Pia Olsen Dyhr langer ud efter tæske-Olsen

SF-formand har i modsætning til sin folketingskollega aldrig truet med tæv, hævder hun

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Hvad risikerer man, hvis man gør den folkevalgte LA-politiker Joachim B. Olsen sur?

'Et par på kassen'. 'Et par flade'. 'En flad'.

Trods de næsten umærkelige sproglige nuancer, så er det den tidligere kuglestøders foretrukne reaktion, når noget går ham imod: At true med en røvfuld.

Han havde nytårsaften besøg af en eller flere vandaler, som både har sprængt både postkassen i luften og smadret en baglygte på hans bil.

Her pakkede den tidligere endnu mere omfangsrige atletikstjerne, som nu er blevet de ultraliberales beskytter, for engangs skyld sin knyttede næve ind i et tilsyneladende forsøg på elegance.

'Lige nu er jeg bare lettet over, at jeg ikke fangede dem på fersk gerning. Jeg ville være så ked af at skulle ulejlige mine  kollegaer i folketinget med en afstemning om ophævelse af min parlamentariske immunitet', lød det.

Se også: Joachim B. Olsen raser efter hærværk: Jeg giver dem et par på kassen

Det, som Joachim B. Olsen mener, er, at hvis en folketingspolitiker bryder loven, så skal folketinget beslutte, om vedkommende skal fratages sin immunitet, så der kan føres retssag mod ham/hende.

I går aftes bad jeg nogle unge mænd, som fyrede ulovligt fyrværkeri af på vores vej om at forsvinde. Det gjorde de....

Opslået af Joachim B. Olsen på 1. januar 2016

SF-formand: Grotesk
Først da flere havde dristet sig til at gå kritisk til politikerens opfordring til selvtægt, gik han lige til sagen:

'Prøv lige at hør her. Der er situationer, hvor det er helt på sin plads at stikke en person en flad. Man kan ikke sætte det på en præcis formel. Det afhænger fuldstændig af situationen', lød det, før han detaljeret beskrev, hvordan han engang stak en mand en flad i Aarhus, fordi manden havde chikaneret en kvinde.

Det er langt fra første gang, at LA-politikeren truer med tæsk, og mens for eksempel den konservative Christiansborg-kollega Rasmus Jarlov 'synes godt om' hans seneste online-trussel, så er andre stærkt kritiske over politikerens opfordring til selvtægt.

En af dem er SF-formand Pia Olsen Dyhr.

'Selvtægt er aldrig i orden! Og grotesk at LAs Joachim B. Olsen foreslår det. Hvor er retsstaten så henne', spørger hun på Twitter.

Hører ikke hjemme i en retstat
Men Pia Olsen Dyhr mener, at man bør ringe til politiet i stedet for at følge Joachm B. Olsens råd

- Man skal aldrig som folkevalgt eller almindelig borger opfordre til selvtægt. Uanset hvor rasende jeg da også ville være, hvis min postkasse eksploderede, eller min hæk blev brændt af, så er det det, vi har politiet til, uddyber SF-formanden overfor Ekstra Bladet.

- Jeg ved ikke, hvorfor man hos Liberal Alliance mener, at man har frihed til at gøre noget ulovligt, som selvtægt er.

- Hvad skulle han i stedet have gjort?

- Man skal ringe til politiet og anmelde det. Og så kan det godt være, at man tænker, at det går ikke så hurtigt eller er så nemt, men hvis vi griber til selvtægt, så får vi et meget mere utrygt samfund, siger Pia Olsen Dyhr, som understreger, at hun ikke ønsker sig et samfund, hvor man kører overfor rødt, og det flyder med skydevåben.

- Nu er det ikke første gang, at Joachim B. Olsen truer med tæv...

- Når man er politiker, skal man være opmærksom på, at der er mange, der lytter til en, og vi risikerer, at nogen pludselig gør det, han foreslår. Det er ikke godt i et retssamfund - især ikke som folketingsmedlem at opfordre til sådan noget.

Pia skælder kun ud
Pia Olsen Dyhr kan godt forstå, at Joachim B. Olsen i situationen kan have råbt en række eder og forbandelser efter vandalerne, men:

- Der er meget stor forskel på det og på at skrive det på Facebook. Jeg kan selv blive vred og bruge ukvemsord, hvis der for eksempel kører end cyklist indover fortovet, hvor der går børn, og råbe, 'hvad bilder du dig ind' og andre ting. Men det er ikke det samme som at foreslå nogen tæske på nettet.

- Du har aldrig selv truet med tæsk?

- Det tror jeg faktisk ikke. Jeg er en meget fredelig type. Min mand synes, jeg er så latterlig, når jeg går i gang med mit: 'Hvad bilder du dig ind'.

Ekstra Bladet har gentagne gange uden held forsøgt at komme i kontakt med Joachim B. Olsen for et uddybende interview om hans Facebook-udgydelser.

Læs flere af Joachim B. Olsens argumenter for at slå på tæven her:

'Hvis man ser folk blive groft chikaneret, så kan det være på sin plads at stikke gerningsmanden en flad. Igen, det afhænger fuldstændig af situationen. Men at påstå, at det aldrig nogensinde er acceptabelt er noget sludder. Sådan har verden i øvrigt aldrig nogensinde hængt sammen'.

Men ifølge straffeloven, som har eksisteret i flere hundrede år, hænger verden netop sådan sammen.

Det stopper dog ikke beskæftigelses- og erhvervsordføreren, som dog kun slår på folk over en vis alder:

'Og ja, jeg kunne godt finde på at stikke en person, som sprænger min postkasse i luften, så der flyver metaldele gennem min have, en flad. Naturligvis ikke, hvis det var er barn. Men en ung mand, absolut ja!'

'Der er situationer, hvor det er helt på sin plads at stikke en person en flad. Man kan ikke sætte det på en præcis formel. Det afhænger fuldstændig af situationen', lyder det også.

569 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere