Politiker vil give 22.000 kr. til 'normalvægtige børn' efter konfirmationen

Tidligere folketingspolitiker og nuværende regionsrådspolitiker Jørgen Winther (V) vil give 22.000 kroner til normalvægtige børn efter konfirmationen

Jørgen Winther er tidligere folketingsmedlem. Nu sidder han i Region Midtjylland. Foto: Privatfoto
Jørgen Winther er tidligere folketingsmedlem. Nu sidder han i Region Midtjylland. Foto: Privatfoto

Det skal være slut med overvægtige danske børn. Kurven skal knækkes. Og det skal ske ved, at man belønner 'normal-vægtige' børn med 22.000 kroner.

Den idé har tidligere folketingspolitiker og nuværende regionsrådspolitiker Jørgen Winther netop fået efter en tur i Legoland.

Det skriver TV 2 Østjylland.

- Jeg var en tur i Legoland for en uge siden med min børnebørn. Jeg var overrasket over, hvor mange overvægtige familier der var.

- Det syntes jeg, at vi skal gøre noget ved. Kurven for overvægtige børn vokser og vokser, siger Jørgen Winther til Ekstra Bladet.

Han mener ikke, at tidligere eller nuværende indsatser på området har båret frugt. Det er især det faktum, at over 250.000 danskere lider af diabetes, der nu får politikeren til at komme med forslaget.

- Vi har prøvet mange forskellige ting gennem årene. Nu synes jeg, at vi skal lave en forsøgsordning i Randers Kommune, der går ud på, at vi finder de børn, der i seks- og syv-års alderen ved skolestart enten er overvægtige eller har overvægtige forældre.

- Altså dem der er i risikogruppen. En sundhedsplejerske skal følge dem og give dem en belønning, hvis det lykkes dem at blive normalvægtig i konfirmationsalderen, forklarer Jørgen Winther.

Stalinist
For 30 år siden fremsatte den tidligere Christiansborg-politiker et forslag for Venstres folketingsgruppe.

- Jeg fremsatte også et forslag i Venstres folketingsgruppe for 30 år siden om rygeforbud. Uffe Ellemann-Jensen sagde dengang, at man ikke gik ind for et forbud, og andre kaldte mig for stalininst. Dengang sagde man, at det var et vanvittigt forslag, siger politikeren.

Han konstaterer kun tørt, at han var den eneste borgerlige politiker med de tanker.

- I dag er det vedtaget, siger han og fortæller, at han fik mange hadebreve for forslaget.

Bare ærgerligt
Jørgen Winther fortæller, at hans børnebørn ikke lider af overvægt, men at han selv har et par ekstra kilo på siderne. Men han vil ikke selv have penge for at tabe sig.

- Børn der er overvægtige kan have mange problemer. Kan man ikke ende med at give dem måske endnu et nederlag?

- Det er desværre trist, men sådan vil det være. Der er nogen, som det ikke lykkes for. Men jeg må sige, at man må kigge på jeres egen forside i Ekstra Bladet søndag, hvor kendte danskere mener, at det stadigvæk er et tabu at snakke om vægt.

- Mange børnefamilier synes bare, at deres små overvægtige børn er nuttede. Forældrene kan ikke se, at de er overvægtige. Der er behov for mere oplysning om det her, man skal vide mere om det her, siger Jørgen Winther.

Han håber på, at folk vil tænke over forslaget, som han godt ved er kontroversielt. Men han tror, at det vil tage et par måneder at omvende folk.

- Hvis det ikke virker for de overvægtige, er det selvfølgelig ekstra synd for dem. Men det er et forsøg på at hjælpe dem, siger han.

Kun for de fattige
Hvorfor lige 22.000 kroner?

- Først vil jeg sige, at det ikke vil gælde rige familier eller velstillede familier. Det er målrettet folk med lav indkomst og uddannelse. De 22.000 er sat, fordi 5.000 kroner ikke er særligt meget for mange mennesker. Først tænkte jeg 20.000, men rent psykologisk vil 22.000 kroner være bedre.

- Overvægt hænger tit sammen med social arv, er det ikke en forkert måde at komme det til livs på?

- Det er rigtigt, det må jeg også erkende.

- Hvorfor vil det hjælpe at belønne dem med penge?

- Det ved jeg ikke noget om, og det er derfor, at jeg vil lave en forsøgsordning. Udlandet vil kigge med med stor interesse.

Jørgen Winther fortæller til Ekstra Bladet, at han har opbakning til forslaget fra Berthel Haarder (V) og Michael Aarrestrup (V). Det har ikke været muligt at få en kommentar fra disse. Ideen er skabt sammen med kæresten Ulla Lægaard, der er der er børne- og ungdomspsykiater.

454 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere