'Fødslen var en voldsom og bevægende oplevelse. Maria kom ind på fødselsstuen kl. 10.28 og 11.16 var Johannes født.'
Sådan skriver den 47-årige politiker og USA-ekspert Mads Fuglede fra Venstre på Facebook.
Politikeren er blevet far for første gang til en lille dreng, Johannes. Moren er Mads Fugledes 26 år yngre kæreste, Maria.
Parret havde oprindelig termin til sankthans, men det ignorerede den lille ny. Han kom ganske passende til verden onsdag 4. juli, som er USA's uafhængighedsdag.
'Livet er så smukt, når man betragter det opstå i den nyfødtes ansigt. Nyd det allesammen - det kommer og går.', afslutter den nybagte far den glade Facebook-status af med.
Afløser i Folketinget
Mads Fuglede kom i Folketinget 1. oktober 2017 som afløser for Jakob Engel-Schmidt, der fik en stilling som direktør for Niels Brock.
Jakob Engel-Schmidt mistede sit job ved Niels Brock i februar, da Ekstra Bladet kunne afsløre, at han var blevet taget for at køre bil med kokain i blodet.