Politiet modsiger Messerschmidt

Anklageskriftet mod DF's næstformand og hans tidligere rådgiver afviser påstande, som Jyllands-Posten bragte uden fakta-tjek

Få et overblik over Morten Messerschmidts skiftende forklaringer om sommergruppemødet i Skagen i 2015

Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, har skiftet forklaringer så mange gange i sagen om den - ifølge Bagmandspolitiet - fiktive EU-konference i Skagen, at det ikke giver mening at repetere dem alle.

Dog forkaster Bagmandspolitiets anklageskrift især flere af de forklaringer, som Jyllands-Posten ukritisk har publiceret i et Messerschmidt-forsvar.

I januar sidste år fik Morten Messerschmidt optaget en stort opsat kronik i Jyllands-Posten, hvori han uden at fremlægge dokumentation påstod, at det var ansatte i Melds sekretariat, som havde lavet rod i dokumenterne, da bl.a. den falske hotelkontrakt blev fabrikeret. Ifølge kronikken i Jyllands-Posten var årsagen især partialliancen Melds og DF's samarbejde på tværs af lande- og sproggrænser.

’Eftersom Meld/Feld var organiseret med egne sekretariater og ledelser, var det administrative arbejde, arkivering og revision ikke en del af mit kontor. Som i vistnok alle partier var arbejdsdelingen sådan, at formanden tog sig af de politiske, ikke praktiske opgaver’, fremgår det af kronikken i Jyllands-Posten.

Tre danskere bag fupkontrakt
Men læser man anklageskriftet, så var det netop en særligt betroet og pæredansk medarbejder på Messerschmidts EU-kontor gennem mange år, som var mellemmand på den falske hotelkontrakt i forbindelse med DF's sommergruppemøde 2015.

Her skrev Messerschmidt under som formand for Meld - og DF's administrationschef på Christiansborg, Jeanie Nørhave, som jysk hoteldirektør. Kontrakten blev ifølge tiltalen brugt til at opnå uberettiget tilskud fra EU.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

20 år hos politiet

DF’s personale- og sekretariatschef, Jeanie Nørhave, hører til i Dansk Folkepartis absolutte top, og hun har kontor få meter fra DF-formanden. Samtidig er hun tæt på partistifter Pia Kjærsgaard.

Pr-foto: Carsten Lundager
Pr-foto: Carsten Lundager
 

Hun er formand for DF's lokalforening i Ringsted - og arbejdede tidligere 20 år hos politiet. Her tog hun revisionskurser og en 'diplomuddannelse i jura'.

Hun er gift med DF's regionsrådspolitiker, Per Nørhave, der er pensioneret vicepolitikommissær efter 40 år i politiet.

To år i træk udgav hun sig med sine underskrifter som chef på jyske hoteller.

Nørhave er ikke tiltalt i sagen, og hun vil ikke udtale sig til Ekstra Bladet.

Samme dansksprogede medarbejder fra 'Messerschmidts kontor', der blev overtaget af Venstres gruppe i EU, forsøgte ifølge DF’s tidligere medlem af Europa-Parlamentet Rikke Karlsson i sin tid at presse hende til at skrive under på blanke stykker papir, der var forsynet med brevhoveder fra Meld og Feld.

'Det er også løgn'
Men ifølge kronikken i Jyllands-Posten var det direkte løgn, når Ekstra Bladet skrev, at Messerschmidt blev efterforsket for dokumentfalsk.

’Vel er det ubehageligt, når Ekstra Bladet taler om ’dokumentfalsk’ og ’dokumentmisbrug’. Men det er også løgn’, kunne man læse i Jyllands-Posten. Avisen gjorde sig ikke nogen ulejlighed med at faktatjekke kronikkens indhold eller den dokumentation, som Ekstra Bladet havde fremlagt i flere artikler.

Men ifølge den danske anklagemyndighed var det netop ikke løgn. Det viser tiltalen mod Messerschmidt og hans tidligere rådgiver.

Nægter sig skyldig
Messerschmidt har ikke ønsket at kommentere det endelige anklageskrift, men nægter sig skyldig og satser på frifindelse, når sagen skal for retten.

DF-næstformandens tidligere nære medarbejder – der i dag arbejder for Venstres gruppe i Europa-Parlamentet - har ikke reageret på Ekstra Bladets mange forskellige henvendelser.

Tidligere i denne uge denne uge har Jyllands-Postens chefredaktør Jacob Nybroe til flere medier forklaret, at avisens kronikker ikke skal faktatjekkes. Skribentens personlige oplevelse kan vægte højere end det objektivt korrekte, ifølge Jacob Nybroe.

Har betalt 1,6 millioner tilbage - vil betale en million mere

I foråret 2016 fastslog EU-parlamentet, at det 'europæiske parti' Meld og fonden Feld havde misbrugt EU-støttemidler svarende til knap tre millioner kroner.

Heraf besluttede Dansk Folkeparti i maj samme år at betale cirka halvdelen - svarende til 1,6 millioner kroner tilbage.

Efter Ekstra Bladets afsløringer af bl.a. de EU-betalte sommergruppemøder i oktober 2016, meddelte partiet, at man ville betale yderligere knap en million kroner (955.210 kroner) tilbage.

Disse penge inkluderer sommergruppemødet i Skagen 2015, som nu indgår i tiltalen mod Messerschmidt.

Men beløbet på knap en million kroner er dog blot sat på en spærret konto hos DF. Angiveligt fordi EU ikke ville modtage pengene før antisvindel-jægerne i Olaf og det danske bagmandspoliti havde efterforsket sagen færdig.