da hun i Christiansborgs Samtaleværelse var ’tvangsindlagt’ til at modtage Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, under statsbesøget i Danmark.

Inde i den 40-årige franskmand er der ellers samlet en ’cocktail af megen ondskab’. Det fastslog Dansk Folkepartis EU-ordfører efter præsidentvalget i 2017. 

Her slog Macron det nationalkonservative håb, Marine Le Pen, som krævede en fransk folkeafstemning om EU-exit.

Ind i EU’s hjerte
Mens Pia Kjærsgaard, medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn og en stribe partiformænd på rad og række ventede og ventede på Macron i samtaleværelset, kunne de følge hans pressemøde med Lars Løkke Rasmussen (V) i Statsministeriet.

Her fastslog Løkke - som DF drømmer sig i regering med - at Danmark skal være i hjertet af EU. Statsministeren gentog også sit ønske om at afskaffe det danske forsvarsforbehold. Kun et stærkt EU-fællesskab kan løse Europas massive udfordringer. Det var de to statsmænd enige om.

Morten Østergaard på speed
DF-formand, Kristian Thulesen Dahl - og Søren Espersen (DF), formanden for Udenrigspolitisk Nævn - havde på forhånd demonstreret på Twitter, at de ville blive væk fra Macrons officielle modtagelse i Folketinget.  (artiklen fortsætter under billedet)

Hans ’vilde krav’ til euroen, fælles EU-forsvar og ’crazy udlændingepolitik’ svarer nemlig, ifølge DF, til den radikale leder ’Morten Østergaard på speed’.  (artiklen fortsætter under billedet)

Østergaard ventede dog helt roligt på det franske håndtryk. Den radikale leder er nemlig stor fan, forklarede han. 

– Derfor glæder jeg mig over, at Pia Kjærsgaard er tvangsindlagt til at lytte lidt på Macron. Det håber jeg, vil sætte sig, lød det fra Østergaard. 

Ros til afrikanske indvandrer-drenge
Det er dog uvist, efter Pia Kjærsgaard på engelsk bød franskmanden velkommen. Hun ønskede ham tillykke med verdensmesterskabet i fodbold. En titel som Frankrig vandt med spillere, der næsten alle har afrikansk eller muslimsk indvandrerbaggrund.

Og så flettede hun spidst ind, at Macron er ’dybt engageret i EU’s fremtid efter Brexit’, hvorefter hun trådte ud ad sin formelle rolle og understregede: 

– Selvom vi ikke ser med samme øjne på Europas fremtid.  (artiklen fortsætter under billedet)

Folketingets formand Pia Kjærsgaard understregede sin personlige modvilje mod Emmanuel Macrons EU-politik. Han opfatter måske hende som noget a la Danmarks svar på Marine Le Pen. Her er de på vej hen til mindetavlen for ofrene på Krudttønden, Finn Nørgaard og Dan Uzan. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Folketingets formand Pia Kjærsgaard understregede sin personlige modvilje mod Emmanuel Macrons EU-politik. Han opfatter måske hende som noget a la Danmarks svar på Marine Le Pen. Her er de på vej hen til mindetavlen for ofrene på Krudttønden, Finn Nørgaard og Dan Uzan. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
 

Unge franskmænd ikke til at stole på
På grund af forsinkelsen og aftenens gallamiddag var det ikke muligt at interviewe Pia Kjærsgaard.

Men DF’s gruppeformand, Peter Skaarup, satte ord på foragten for Macrons EU-planer. 

– Hvad siger du til, at Løkke – som I vil i regering med - vil starte en diskussion om forsvarsforbeholdet herhjemme?

– Det betragter vi som helt dødfødt. Man vil være bekymrede for, om Nato skulle bryde sammen. Og om Frankrigs unge mænd i sidste ende vil kæmpe for vores sikkerhed. Der har vi traditionelt haft en god allieret i USA.

Kaos på bagsmækken

Emmanuelle Macrons parti hedder frit oversat Fremad!

Men det er ingenlunde den vej, hans politiske projekt bevæger sig hjemme i Paris.

Kort inden afgang indløb nyheden om, at hans miljøminister trak sig fra regeringen. 

Nicolas Hulot var også inden sin tid som minister et kendt ansigt i Frankrig. I en årrække kæmpede han som populær tv-vært klimaet og miljøets sag. Derfor blev det anset som lidt af en scoop, da Macron fik ham med på ministerholdet.

Krisemøde

Nicolas Hulot begrundede sin afsked med frustration over, at Macron og den nye regering ikke gør nok i miljøkampen trods vidtløftige løfter i valgkampen.

– Jeg har en lille smule indflydelse - men ingen magt, forklarede han.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger fremtvang miljøministerens exit et krisemøde i Macrons stab. Derfor blev afrejsen til Danmark forsinket.

En dårlig nyhed kommer som bekendt sjældent alene.

I en ny popularitetsmåling rammer Macron et rekordlavt niveau. Kun hver tredje franskmand synes, at han i øjeblikket gør det godt.

1 af 2 Folketingets formand Pia Kjærsgaard understregede sin personlige modvilje mod Emmanuel Macrons EU-politik. Han opfatter måske hende som noget a la Danmarks svar på Marine Le Pen. Her er de på vej hen til mindetavlen for ofrene på Krudttønden, Finn Nørgaard og Dan Uzan. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
2 af 2 Pia Kjærsgaard måtte vente med kransekage i en time på Emmanuel Macron, der foragtes i DF. Da han vandt, tabte Danmark. En cocktail af megen ondskab er samlet i Macron, mener DF's EU-ordfører. Foto: Nils Meilvang/Scanpix
592 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere