- Vi er glade for, at bogen kan udkomme, og derfor kan jeg ikke forestille mig, at vi vil stille krav om økonomisk kompensation fra Politiken, der har trykt hele bogen i avisen i dag.
Sådan siger kreativ direktør i forlaget Peoples Press, Jakob Kvist, til Ekstra Bladet.
Det er hans forlag, der udgiver bogen 'Syv år for PET', der er skrevet af Politiken journalisten Morten Skjoldager.
5.000 bøger
Peoples Press har trykt et 1. oplag på 5.000 bøger, der er sendt ud til boghandlere.
- Vil det ikke koste jer en masse penge, at Politiken har trykt hele bogen?
- Jo, det kan man godt sige, men der er mange principper i denne sag. Vi har fået et fogedforbud mod at sælge bogen. Hvad ville der være sket, hvis Politiken ikke har trykt hele bogen - ville der så stadig være et fogedforbud?, siger Jakob Kvist.
Aftale med Politiken?
- Havde du på forhånd lavet en aftale med Politiken om, at avisen kunne trykke bogen?
- Nej. I løbet af lørdagen fik jeg drypvis at vide, at avisen ville trykke bogen, men det var først lørdag aften, at jeg fik den officielle besked.
- Jeg mener, at Politiken i denne sag har stillet sig på den rigtige side af kridtstregen, og det kan jeg kun respektere.
- Vi har været oppe mod kræfter, der ville censurere en bog. Nu får vi mulighed for alligevel at sælge den, og jeg håber på, at det kan ske allerede fra mandag morgen.
Stort tab?
- Hvor stort et tab har I lidt på grund af Politikens udgivelse af bogen?
- Det er umuligt at svare på. Hvis vi skulle have haft erstatning fra Politiken, så skulle vi påvise, at Politiken har påført os et tab, siger Jakob Kvist.
- Hvis nu Politiken ikke har trykt bogen, så kunne vi risikere at brænde inde med 5.000 bøger. Nu får vi en chance for at sælge disse bøger, og jeg håber meget, at folk vil læse en trykt bog.
Politiken journalist
- Spiller det ind, at det er en journalist på Politiken, der har skrevet bogen, når du ikke vil kræve erstatning af avisen?
- Nej, det gør det ikke. Vi er som sagt glade for, at bogen nu kan udkomme. Morten Skjoldager har leveret et ganske almindeligt stykke journalistik med denne bog. Hvis hans bog ikke kunne udkomme, før PET havde godkendt den, ville det svare til, at Ekstra Bladet dagligt skulle have avisen til godkendelse, før den kunne blive solgt.
- Vi har været oppe mod de store principper om censur og ytringsfrihed i denne sag. Derfor er jeg glad for, at det ser ud til, at vi alligevel kan sælge bogen via boghandlerne. Vi har fået enorm meget omtale af bogen de seneste dage, og det tryk, har måske været afgørende for, at PET nu ser ud til at opgive fogedforbudet, siger Jakob Kvist.