Poul Madsen om sin løn: - Jeg får cirka det samme som statsministeren sådan plus-minus

Ekstra Bladets chefredaktør løfter lidt af hemmelighedskræmmeriet omkring sin løn, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen søndag kaldte det ynkeligt, at chefredaktøren ikke vil lægge lønnen offentligt frem

Lars Løkke Rasmussen (V) mener, at det er ynkeligt, at Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen ikke vil fremlægge sin lønseddel, selvom han modtager mediestøtte og ikke betaler moms af de aviser, han sælger. Foto: Linda Johansen
Lars Løkke Rasmussen (V) mener, at det er ynkeligt, at Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen ikke vil fremlægge sin lønseddel, selvom han modtager mediestøtte og ikke betaler moms af de aviser, han sælger. Foto: Linda Johansen

'Ynkeligt!'

Så kort og kontant formulerede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sig søndag aften på Twitter, da han delte en artikel fra Ekstra Bladet, hvor chefredaktør Poul Madsen udtalte, at hans løn ikke ragede nogen andre end ham selv.

'Med tanke på 0-moms og mediestøtte i millionklassen, så falder kun ét ord ind: Ynkeligt', lød det fra statsministeren.

Artiklen med Poul Madsens afvisning af at fremlægge sin løn er en del af et løn-tema, som Ekstra Bladet lancerede søndag, hvor 47 danskere stod frem med deres lønseddel for at bryde tabuet om, at man ikke taler åbent om løn.

Nu slår både Venstre og Socialdemokratiet i bordet og forlanger, at Poul Madsen og hans chefredaktør-kollegaer på andre danske dagblade lægger deres lønninger åbent frem, hvis de fortsat vil have mediestøtte.

Sådan plus-minus
Tidligere i dag afslørede Poul Madsen så - sådan nogenlunde - i programmet Q&A på Radio24syv, hvad han får i løn

Over for Ekstra Bladet bekræfter han.

- Jeg får cirka det samme som statsministeren sådan plus-minus, siger Poul Madsen.

Dermed tjener Ekstra Bladets chefredaktør i omegnen af 1,8 millioner kroner inklusiv ministerpension, som ifølge Moderniseringsstyrelsen er statsminsterens aktuelle løn.

Se også: Poul Madsen: Min løn rager ikke nogen

Velkommen til at sige nej
Der skal dog endnu mere åbenhed på bordet, hvis Ekstra Bladet - og andre aviser - ønsker at fortsætte med at modtage mediestøtte fra staten.

- På samme måde som man kan søge aktindsigt i DR-chefernes lønninger, så skal man også være forpligtiget til at fremlægge sine chef-lønninger, hvis man modtager mediestøtte, siger Britt Bager, der er medieordfører for Venstre, til Ekstra Bladet.

- Man kan så være velkommen til at sige nej til mediestøtten, og så er man selvfølgelig ikke forpligtet til at fremlægge lønningerne.

Samfund - 3. sep. 2017 - kl. 09:28 Ekspert om danskernes løn-tabu: Det gør os dummere

Poul Madsen er dog ikke den eneste chefredaktør, der ikke vil fortælle åbent om sin løn.

Heller ikke på Jyllands-Posten og Politiken, der ligesom Ekstra Bladet er en del af JP/Politikens Hus, vil chefredaktørerne ud med, hvad de får i løn.

Det samme gælder for aviserne Berlingske, BT, Metroxpress og Weekendavisen, der alle udgives af Berlingske Media.

'Weekendavisen er en privat virksomhed, og derfor er lønforhold ikke offentligt tilgængelige,' skriver Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik eksempelvis i en mail til Ekstra Bladet.

Weekendavisen modtager i år 8,6 millioner kroner i mediestøtte, mens Ekstra Bladet modtager 17,5 millioner kroner.

Hvad får disse danskere - og 43 andre - i løn? Svaret finder du her. Foto: Linda Johansen, Jakob Jørgensen, Anita Graversen, René Schütze Tæt på 47 danskere: Her er vores lønseddel

Kræver mere åbenhed
Mogens Jensen, der er medieordfører for Socialdemokratiet vil ligesom Venstre sætte en stopper for hemmelighedskræmmeriet, hvis million-støtten skal fortsætte.

- Jeg er glad for, at Venstre og Socialdemokratiet er helt enige om den her sag. Jeg synes kun, at det er rimeligt, at når man modtager store millionbeløb fra staten, så skal man også have en åbenhed i sin organisation i forhold til, hvad direktører og ledere tjener, siger han.

- Vil det her så også gælde andre private virksomheder, der modtager en form for statsstøtte?

- Jeg kan kun udtale mig om medier og mediestøtten.

Samfund - 4. sep. 2017 - kl. 11:34 Lige lang uddannelse: Men Johan tjener flere tusinde mere end Tanja

Poul Madsen er villig til at fremlægge alle detaljer omkring sin løn, hvis det bliver et politisk krav.

- Hvis det bliver et krav, så er det jo sådan, det er. Men så bør det gælde for alle, der modtager en form for statsstøtte. Så bør det også være den privatpraktiserende læge, kvotekongen og så videre, siger Poul Madsen.

Hos Berlingske Media ønsker ledelsen ikke at udtale sig, før forslaget eventuelt bliver en realitet.

Se også: Politibetjent: Vores løn er absolut ikke fair

Det modtager aviserne

Information: 25,5 millioner kroner

BT: 17,5 millioner kroner

Berlingske: 17,5 millioner kroner

Ekstra Bladet: 17,5 millioner kroner

Jyllands-Posten: 17,5 millioner kroner

Metroxpress: 6,2 millioner kroner

Politiken: 17,5 millioner kroner

Weekendavisen: 8,6 millioner kroner

Alt i alt bliver der i 2017 givet 362 millioner kroner i mediestøtte til 65 aviser.

Derudover betales der ikke moms på salg af aviser.

Kilde: Slots- og Kulturstyrelsen

JP/Politiken-boss: Det her er bagsiden af statsstøtten

- Hvis Folketinget skulle beslutte sig for et krav om øget transparens, når det gælder medier, der modtager støtte, så er vores udgangspunkt, at vi vil imødekomme det, men det er klart, at vi først lige skal se de specifikke krav.

Sådan siger administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, til Ekstra Bladet som svar på, om han vil efterleve et eventuelt krav om mere åbenhed for fortsat at opnå mediestøtte til koncernens udgivelser, Politiken, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten.

- Hvorfor gør I det ikke bare allerede nu? Hvorfor skal det være så hemmeligt?

- Det, der er afgørende for os, er, at  vilkårene er fælles og lige for dem, der bliver stillet dem. Vi følger allerede nu alle oplysningsforpligtelser til punkt og prikke. Direktionens vederlag bliver offentliggjort hvert eneste år i vores årsrapport.

- Men kun som samlet sum. Hvorfor ikke på individ-niveau?

- Fordi det er ikke en del af oplysningspligten. Og tillad mig at sige, at alt det her jo viser bagsiden af statsstøtten, nemlig at politikerne nu vil vide mere om os end om alle mulige andre.

- Kunne I finde på at takke nej til mediestøtten fremover?

- Vores umiddelbare tilskyndelse er, at skulle Folketinget beslutte sig for et krav om øget transparens, så vil vi imødekomme dem, men det er klart, at man altid lige må sætte sig ned og forholde sig til de krav, der måtte komme.

Interaktivt element

Interaktivt element

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Politik
Mest læste i Politik
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen