Politiet skal køre asylansøgere fra grænsen til Sandholm

Danmark skal tage imod asylansøgere trods grænselukning. Det er slut med at lade offentlig transport køre dem

Asylansøgere vil blive transporteret fra grænsen til Sandholm-lejren af politiet i stedet for med offentlig transport, for at man kan mindske risiko for smitte med coronavirus, meddeler udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S). (Arkivfoto) Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix
Asylansøgere vil blive transporteret fra grænsen til Sandholm-lejren af politiet i stedet for med offentlig transport, for at man kan mindske risiko for smitte med coronavirus, meddeler udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S). (Arkivfoto) Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix

Som følge af situationen med coronavirus i Danmark bliver der taget nye skridt i brug for personer, der søger asyl i Danmark.

Det oplyser udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) lørdag på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside.

- Normalt vil asylansøgere rejse med offentlig transport fra grænsen til Center Sandholm i Nordsjælland. Det er slut nu. Politiet vil fra i dag (lørdag, red.) stå for denne transport.

- På Center Sandholm vil alle nye asylansøgere blive helbredstjekket, lige som der er særlige karantænefaciliteter til rådighed.

- Asylansøgere vil selvfølgelig komme i karantæne efter de gældende kriterier, hvis der bliver behov for det, siger Mattias Tesfaye til hjemmesiden.

Danmark skal tage imod asylansøgere
Regeringen meddelte fredag, at den fra i dag, lørdag, klokken 12 ville lukke grænsen for udlændinge midlertidigt i en måned, medmindre udlændingene har et anerkendelsesværdigt formål i Danmark.

Lukningen omfatter dog ikke asylansøgere, hvilket skyldes Dublin-forordningen.

Den tilsiger, at Danmark skal tage imod asylansøgere og så efterfølgende vurdere, hvilket land der efter Dublin-forordningen er ansvarligt for at behandle asylansøgningen.

Frem til 10. marts er der registreret 443 asylansøgere i Danmark i år, meddeler Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Ingen almindelige besøg
For at undgå yderligere smittespredning vil der på asylcentrene i Danmark desuden blive iværksat en række tiltag.

Blandt andet bliver der som udgangspunkt ikke mulighed for almindelige besøg på centrene, lige som al undervisning, legestue og fritidstilbud bliver sat i bero.

Det ligger i tråd med det øvrige Danmark, hvor daginstitutioner og skoler lukker ned i foreløbig 14 dage fra på mandag.

240 kommentarer
Vis kommentarer