Politikere får mundkurv på om fejl i sager om kærestepenge

Borgmester har pålagt københavnske politikere at holde mund. Et notat om mulige fejl i sagerne om gensidig forsørgelsespligt i Københavns Kommune er ikke bare hemmeligt, men dobbelt hemmeligt. Det er i strid med reglerne, siger ekspert

(Foto: Thomas Borgberg)
(Foto: Thomas Borgberg)

Et notat fra Københavns Kommune om mulige fejl i sagsbehandlingen af kontanthjælpsmodtagere med kærester er ikke bare hemmeligt, men dobbelt hemmeligt.

Medlemmerne af beskæftigelses- og integrationsudvalget i København er blevet pålagt tavshed om indholdet. De må heller ikke sige, hvorfor notatet er fortrolig-stemplet. Det skriver Avisen.dk.

Men den slags hemmelighedskræmmeri er i strid med offentlighedsloven, lyder det fra offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen.

LÆS OGSÅ: Ekspert om hemmeligt notat: Mystisk og i strid med reglerne

Mandag modtog lokalpolitikerne et notat fra beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R), men det var fortroligheds-stemplet. Notatet indeholder oplysninger om, hvordan kommunen har behandlet sager om gensidig forsørgelsespligt.

Onsdag blev sagen endnu mere mørkelagt. Et nyt notat orienterede udvalgsmedlemmerne om, at de nu er underlagt en dobbelt form for fortrolighed.

- Vi har spurgt til, om Københavns Kommune har begået fejl. Det kan vi ikke få svar på, fordi det er hemmeligt. Det er også hemmeligt, hvorfor det er hemmeligt. Det virker ærligt talt lidt for mystisk, siger Ulrik Kohl, der er beskæftigelsesordfører for Enhedslisten i København.

'Det virker lidt mærkeligt'
Hvis der er sket fejl i sager om partneres pligt til at forsørge deres arbejdsløse kæreste, kan det blive en dyr fornøjelse for Københavns Kommune.

Flere af landets kommuner har allerede lagt sig fladt ned og indrømmet, at de har begået fejl. Mange kommuner er lige nu ved at gennemgå deres sager. I sidste uge begyndte blandt andre Helsingør og Norddjurs Kommune at betale modregnet kontanthjælp tilbage.

LÆS OGSÅ: Kommune i brev til borger: 'I boller sammen'

Sidstnævnte oplyser, at den skal tilbagebetale 2,8 millioner kroner på grund af fejl i sagsbehandlingen hos 112 par. Overført til hovedstaden kan København få et smæk på omkring 25 millioner kroner, hvis der vel at mærke er begået fejl.

Om det præcise beløb står i orienteringen må medlemmerne af beskæftigelses- og integrationsudvalget i København ikke sige noget om.

- Det virker lidt mærkeligt, at orienteringen skal være fortrolighedsstemplet, men vi må acceptere juristernes vurdering, siger Sisse Marie Welling, der er medlem af beskæftigelsesudvalget for SF, og uddyber:

- Det plejer at være personfølsomme oplysninger, der er fortrolige. Derfor undrer det mig, men vi kan ikke gøre andet end at afvente, at juristerne giver os grønt lys.

LÆS OGSÅ: Se brevet der skaffede Allan 20.000 kroner på en dag

Siden midten af februar har Avisen.dk forgæves forsøgt at få indsigt i, hvordan sagsbehandlingen er foregået i Københavns Kommune.

Mistanke om snyd
Det første notat indeholder måske eller måske ikke et indblik i, hvordan sagsbehandlingen er foregået i Københavns Kommune.

Hvis kommunen ikke lever op til kravene om god forvaltningsskik, er dens afgørelser ugyldige, og så har de ramte par ret til at få udbetalt det beløb, der er trukket i den enes kontanthjælp, siden loven blev indført i januar 2014. Der kan være tale om over 90.000 kroner per par med børn.

LÆS OGSÅ: Til grin? Kommuner må punge ud til samlevende

I København stillede Enhedslisten spørgsmål til beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev om sagen den 16. februar. Men trods en otte dages svarfrist har hun endnu ikke svaret - bortset fra i det fortrolige dokument.

- Det vigtige i sagen er, om borgere er blevet snydt for penge, de har krav på. Det har vi en mistanke om, og den vokser og vokser jo mere røgslør den radikale borgmester lægger ud, udtaler Ninna Hedeager, der er arbejdsmarkedsordfører for Enhedslisten.

Borgmester: Ingen kommentarer
Hemmelighedskræmmeriet får hård kritik fra Oluf Jørgensen, der er offentlighedsrådgiver og forskningschef emeritus på Danmarks Journalisthøjskole. Han siger, at fortroligt-stemplingen ikke er efter bogen.

- Man ville kunne tilbageholde interne overvejelser om, hvad politikerne kan gøre i en sag. Men man må ikke skjule det hele. Det der handler om fremstillingen af generel praksis i Københavns Kommune, skal der være offentlighed om, siger Oluf Jørgensen.

LÆS OGSÅ: Kontanthjælpskoks: Bethina får 48.500 tilbage fra kommunen

Oluf Jørgensen kalder notatet om at hemmeligholde årsagen til at fortroligt-stemple det først notat for 'mystisk' og har aldrig set noget lignende.

Beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev vil ikke selv kommentere sagen over for Avisen.dk, da hun mener fortroligheds-stemplingen er en administrativ beslutning.

- Da det er en fortrolig sag, kan vi ikke sige mere lige nu. Men medlemmerne af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget er oplyst om sagens fakta, og vi arbejder på at ophæve fortroligheden så hurtigt som muligt, siger sekretariatschef Sofie Munk fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

20 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere