Det vakte opsigt, da Enhedslistens EU-ordfører, Søren Søndergaard, fra Folketingets talerstol fredag sagde, at Rusland 'generelt' ikke udgør en trussel mod Europa lige nu.
Det fik statsminister Mette Frederiksen (S) til at flå sine briller af og udbryde et højlydt 'WHAT?', mens hun hoppede i stolen.
Se videoen af Mettes udbrud her.
Efter debatten fangede Ekstra Bladet Søren Søndergaard, og han understreger, at Rusland udgør en trussel. Men kun en atomtrussel, ikke en trussel om en 'militær intervention' i alle europæiske lande:
- Jeg forstod spørgsmålet sådan, at det gik på, om Rusland udgør en militær trussel mod Europa som helhed, og der siger jeg så nej. Og der kan jeg godt se, at det skulle jeg selvfølgelig ikke have sagt på den måde, siger han.
- Jeg skulle have sagt 'nej, Rusland udgør ikke generelt en militær trussel mod alle europæiske lande, men mod europæiske lande som Ukraine, Moldova, Georgien og muligvis andre lande'. Og det siger jeg også på talerstolen.
Trussel mod kloden
- Hvilke lande er så ikke truet af Rusland militært?
- Risikoen for, at Storbritannien, Spanien eller Frankrig og så videre bliver invaderet af Rusland, er stort set ikke eksisterende. Men hvad angår risikoen for atomkrig, så risikerer alle lande jo at blive ramt, siger Søren Søndergaard.
- Hvilke andre lande end Spanien, Frankrig og Storbritannien er ikke truet?
- Du behøver ikke at gå igennem alle lande. Jeg mener bare, at Rusland ikke har kapacitet til at angribe alle lande i Europa konventionelt.
- Rusland har hævet sit atom-beredskab, og Putin har fået lov til at sætte atomvåben op i Hviderusland...
- ... jamen, det var også det, jeg sagde på Folketingets talerstol: i forhold til atomvåben, der er det jo en trussel mod alle.
Jaja, Jaja
- Så er det vel også en meget stor trussel?
- Det er en meget stor trussel. Men der kan du jo så sige, at dér er spørgsmålet om konventionelle våben og militær intervention jo af mindre betydning, hvis vi får en atombombe i hovedet. Ultimativt er det klart, at risikoen for en atomkrig er en trussel mod ikke bare Europa, men hele kloden.
Enhedslisten-medlem i vildt forsvar af Rusland
- Men så er Rusland vel også en trussel, når Putin har hævet sit atomberedskab?
- Jaja. Jaja.
- Men du sagde jo, at Rusland generelt ikke var en trussel?
- Ja, i forhold til spørgsmålet om en militær intervention som den i Ukraine. Altså risikoen er ikke, at Putins hær ruller over grænsen til Polen, Tyskland, Frankrig.
Ville også have kastet med briller?
- Så alt det lagt sammen: udgør Rusland generelt en trussel mod Europa?
- Hele situationen, Ruslands atomarsenal og Ruslands opførsel er en trussel mod alle lande. Men en invasion som den, vi ser i Ukraine, så er det ikke generelt tilfældet for hele Europa, og det skulle jeg selvfølgelig have klarlagt i min første sætning.
Ny ballade i Enhedslisten: - Tager kraftigt afstand
- Overreagerede statsministeren, da hun flåede sine briller af, da du sagde det?
- Nej, altså politik er politik. Det ville jeg da også selv have gjort. Men jeg håbede da, at hun var i stand til at høre, hvad jeg sagde efterfølgende, siger han.