Annonce:
Annonce:

Politiet skrotter it-projekter: 'Meget bekymrende'

Justitsminister Peter Hummelgaard udtrykker stærk bekymring for Rigspolitiets it-bøvl. Tirsdag annoncerer politiet, at 13 projekter lukker helt, mens 20 igangværende projekter udskydes - herunder den langsigtede løsning, der skulle rette op på teledata-skandalen

Justitsminister Peter Hummelgaard kalder politiets it-udfordringer for 'meget bekymrende'. Foto: Jonas Olufson
Justitsminister Peter Hummelgaard kalder politiets it-udfordringer for 'meget bekymrende'. Foto: Jonas Olufson
Annonce:
Følg Politik

Listen med it-projekter er vokset og vokset, og nu tager Rigspolitiet konsekvensen.

Tirsdag lyder det i en pressemeddelelse fra Rigspolitiet, at man har været nødsaget til at lukke 13 igangværende it-projekter helt, mens yderligere 20 projekter udskydes 'til et senere tidspunkt'.

Blandt de lukkede projekter er systemer til at søge fingeraftryk frem i Schengens systemer og en WIFI-løsning, der opdaterer software, når betjente kører forbi et bestemt hotspot.

De projekter, der udskydes, handler blandt andet om automatisk fartkontrol over en længere strækning og et analyseværktøj til screening for hvidvask, fremgår det af pressemeddelelsen.

Annonce:

Og så har politiet også valgt at udskyde et andet større it-projekt, der ellers havde til formål at sikre langsigtede løsninger på de fejl, der startede den såkaldte teledata-skandale, og som i flere år har martret politiet og Justitsministeriet.

Det fremgår dog ikke af pressemeddelelsen, men er gemt væk i et bilag til Folketingets Retsudvalg.

Minister: 'Meget bekymrende'
Ifølge pressemeddelelsen prioriterer Rigspolitiet at gennemføre 'alle forretningskritiske projekter', og de projekter, der lukkes, skulle ifølge politiet have et 'meget lille' eller slet intet ressourceforbrug.

Alligevel bugner det ikke ligefrem med rosende ord til politiet fra justitsminister Peter Hummelgaard (S).

I et ministerbrev til Folketingets Retsudvalg orienterer ministeren om politiets it-problemer - og langer samtidig ud efter ordensmagtens it-håndtering.

Annonce:

'Jeg finder Rigspolitiets it-situation meget bekymrende. Jeg noterer mig, at Rigspolitiet har iværksat en række forandringsinitiativer, herunder foretaget en reorganisering af Rigspolitiets it-organisation samt gennemført en replanlægning af Rigspolitiets it-udviklingsportefølje med henblik på at imødegå de omfattende udfordringer', skriver ministeren blandt andet.

Videre lyder det:

'Med Rigspolitiets orientering står det klart, at det bliver et langt sejt træk, som ikke desto mindre er nødvendigt for at få skabt det fundament og de rammer, som politiet har behov for, for fremover at kunne agere som et moderne og digitalt politi.'

Gemt i bilag: Udskyder teledata-løsning
Blandt de udskudte projekter ligger som sagt den it-platform, der skulle komme med langsigtede løsninger i kølvandet på den omfattende teledata-skandale.

I 2019 præsenterede daværende justitsminsiter Nick Hækkerup en række initiativer til at rette op på it-problemerne i kølvandet på skandalen, der har rystet retssystemet.

Men i et bilag fra Retsudvalget fremgår det, at den langsigtede løsning, der skulle være 'fejltolerant' nu udskydes på ubestemt tid.

Annonce:

'Projektet har til formål at implementere en ny, mere tidssvarende og fejltolerant it-platform til teledata og er ét af de 17 initiativer i opfølgningen på teledata-sagen.'

'Den kortsigtede løsning blev gennemført i efteråret 2020 og fungerer uden kritiske problemer, herunder er der i 2022 iværksat procedurer for manuel sletning. Den langsigtede løsning er den nye teledataplatform', fremgår det af oversigtsdokumentet fra udvalget.

TIDSLINJE: Sådan har teledatasagen udfoldet sig

Teledatasagen har kørt siden 2019, hvor Rigspolitiet opdagede fejlene i systemet. Her er et overblik over, hvordan sagen har udviklet sig:

* 13. juni 2019: Rigsadvokaten sender en skrivelse til Advokatrådet og Domstolsstyrelsen, hvori der orienteres om en systemfejl, der kan have haft betydning for efterforskning og/eller vurdering af beviser i konkrete straffesager.

* 17. juni 2019: Offentligheden hører om sagen. Rigspolitiet forklarer, at der har været en fejl i det it-program, der håndterer teleoplysninger fra teleselskaber. Fejlen blev rettet 8. marts 2019, oplyses det.

Flere end 10.000 straffesager fra perioden 2012 til 2019 skal som konsekvens tjekkes.

* 2. juli 2019: Justitsminister Nick Hækkerup (S) iværksætter en undersøgelse af forløbet.

* 3. juli 2019: Teleindustrien - teleselskabernes branchesamarbejde - oplyser, at den er ved at undersøge både omfanget og årsagerne.

Det vedrører to teleselskaber og handler blandt andet om såkaldte wi-fi-opkald, oplyser Teleindustrien.

* 15. august 2019: Rigspolitiet vurderer, at det er nødvendigt også at kigge på sager fra før 2012. Det fremgår af et svar til Retsudvalget.

* 18. august 2019: Rigspolitiet orienterer Justitsministeriet om, at der også er fundet fejl ved de geografiske koordinater for telemasters placering.

Det betyder, at der kan være fejl i de oplysninger, man har brugt til at sandsynliggøre, hvor en telefon befinder sig.

Fundet af de nye fejl betyder, at Rigsadvokaten midlertidigt stopper brug af teledata i straffesager.

* 30. august 2019: Rigspolitiet har igangsat en uvildig undersøgelse af politiets brug og behandling af teledata.

* 3. februar 2021: Justitsministeriet oplyser, at en uafhængig kontrol indtil videre har gennemgået omkring 5000 straffesager, og at der ikke er fundet grundlag for at genoptage dem.

* 19. juli 2021: Datatilsynet udtaler deres alvorlige kritik af Rigspolitiet. Derudover får politiet et påbud om at slette nogle personoplysninger, hvis de ikke allerede har gjort det, indenfor seks uger.

Kilder: Justitsministeriet, Rigspolitiet, Politiken, Berlingske, Datatilsynet og Ritzau.

Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Spar med
Det kan du spare
Elpris lige nu
Vestdanmark
-
kr. pr. kWh*
Østdanmark
-
kr. pr. kWh*
Annonce:
Vi kan li' 'røvhuller' på skærmen
Annonce:
Annonce:
Annonce:
Annonce: