Politikere i kø for at tage afstand: - Det hører ikke hjemme i Danmark

'Chokerende', 'fuldstændig vanvid' og 'trist udvikling' er et par af de ord, som politiske ordførere sætter på det drama, der udspillede sig ved en demonstration afholdt af Stram Kurs' formand, Rasmus Paludan

En mand blev fredag skudt i benet efter at have trukket en kniv til en Rasmus Paludan-demonstration. Video: Øxenholt Foto.

På Danmarks grundlovsdag blev en ældre mand skudt i benet af politiet, efter han tilsyneladende forsøgte at komme i nærheden af Rasmus Paludan med en kniv flagrende i hånden under en demonstration ved Gellerupparken i Aarhus.

Mandens motiv og personlige baggrund er stadig ukendt, da politiet fortsat efterforsker sagen.

Men uanset hans bevæggrunde er politikerne rystede og stiller sig i kø for at tage afstand til episoden, der førte til, at politiet evakuerede den kontroversielle Stram Kurs formand, Rasmus Paludan.

- Det er jo bare sådan, at jo mere islam fylder i et samfund, jo mere bliver der af den slags. Når vi ser i den seneste ytringsfriheds-kommissionsrapport, at 75% af de herboende muslimer mener, at kritik af islam skal forbydes, så vidner det jo om, hvor de står. Det hører ikke hjemme i et land som Danmark, siger formand for Nye Borgerlige, Pernille Vermund (NB).

Pernille Vermund, formand Nye Borgerlige. Foto: Jonas Olufson
Pernille Vermund, formand Nye Borgerlige. Foto: Jonas Olufson
 

Inger Støjberg fra Venstre har denne kommentar:

- Jeg er meget trist over, det der er sket i dag. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvem man er, og ligegyldigt hvad man rent politisk står for, så skal man ikke mødes med vold. Gellerupparken er ikke længere Danmark. Det er er lille område, der repræsenterer det værste fra Mellemøsten. Det er ingen hemmelighed, at området gennem længere tid, har været et forfærdeligt og betændt sted, hvor uregerlige unge hærger, og hvor man er fuldstændig ligeglad med danske normer og værdier. Jeg må ærlig talt sige, at jeg tror, det eneste, de kan lide ved Danmark, er vores ydelsessystem. Alt andet vender de ryggen.

Formanden for Dansk Folkeparti melder sig ind i koret af kritikere. Han finder det fuldstændig vanvittigt, at nogen render rundt med en kniv, ligesom Rasmus Paludan skal kunne komme med sine politiske udmeldinger uden at blive antruffet af 'slyngler'.

- Det er godt, at politiet gør deres arbejde, så sådan nogen får klart at føle, at de ikke har noget at gøre ved at ødelægge en politisk manifestation, siger Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti formand, Kristian Thulesen Dahl. Foto: CLAUS FISKER / Ritzau Scanpix
Dansk Folkeparti formand, Kristian Thulesen Dahl. Foto: CLAUS FISKER / Ritzau Scanpix
 

Kun til glæde for Paludan
Politisk ordfører for SF, Karsten Hønge, kalder situationen 'helt vild' og slår samtidig fast, på trods af deres uenigheder, at man ikke 'skal true Rasmus Paludan på nogen måde'.

- Det her er en trist udvikling af en situation. For hver gang der er de her protester på forskellige måder, som går for langt, så er det kun til glæde for Rasmus Paludan. Det er jo konsekvent, at hver gang der har været voldsomme demonstrationer mod Rasmus Paludan, så er det gået frem for ham, fortæller Karsten Hønge.

Politisk ordfører for SF, Karsten Hønge. Foto: Jacob Ehrbahn / POLFOTO
Politisk ordfører for SF, Karsten Hønge. Foto: Jacob Ehrbahn / POLFOTO
 

1950 kommentarer
Vis kommentarer