Politisk bombe fra Løkke: Samuelsen må æde KÆMPE nederlag

Der bliver ingen historiske skattelettelser i denne omgang

Ekstra Bladet talte med Anders Samuelsen kort efter Lars Løkke Rasmussens pressemøde. TV: Jonas Olufson

Anders Samuelsen og Liberal Alliance må æde nok en ydmygelse.

På et hasteindkaldt pressemøde har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) netop gjort klart, at regeringen fuldstændig dropper at komme igennem med en større lettelse af indkomstskatten.

- Vi må sande, at vi ikke denne omgang kan indfri vores ambition om at give familierne mere luft i budgetterne. Det synes jeg, er trist, siger statsministeren.

- Regeringen er kommet til den konklusion, at for at få en god start på 2018 vil vi hellere fokusere kræfterne på det, vi er enige om.

Løkke forklarer som begrundelse for sin beslutning, at han ikke vil forhandle skattelettelser og udlændingestramninger i samme åndedrag, sådan som DF forlanger.

- Regeringen har besluttet at afkoble den skattepolitiske debat fra den udlændingepolitiske debat, konstaterer han.

Risikerer langstrakt forløb
Udmeldingen kommer efter Kristian Thulesen Dahl (DF) i weekenden optrappede krisen i blå blok, da han nok engang baskede løs på Liberal Alliance og såede tvivl om, hvorvidt Dansk Folkeparti vil pege på Lars Løkke Rasmussen ved næste valg.

- Vi forlod hinanden før jul med et hængeparti på skatte- og udlændingeområdet, påpeger Lars Løkke på sit pressemøde.

- Det risikerer, at vi kommer ind i et langstrakt forløb, hvor vi risikerer at blokere for andre nødvendige beslutninger.

Regeringen gennemgik en særdeles dramatisk december måned, hvor LA truede med ikke at stemme for finansloven, hvis ikke skattelettelser kom i hus inden nytår. Her hans tweet fra 8. december:

Anders Samuelsen endte dog med at droppe sine trusler og finansloven gled igennem Folketinget med opbakning fra en samlet borgerlig blok.

Løkke lider også nederlag
Det er dog ikke kun Anders Samuelsen, som må sande et nederlag med dagens udmelding.

Også Lars Løkke har i årevis drømt om at lette skatte. Se hvilke tanker han har gjort sig på skatteområdet herunder.

Ekstra Bladets politiske redaktør, Steen Larsen, analyserer situationen i regeringen. TV: Jonas Olufson

 

Løkkes kamp for skattelettelser

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger tirsdag på et pressemøde, at regeringen vil forhandle om en markant mindre skatteaftale, end den først lagde op til. 

Det skal afkobles fra paradigmeskift i udlændingepolitik, lyder det.

Få et overblik over V-formandens forsøg på at få lettet skatten:

* Det-skal-kunne-betale-sig-at-arbejde-reform

På Venstres landsmøde i efteråret 2013 varslede Løkke en reform. 

Først skulle der indføres et "moderne kontanthjælpsloft" for at begrænse, hvor meget en kontanthjælpsmodtager kan modtage i offentlige ydelser. Det blev en realitet i 2016. Dernæst skulle skatten sænkes i bunden.

* Venstre-regeringen sommeren 2015

V-regeringen slog i sit regeringsgrundlag fast, at topskatten skulle sænkes med fem procentpoint efter krav fra Liberal Alliance.

Grundlaget indeholdt også en målsætning om at "sænke skatten for de laveste indkomster" og varslede skatteforhandlinger i foråret 2016.

* Første udskydelse og trussel

Forårsforhandlingerne i 2016 blev udskudt, fordi økonomien var så presset af stigende asyludgifter.

Det fik LA-leder Anders Samuelsen til at true regeringen på livet. Uden skatteforhandlinger i foråret kunne han "ikke garantere, at regeringen sidder efter Grundlovsdag".

* Løkkes kompromis

V-regeringen overlevede som bekendt 5. juni og kunne i sensommeren 2016 fremlægge sin store 2025-plan "Helhedsplanen". Den lagde op til en topskattelettelse på fem procentpoint - men kun for dem, der tjener op til en million kroner om året. 

Det var ikke nok for Anders Samuelsen, der fastholdt topskattelettelser på fem procentpoint hele vejen op som ultimativt krav. Det afviste DF.

* Regeringsudvidelsen

Løkkes inviterede i november 2016 Liberal Alliance og De Konservative med i regeringen.

I trekløverregeringens regeringsgrundlag er der en generel målsætning om, at "topskatten skal spille en langt mindre rolle end i dag".

* Historisk store skattelettelser

I august 2017 erkendte Anders Samuelsen, at der ikke er flertal for topskattelettelser. Men han lovede samtidig historisk store skattelettelser i VLAK-regeringens skatteudspil.

Regeringen og Dansk Folkeparti har siden forhandlet skat sammen med finansloven for næste år.

* Nye trusler

Regeringens ambition om at lande en skatteaftale med "historisk store skattelettelser" kuldsejlede før jul. 

9. januar fortæller Løkke, at regeringen vil forhandle om en markant mindre skatteaftale, end den først lagde op til. 

Det skal afkobles fra paradigmeskift i udlændingepolitik, lyder det.

Kilder: Politiken, DR og Ritzau.

/ritzau/

909 kommentarer
Vis kommentarer