Pind blander sig i Levakovic-dom: Vil have Højesteret på banen

Justitsministeren mener, at Højesteret bør se nærmere på en mulig udvisning af Gimi Levakovic

Allerede tilbage i maj 2011 snakkede Ekstra Bladet med Søren Pind om Levakovic. Hør hvad han sagde i tv-klippet.

Justitsminister Søren Pind (V) opfordrer Rigsadvokaten til at sørge for, at Højesteret vurderer, om landsretten tog fejl, da Gimi Levakovic tirsdag slap for udvisning.

- Jeg har i dag anmodet Rigsadvokaten om at sørge for, at sager som Levakovic-sagen så vidt muligt afprøves i Højesteret. Disse sager har stor offentlig bevågenhed, og der er naturligt fokus på, om reglerne kan strammes, skriver Søren Pind på Facebook.

Men han vil ikke stå for en strammere lovgivning på området, før Højesteret har vurderet sagen.

- Inden vi sætter lovmaskineriet i gang, er det vigtigt for mig, at vi så vidt muligt får Højesterets udlægning af retstilstanden, så vi ved præcist, hvor vi skal sætte ind, lyder det fra ministeren.

Slap med nød og næppe
Meldingen fra Justitsministeren kommer, efter Østre Landsret i går overraskede ved omstøde Retten i Næstveds oprindelige udvisningsdom til Gimi Levakovic på 12 år. 

Dommerstemmerne sagde tre mod tre, og det var med nød og næppe, at den 46-årige roma slap for at blive sendt ud af Danmark. Og det er særligt ved afgørelse af denne kaliber, at Søren Pind mener, Højesteret må på banen:

- Det gælder ikke mindst, når vi har med sager som Levakovic-sagen at gøre, hvor landsretten har delt sig i en 3-3 afgørelse. Vi så det samme ske i sagen om bandelederen Fez Fez, som Højesteret endte med at udvise af Danmark med indrejseforbud for bestandig, skriver Søren Pind på Facebook.

En af grundene til, at Landsretten valgte at lade Levakovic forblive i Danmark, er, at Gimi har forældremyndigheden over to mindreårige børn, og en udvisning derfor ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Normalt er der store armbevægelser hos det selverklærede klanoverhoved. Men ved tirsdagens retsmøde var han anderledes afdæmpet og sågar grædende. (Foto: Jakob Jørgensen) Krimi Levakovic slipper for udvisning - trods 26 domme: Tudede i retten

Hør mere om Levakov-sagen her

S: Pind sparker problemet til hjørne
Landsrettens afgørelse kom som en overraskelse for politikerne, og de borgerlige partier og Socialdemokraterne er enige om, at der skal strammes op på reglerne for udvisning.

Ifølge Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, udsætter Søren Pind det svære arbejde ved ikke med det samme at gå ind i lovgivningen.

- Som politikere kan vi ikke kommentere på en konkret dom, men vi kan forholde os til principperne bag dommen, altså lovgivningen. Jeg kan godt frygte, at Søren sparker det svære arbejde til hjørne. For det er jo svære at sætte sig ned og gennemgå lovgivningen end at bede rigsadvokaten kigge en ekstra gang på sagen, siger Trine Bramsen og tilføjer:

- Derfor håber jeg, at Søren Pind vil give hånd på, at det her skal betyde lovændringer, for det er det, vi kan bruge til noget fremadrettet.

Søren Pinds opfordring til rigsadvokaten bliver bakket op af Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen.

- Det er en sag, der optager mange mennesker og byret og Landsret har opnået modstridende resultater. Derfor vil det være helt oplagt at få sagen prøvet for højesteret, siger han til Ekstra Bladet.

1 af 2 
2 af 2 (Foto: Jakob Jørgensen)
300 kommentarer
Vis kommentarer