Pind jagter unge kriminelle indvandrere

Det skulle være sket for mindst 15 år siden, siger det konservative folketingsmedlem Naser Khader

Justitsminsiter Søren Pind (V) kommer til sommer med en plan for, at få has på de to procent, der står for altfor meget af ungdomskriminaliteten. (Foto: Jens Henrik Daugaard/POLFOTO)
Justitsminsiter Søren Pind (V) kommer til sommer med en plan for, at få has på de to procent, der står for altfor meget af ungdomskriminaliteten. (Foto: Jens Henrik Daugaard/POLFOTO)

Justitsminister Søren Pind (V) fremlægger til sommer en plan for, hvordan Danmark som det første land i den vestlige verden ’får has på de to procent’, der står for alt for meget af ungdomskriminaliteten, dårlig uddannelse og social disintegration.

Det skriver Søren Pind på Facebook, efter han har læst et indlæg fra bloggeren Anne Sophia Hermansen i Berlingske, hvor hun beskriver, hvorfor hun har været nødt til at flytte fra Nørrebro i København.

Hun beskrev, hvordan hun var på en legeplads på Nørrebro med sin søn og to bonusdøtre, da to drenge på ca. 8 og 10 år, begyndte at obstruere.

Skære halsen over

- Hvor er jeres forældre, spurgte Anne Sophia Hermansen, der bare blev mødt af et grin fra drengene.

Da drengene begyndte at skubbe børnene ned fra legestativet, fik Anne Sophia Hermansen nok.

- Det endte med, at vi gik. Ikke fordi mine børn var trætte af at lege, men fordi en af drengene fiske sin IPhone op af lommen, talte ind i den på arabisk og signalerede til mig, at min hals ville blive skåret over, skrev Anne Sophia Hermansen.

Pinds vigtigste opgave

Det fik Søren Pind til at reagere.

- Ja, kriminaliteten falder, men der er desværre ’dem’, vi aldrig når med den nuværende indsats.

- Jeg ser det arbejde (planen, der kommer til sommer, red.) som en af - hvis ikke den - de vigtigste ting i min tid som justitsminister, skrev Søren Pind.

Khaders bog

Det konservative folketingsmedlem Naser Khader er glad for Søren Pinds initiativ, men han har svært ved at tro, at det vil lykkes for justitsministeren at få has på de unge kriminelle.

- Jeg har talt om disse problemer i over 15 år, siger Naser Khader til Ekstra Bladet.

- I 2000 skrev jeg bogen ’khader.dk’, hvor jeg foreslog, at man skulle rive Mjølnerparken ned. (Mjølnerparken er et boligområde på Ydre Nørrebro med 559 boliger, hvor der bor ca. 2500 beboere, flest med indvandrer baggrund, red.).

Kollektiv benægtelse

- Det er godt, at Anne Sophia Hermansen tør fortælle om sine oplevelser, for det er ellers mit indtryk, at de fleste ressource stærke danskere, der bor på Nørrebro og har oplevet det samme som hende, gemmer sig bag en kollektiv benægtelse fordi de er bange for, at de skal blive skudt i skoene, at de går Dansk Folkepartis ærinde, siger Naser Khader.

Parallelsamfund

Han har ikke selv sat sine ben på Nørrebro i over 10 år, efter han har været udsat for trusler, så han i lange perioder har haft politi beskyttelse døgnet rundt.

- Der er et parallelsamfund midt i København, hvor folk rent fysisk bor, selv om de mentalt befinder sig i Mellemøsten for 50 år siden, siger Nasser Khader, der selv stammer fra Syrien.

Han kom til Danmark i 1974.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Søren Pind via hans særlige rådgiver, men ingen af dem er vendt tilbage.

692 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere