Politiet kræver fængselsstraf

Messerschmidt tiltales for dokumentfalsk og svindel i forbindelse DF-sommergruppemøde i 2015 i Skagen. Straframmen er to år

Messerschmidt kan ikke huske, hvornår han blev sigtet.

Bagmandspolitiet vil have Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, straffet med fængsel for dokumentfalsk og svindel i forbindelse med partiets sommergruppemøde i 2015.

’Der nedlægges påstand om fængselsstraf’, fremgår det af udkastet til anklageskrift, som Bagmandspolitiet (Søik) har oversendt til Justitsministeriet og Folketinget.

Samtidig fremgår det af orienteringen, at forældelsesfristen for de paragraffer - som Messerschmidt tiltales efter - er fem år. Ifølge Bagmandspolitiet blev Morten Messerschmidt og en af hans medarbejdere begge sigtet 11. februar 2020.

Dermed vil eksempelvis den ligeledes fiktive Meld-konference, som i 2014 udløste tilsvarende EU-støtte under DF's sommergruppemøde i Kolding, være forældet i strafferetlig forstand.

Først omkring jul 2019 fik Bagmandspolitiet overdraget Meld-arkivet via Messerschmidts advokat. Foto: Ernst van Norde
Først omkring jul 2019 fik Bagmandspolitiet overdraget Meld-arkivet via Messerschmidts advokat. Foto: Ernst van Norde
 

Ifølge udkastet til anklageskriftet er Messerschmidt tiltalt for at have fabrikeret urigtige eller falske oplysninger med det formål at opnå uberettiget EU-støtte til en Meld-konference i Skagen i 2015, som ifølge Bagmandspolitiet aldrig fandt sted. Samtidig har han brugt de falske dokumenter som dokumentation over for EU-systemet for at slippe for at betale pengene tilbage.

Ifølge en række fremtrædende DF-politikere er Bagmandspolitiets tiltale mod Morten Messerschmidt for EU-svig efter straffelovens § 289 a, stk. 1 og 2 samt tiltalen for dokumentfalsk - i forening med en ansat - efter straffelovens § 171, stk. 1, jf. § 172, stk. 1 nærmest en frifindelse. 

Straframmen for de ovennævnte paragraffer spænder fra bøde til to års fængsel. Længere fængselsstraf ved skærpende omstændigheder.

Andre sager er forældet
Men ifølge Bagmandspolitiets redegørelse for forældelsesfristen er en række af de afsløringer, som især Ekstra Bladet har bragt, i dag forældede i strafferetlig forstand.

Bagmandspolitiet fik først overdraget helt afgørende dokumenter, bilag og arkivmateriale omkring julen 2019 - og EU's antisvindel-enhed, Olaf, kan altså heller ikke have været i besiddelse af materialet gennem den årelange efterforskning.

Olaf har ved flere lejligheder beklaget sig over, at Messerschmidt ikke har fremlagt den bilagsdokumentation, som Meld ellers ifølge støttereglerne var forpligtiget til at udlevere. Omvendt har Morten Messerschmidt og fremtrædende DF-politikere som eksempelvis den tidligere proforma-vicepræsident Søren Espersen ofte kritiseret Olaf for uforskammet langsommelighed. 

Flere timer efter Ekstra Bladets afsløring af den fulde tiltale for dokumentfalsk og EU-svig lagde Morten Messerschmidt en video på Facebook. Han bekræfter tiltalen, men nægter sig skyldig.

- Jeg afviser pure alle de anklager, som måtte blive rejst imod mig. Spørgsmålet her om den famøse kontrakt, som blev underskrevet har i øvrigt været endevendt både i pressen, men også i Olaf-rapporten, hvor man hverken kommer frem til at kalde det fraudery eller fraud eller noget i den stil, så derfor er jeg en lille smule forbløffet over, at politiet også her er kommet frem til en noget anden konklusion, end hvad jeg havde regnet med. Men det kommer vi til at tilbagevise i retten. Jeg må sige, at jeg ikke kommer til at føre denne sag i medierne eller på de sociale medier og er temmelig forundret over, at disse lækager bare bliver ved, siger han.

Har betalt 1,6 millioner tilbage - vil betale en million mere

I foråret 2016 fastslog EU-parlamentet, at det 'europæiske parti' Meld og fonden Feld havde misbrugt EU-støttemidler svarende til knap tre millioner kroner.

Heraf besluttede Dansk Folkeparti i maj samme år at betale cirka halvdelen - svarende til 1,6 millioner kroner tilbage.

Efter Ekstra Bladets afsløringer af bl.a. de EU-betalte sommergruppemøder i oktober 2016, meddelte partiet, at man ville betale yderligere knap en million kroner (955.210 kroner) tilbage.

Disse penge inkluderer sommergruppemødet i Skagen 2015, som nu indgår i tiltalen mod Messerschmidt.

Men beløbet på knap en million kroner er dog blot sat på en spærret konto hos DF. Angiveligt fordi EU ikke ville modtage pengene før antisvindel-jægerne i Olaf og det danske bagmandspoliti havde efterforsket sagen færdig.