Pjække-Sass: Dropper fire møder til 30.000 kr. stykket

Sådan har S-gruppeformanden syltet sit fede ben

Henrik Sass Larsen erkender, at der har været for mange afbud i det forgangne år. Foto: Jonas Olufson
Henrik Sass Larsen erkender, at der har været for mange afbud i det forgangne år. Foto: Jonas Olufson

Statsrevisorerne måtte ofte kigge langt efter Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, da de i 2018 afholdt deres månedlige møder.

Statsrevisorernes sekretariat oplyser, at der sidste år var i alt fem afbud til møderne.

Over for Ekstra Bladet forklarer adskillige kilder, at Henrik Sass Larsen ene mand stod for fire af disse afbud.

Fed løn
'Fremmødet i 2018 var, at alle 6 statsrevisorer deltog i 11 statsrevisormøder, undtagen 5 afbud fra i alt 2 statsrevisorer. Jeg kan ikke oplyse, hvem der har meldt afbud', skriver en medarbejder i Statsrevisorernes sekretariat i en mail til Ekstra Bladet.

Hvervet som statsrevisor er flot lønnet. 330.000 kroner om året. Det svarer til 30.000 kroner pr. møde, da der altså afholdes 11 møder om året. Pengene får han, uanset om han møder op eller ej.

Til debat
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var åbenhed om fremmøde oppe til diskussion under Statsrevisorernes møde i december.

Her ønskede nogle medlemmer fuld offentlighed om fraværet til Statsrevisorernes møder. Men det kunne der ikke opnås enighed om.

I stedet besluttede Statsrevisorerne at oplyse om deres fravær kollektivt, som det fremgår af den mail, som Ekstra Bladet har modtaget.

Statsrevisorer optjener ret til pension, når de har siddet otte år på posten. Pensionen svarer til cirka halvdelen af en folketingspension.

 

Statsrevisorer: Vi var ikke væk

Ekstra Bladet har foretaget en rundringning til de fem øvrige statsrevisorer for at få at vide, hvor ofte de har været væk ved Statsrevisorernes møder.

Formand Henrik Thorup (DF)

- Jeg kan simpelthen ikke huske, om jeg var væk en enkelt gang eller ej, siger han.

Næstformand Klaus Frandsen (R)

Vil ikke udtale sig om sit fravær.

Frank Aaen (EL)

- Jeg var til alle de tre møder, jeg var indkaldt til sidste år, siger han.

Frank Aaen blev først statsrevisor i oktober og har derfor kun haft til opgave at deltage i tre møder

Britt Bager (V, medlem af Folketinget)

- Jeg har ikke meldt afbud til nogen møder, siger Venstres statsrevisor.

Britt Bager blev først statsrevisor i oktober og har derfor kun haft til opgave at deltage i tre møder.

Villum Christensen (LA, medlem af Folketinget)

- Jeg har en meget stabil mødedeltagelse. Så vidt jeg husker, har jeg ikke haft afbud.

 

Henrik Sass Larsen: For mange afbud 

Statsrevisor og gruppeformand Henrik Sass Larsen har ikke ønsket at give interview om sit fravær ved Statsrevisorernes møder.

I en sms erkender han dog, at han i det forløbne år har måttet melde afbud til mange møder på grunde af det, han betegner som dårlig planlægning og travlhed.

'Jeg har sidste år måttet aflyse, flytte eller melde afbud til for mange møder eller arrangementer.'

'Jeg har simpelthen haft for mange aftaler i kalender og for lidt luft til håndtering af akutte sager.'

'Jeg har derfor også fra nytår ændret i kalenderstyringen sådan at jeg siger fra i øget omfang til diverse møder for at sikre deltagelse i de planlagte', skriver han.

Ekstra Bladet har ikke haft mulighed for at stille opfølgende spørgsmål.

Fakta: Sådan er lønnen

Statsrevisorer får 330.000 kroner før skat om året. Det svarer til halvdelen af en folketingsløn.

Vederlaget udbetales, uanset om man kommer til de 11 årlige møder eller bliver væk. Lønnen modregnes ikke i folketingslønnen.

Den samlede årsløn for en statsrevisor, som også er folketingsmedlem, er 990.000 kroner plus skattefrit omkostningstillæg på 62.749 kroner årligt.

Statsrevisorer optjener ret til pension efter otte års anciennitet. Pensionen svarer til halvdelen af den lukrative folketingspension. Efter 20 års tjeneste rammer man loftet.

Vrede partifæller og tv-tid

Henrik Sass Larsen har masser af tid i sin kalender til at lave tv.

Hver uge står han i TV2's studie sammen med Søren Pind og vender det, de ser som verdenssituationen i programmet 'Pind & Sass'.

Det var i dette program, at Henrik Sass Larsen kom med en udtalelse om, at Danmark skulle 'rode sig ud' af de internationale konventioner.

Ekstra Bladet kunne efterfølgende afsløre, at gruppeformanden vakte flere partifællers vrede, fordi han ved at pjække fra flere gruppemøder undgik en i deres øjne velfortjent skideballe fra partiformand Mette Frederiksen.

 

Revisor-formand: Respekten må være nok

Statsrevisorernes formand hedder Henrik Thorup (DF). Han mener, at statsrevisorernes individuelle fravær bør forblive hemmeligt.

- Jeg synes, vi har bøjet os ret langt. Det ville svare til, at Folketingets udvalg skulle oplyse, hvem der havde været der og ikke, siger han, med henvisning til, at statsrevisorerne oplyser deres samlede fremmøde og fravær.

- I kunne jo for gennemsigtighedens skyld fortælle, hvem der mødte op til møderne?

- Hvorfor? Hvad bliver det næste? Nej, respekten omkring statsrevisorerne skal gerne stå for, at vi er et kollegium. Når vi arbejder, arbejder vi for konsensus, siger han.

- Hvorfor skal I egentlig have en løn, som mange almindelige mennesker får for et fuldtidsarbejde?

- Det er Folketinget, som har besluttet det. Det har vi ikke selv.

- Men du skal ikke underkende vores funktion. Vi har en vigtig funktion, påpeger han.

- Hvor meget arbejder I hver måned?

- Før en måned er gået, har vi fået tilsendt notater osv. Dem skal vi forberede. Det er rigtig nok ikke et fuldtidsjob, men det er et ansvarsfuldt job, siger Henrik Thorup.

Henrik Thorup er gift med DF's stifter, Pia Kjærsgaard, og er bl.a. medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden.

Så er der is. Henrik Thorup og Pia Kjærsgaard i hjemmet. Foto: Jacob Ehrbahn/RitzauScanpix
Så er der is. Henrik Thorup og Pia Kjærsgaard i hjemmet. Foto: Jacob Ehrbahn/RitzauScanpix
 

 

I november kunne Ekstra Bladet fortælle, at Henrik Sass Larsen blev væk fra flere gruppemøder, efter han ganske opsigtvækkende havde udtalt, at Danmark skulle 'rode sig ud af' internationale konventioner.
I november kunne Ekstra Bladet fortælle, at Henrik Sass Larsen blev væk fra flere gruppemøder, efter han ganske opsigtvækkende havde udtalt, at Danmark skulle 'rode sig ud af' internationale konventioner.
 

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen