Politisk pamperi: Har scoret pension i årevis

Flere prominente navne har i en årrække modtaget den ministerpension, de fik ret til allerede, da de stoppede som ministre

Mimi Jakobsen har fået ministerpension siden hun blot var 48 år (foto: Rasmus Flindt Pedersen)
Mimi Jakobsen har fået ministerpension siden hun blot var 48 år (foto: Rasmus Flindt Pedersen)

Listen over tidligere ministre, der nyder godt af den livslange ministerpension, er lang.

Eksempelvis tæller den de forhenværende ministerprofiler Mimi Jakobsen og Hans Engell, der har kunnet hæve pensionen lang tid før, almindelige danskere ville få udbetalt deres pensionskroner. De fik nemlig pensionen fra den dag, de stoppede som ministre – uanset deres alder.

Heldige Sjursen
Den heldigste eksminister af dem alle må dog være Jann Sjursen. I 1993 og 1994 var han energiminister i omkring halvandet år. Det gav ham retten til at modtage ministerpension fra han stoppede som minister og resten af livet. På det tidspunkt var Sjursen blot 30 år.

De første to år efter Sjursens afgang som minister modtog han de såkaldte ventepenge. Ventepengene svarede til den højeste ministerpension, der på daværende tidspunkt var omkring 240.000 om året.

Herefter er Sjursen måned efter måned fortsat med at modtage den pensionssats, hans ene hele år som minister har berettiget ham til. Ved den seneste pensionsudbetaling for august fik Jann Sjursen godt 7500 kroner i ministerpension – svarende til godt 90.000 kroner om året.

Jann Sjursen har ikke reageret på Ekstra Bladets henvendelser for en kommentar til denne artikel

Anders Fogh Rasmussen er en af de eksministre, som modtager den højeste ministerpension (Foto: Jens Dresling) Politik Se listen: De sidder tungt på pensions-tronen

Gunstigt regelsæt
Sjursen, Engell, Mimi og mange andre eksministre har modtaget ministerpensionen i årevis, fordi de hører under et forhenværende og særdeles gunstigt regelsæt.

Ministre fra før 1. januar 2000 har således alle haft ret til pensionen fra de stoppede på posten.

De første to år har de modtaget den højeste ministerpension – ventepengene – herefter har pensionens størrelse været afhængig af ministerperiodens længde.

Venstres Bertel Haarder er en af de politikere, som både har fået løn fra Folketinget og ministerpension oven i hatten (foto: Anders Rye Skjold Jensen) Politik Se listen: De har scoret politikerløn plus pension

Højeste pension
Konkret betyder det, at den tidligere konservative minister Hans Engell har modtaget først ventepenge og senere ministerpension hver måned fra 1. februar 1993. På det tidspunkt var Engell 44 år.

Ved den seneste månedlige udbetaling fik Engell godt 23.000 kroner. Det er den højeste pensionssats, og dermed modtager Engell knap 280.000 kroner om året på den konto.

Derudover får han pension som tidligere medlem af Folketinget. Sammenlagt med ministerpensionen får han i omegnen af den højest opnåelige politikerpension på omkring 580.000 kroner om året.

Se også: Lykketofts jackpot: Fed FN-løn og fuld pension

Pension som 48-årig
Mimi Jakobsen får ligeledes godt 23.000 kroner om måneden – eller knap 280.000 kroner om året – i ministerpension.

Hun har modtaget pensionen siden 1. januar 1997, hvor hun var 48 år.

Mimi Jakobsen er også mangeårigt medlem af Folketinget, og ligesom Hans Engell får hun derfor den højest mulig politikerpension på omkring 580.000 kroner årligt.

Se også: Borgmesterløn plus pension: Så meget scorer Frank J.

Se også: Bingo til Bendtsen: EU-løn og pension oven i hatten

Mimi: For lidt feta

Tidligere på sommeren mistede 66-årige Mimi Jakobsen jobbet som generalsekretær i Red Barnet. Men lige siden hun røg ud som minister som 48-årig, har hun hævet en klækkelig ministerpension plus folketingspension.

– Indtil for ganske nyligt var du en hårdtarbejdende kvinde, som har tjent penge. Synes du, det har været i orden at få de pensionspenge?

– Ja, det synes jeg faktisk. Jeg har været i Folketinget i 24 et halvt år. Og jeg har været minister i mere end ti. Og jeg er 66 år nu. Jeg kan godt se pointen i kritikken af, at jeg kun var 48 år. Men når man har brugt hele sit liv på politik, skulle man så ikke have en eller anden form for pension?

– Det er jo lavet for, at dem som ikke får noget andet arbejde, har noget at leve af. Dem er der en del af. Jeg har så været heldig, at jeg kunne bruge min ministererfaring til noget andet.

– Det er nærmest græske tilstande at kunne gå på pension som 48-årig. Har du haft et græsk liv med masser af ferie og feta siden da?

– Alt for lidt feta, alt for lidt feta. Nej, for jeg gik jo ikke på pension, da jeg var 48. Jeg synes, det er fornuftigt, det er lavet om.

– Det er blevet moderne at betale pengene tilbage. Har du overvejet det?

– Nej, hvor fa’en skulle jeg få alle de penge fra. Nej, det har jeg ikke overvejet, må jeg ærligt sige.

Engell: Ingen dårlig samvittighed

– Har du overvejet af frasige dig ministerpensionen?

– Jeg har aldrig overvejet at frasige mig den ud fra det synspunkt, at ministerlønningerne, pensioner og ventepenge var fastsat som en samlet pakke.

– Jeg knoklede numsen ud af bagen i otte og et halvt år som minister, så jeg har ikke nogen dårlig samvittighed over, at jeg har modtaget de beløb. Men i takt med at man generelt har ændret på reglerne for pensioner og andet, så synes jeg, at det er helt rigtigt, at man for nogle år siden valgte at lade ministres pensionsalder være 60 år (Fra år 2000, red.). Til gengæld fik de en højere løn.

– Overvejede du rimeligheden i, at du skulle have pension, fra du stoppede som minister i en forholdsvis ung alder?

– Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg kunne have sat den i bero, da jeg begyndt som chefredaktør på Ekstra Bladet. Men det gjorde jeg ikke, fordi det var noget, der tilhørte mit politiske liv, og det var en del af en pakke, jeg med taknemmelighed har taget imod.

– Oplever du, at folk bliver forargede over din pension?

– Nej, jeg har aldrig mødt nogen forargelse eller andet. Hvis man tager mange folk i den private sektor, så misunder de ikke politikernes løn og ansættelsesvilkår. Men det er klart, at det opleves som store beløb for lønmodtagere og folk, der har økonomisk ringere vilkår. Det er det også. Der har været en god bund i ens pensionsordning. Man skal dog huske på, at jeg ikke var en del af nogen kollektiv pensionsordning, da jeg var minister.

285 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere