Piskede dagpenge-modtagere: Ret til løn i årevis

Dagpenge-revseren Morten Østergaard får op til fire års fuld gage fra Folketinget, efter han har valgt at fortsætte på orlov uden at genopstille

Morten Østergaard kan få fuld løn i fire år. Foto: Emil Agerskov
Morten Østergaard kan få fuld løn i fire år. Foto: Emil Agerskov

Vælgerne i Aarhus og omegn må se langt efter Morten Østergaards navn på stemmesedlen ved næste folketingsvalg.

Men selvom den tidligere radikale leder erklærer, at toppolitik er et overstået kapitel for ham, så kan han fortsætte med at hæve hyren.

I lang, lang tid.

I et opslag på Facebook oplyser Morten Østergaard, at han forsætter 'med orlov fra folketingsarbejdet'.

Han sygemeldte sig sidste efterår som følge af afsløringen af hans krænkende adfærd over for flere kvindelige politikere.

Dermed kan han beholde sin folketingsløn på 57.600 kroner om måneden plus et skattefrit omkostningstillæg på 5274 kr. om måneden.

Politik Morten Østergaard genopstiller ikke: - Ansvaret er mit

Og det kan han gøre helt ind til valget. Herefter kan han modtage selve lønnen yderligere to år på såkaldt eftervederlag, som han lige nu sparer op til hver eneste måned.

Ekstra Bladet har spurgt Morten Østergaard på mail, hvor længe han regner med at være på orlov og dermed på samfundets lønningsliste.

Men han ønsker ikke at svare på spørgsmål, oplyser han via en radikal medarbejder.

Nye Borgerliges beskæftigelsesordfører, Lars Boje Mathiesen, ønsker ikke at kommentere Morten Østergaards konkrete sag, men siger generelt:

- Jeg bryder mig ikke om, at politikere udnytter vores attraktive regler på andre måder, end hensigten har været. Jeg synes, det er forkert, at man bruger de her ting til bare at gå rundt og lave ingenting. Hvis man ikke er syg længere, så skal man passe sit arbejde. Og hvis man ikke vil passe sit arbejde, så skal man sige helt op.

- Det er urimeligt, at man bare kan sige 'nu gider jeg ikke være politiker længere', og så tager man hjem og går fire år på skatteborgernes regning.

Sådan er det jo
Morten Østergaard overtog ledelsen i Radikale Venstre fra Margrethe Vestager.

Hun blev lagt for had blandt mange ledige, fordi hun var ganske hård i sin tone over for dagpengemodtagere, som mistede ydelsen.

- Sådan er det jo, konstaterede hun og gentog i 2012 lystigt sit budskab.

Morten Østergaard overtog ikke bare taktstokken, da Vestager rejste til EU. Han fasthold også den barske stil i dagpenge-debatten. Se hans udsagn herunder.

Henrik Vinther sidder i øjeblikket i Folketinget som suppleant for Morten Østergaard.

Han modtog besked om Østergaaards nedlæggelse af sit kandidatur via sms onsdag aften. Hvor længe orloven skal fortsætte, ved Henrik Vinther ikke.

- Det eneste, han har fortalt mig, er, at han ikke genopstiller, oplyser folketingsmedlemmet.

Hykleri - slet og ret

Morten Østergaard er gået til vaflerne i debatten om dagpengene. Nu hæver han selv fuld løn under orlov fra Folketinget.

- Det er et usammenhængende hykleri, når man siger, at man godt kan lide velfærd, men man gider ikke reformer. Sådan hænger verden ikke sammen, medmindre man vil aflevere Danmark dybt forgældet til fremtidige generationer,« siger Morten Østergaard.

- Det kan ikke nytte noget, at man konstant foregøgler befolkningen, at man sagtens kan øge velfærden uden at sørge for, at alle, der kan, bidrager, sagde Morten Østergaard til Berlingske i 2014.

- Fire år på dagpenge er for meget. Og selve reformen, mener jeg, er rigtig og rimelig. Slet og ret, sagde han samme år til Jyllands-Posten.

Løn i årevis

Morten Østergaard har ret til løn frem til næste folketingsvalg og to år derefter. Det bekræftes Folketingets administration.

'Morten Østergaard har dags dato ikke meddelt Folketingets formand eller Lovsekretariatet i Folketingets Administration, at han ønsker at nedlægge sit mandat og udtræde af Folketinget.

Morten Østergaard modtager vederlag under sin sygeorlov.  

Med sin anciennitet er Morten Østergaard berettiget til eftervederlag i 24 måneder efter næste folketingsvalg. Eftervederlaget svarer til grundvederlaget.' 

BLÅ BOG: Morten Østergaards dage i politik er talte

  • * Født 17. juni 1976 i Aarhus.

Parlamentarisk karriere:

  • Politisk leder for Radikale Venstre fra 2014 til 2020.
  • Gruppeformand for Radikale Venstres folketingsgruppe fra 2015.
  • Økonomi- og indenrigsminister, 2. september 2014-28. juni 2015.
  • Skatteminister, 3. februar 2014-2. september 2014.
  • Minister for forskning, innovation og videregående uddannelser, 3. oktober 2011-3. februar 2014.
  • Medlem af Folketinget siden 2005.

Uddannelse:

  • Statskundskab, Aarhus Universitet, 1997-2006.
  • Risskov Amtsgymnasium, 1993-1996.
  • Conval High School, USA, 1992-1993.
  • Jellebakkeskolen, Risskov, 1981-1992.

Beskæftgielse:

  • Markedschef, Dafolo A/S, Aarhus, 2001-2005.

Kilde: Folketingets hjemmeside.

/Ritzau/