Politiker mistede sin søn: Jeg bliver aldrig den samme

Folketinget vil sikre et halvt års orlov til forældre, som mister et barn. For den konservative politiker Hanne Bjørn-Klausen rammer aftalen en sorg, hun selv har båret på i 11 år

Hanne Bjørn-Klausen og hendes mand har siden fået to børn. De er ikke i tvivl om, at de har en storebror i himlen. Video: Aleksander Klug.

En kold januardag i 2009 ændrede livet sig for altid for den dengang højgravide Hanne Bjørn-Klausen (K) og hendes mand, Flemming.

Deres ufødte søn, Valdemar, var død.

- Han døde i min mave, ugen før han skulle være taget med kejsersnit. Jeg havde svangerskabsforgiftning. Lægerne sagde hele tiden ’bare rolig, baby har det godt – mor har det skidt’, men en dag var der ikke hjertelyd mere, fortæller Hanne Bjørn-Klausen.

Onsdag indgik et enigt folketing en aftale, der sikrer, at alle forældre, der mister et barn under 18 år, har ret til seks måneders sorg-orlov. Og det er i den forbindelse, at Hanne Bjørn-Klausen fortæller sin historie til Ekstra Bladet.

67.051 støtter forslaget
Som det er nu, er det kun muligt for forældre at få sorg-orlov, hvis barnet er dødt ved fødslen eller dør inden for de første syv levemåneder.

- Det betyder, at forældre, der mister deres barn, når de er et, fem eller 15 år, ikke har ret til orlov. Derfor skal man allerede efter en måned have en fra jobcentret i røret og fortælle, om man kan arbejde eller ej. Det er jo grotesk, siger Hanne Bjørn-Klausen, der er stedfortrædende i Folketinget for partifællen Rasmus Jarlov.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Aftalen blandt Folketingets partiet sker på opfordring af 67.051 danskere, der har skrevet under på et borgerforslag. Foto: Aleksander Klug
Aftalen blandt Folketingets partiet sker på opfordring af 67.051 danskere, der har skrevet under på et borgerforslag. Foto: Aleksander Klug
 

- Jeg bliver helt harm, når jeg tænker på, at vi behandler mennesker sådan. Tænk at have et job, hvor du skal ringe op og spørge sørgende forældre, om de snart er klar til at komme på arbejde, siger hun.

Tacklede sorg forskelligt
Da den konservative politiker og hendes mand mistede Valdemar, tacklede de sorgen helt forskelligt.

Flemmings arbejde understregede, at han skulle tage den tid, han havde brug for, men efter to uger ville Flemming gerne på arbejde igen. Det hjalp ham at komme ind til sine kolleger, som kendte parret rigtig godt, fortæller Hanne Bjørn-Klausen.

Selv var hun slet ikke klar.

- Da de 14 uger (med barselsdagpenge red.) var slut, tænkte jeg, at det måske var fint at vende tilbage til hverdagen. Men det var rigtig, rigtig hårdt at være på arbejde igen. Jeg kunne mærke, at folk synes, det var mærkeligt, og at de ikke rigtig vidste, hvordan de skulle håndtere det. Jeg havde endda en chef, der sagde, at jeg altid var så trist og sur.

- Før var jeg snakkesalig, udadvendt og sprudlende, men selvfølgelig var jeg en anden. Min søn var død, siger Hanne Bjørn-Klausen i dag.

Storebror i himlen
Og netop parrets egne erfaringer med at sørge er noget, hun nu tager med ind i sit politiske virke.

- Vi sørger forskelligt. Der er forskel på, om vi har brug for 14 dage eller et halvt år, og det skal der være plads til. Hvis jeg havde fået at vide, at jeg skulle tilbage på arbejde efter en måned, havde jeg nok sagt ’okay, sådan er det’, men jeg havde ikke fungeret. Jeg kan godt frygte, at jeg så havde fået en depression, siger hun.

Artiklen fortsætter under faktaboksen ...

Sorg-orlov som borgerforslag

- Onsdag indgik et enigt folketing en aftale, der sikrer seks måneders sorgorlov til forældre, der mister et barn under 18 år.

- Forslaget har været stillet som borgerforslag, som 67.051 danskere har skrevet under på.

- Forældre har hidtil kun haft ret til 14 ugers sorgorlov med barselsdagpenge.

- Det gjaldt dog kun, hvis barnet var dødt ved fødslen, eller hvis barnet døde inden for de første syv måneder efter fødslen.

11 måneder efter Valdemars død blev parret forældre til Magnus. Han kom til verden 26. december og bragte lyset ind i familien igen. Siden er også lillesøster Mathilde kommet til.

- De har altid vidst, at de har en storebror i himlen. Og hvis Flemming og jeg kan finde på at sige, at vi er fire i vores familie, siger de ’nej, vi er fem’. De har en storebror, og han hedder Valdemar. Vi går stadig på kirkegården på hans fødselsdag og juleaften, fortæller Hanne Bjørn-Klausen og smiler.