Hos Alternativet har man nogle kerneværdier, som ’skal være konstante pejlemærker’.
En del af hele værdigrundlaget hos Uffe Elbæks tropper er ’gennemsigtighed’. For som det bliver påpeget på partiets hjemmeside: ’Alle skal have mulighed for at se os over skulderen – både på gode og dårlige dage’.
Alligevel har det ikke været muligt for offentligheden at se Alternativets hovedbestyrelse ’over skulderen’, da en af partiets største møgsager var genstand for en lang debat.
På et møde 28. oktober sidste år skulle den såkaldte ’donationssag’ behandles, fremgår det af mødedagsordenen.
Med andre ord skulle hovedbestyrelsen drøfte Ekstra Bladets afsløring af, at Alternativet har modtaget donationer på i alt 450.000 kroner fra skattely-landene Gibraltar og Luxembourg.
Men på trods af de højtbesungne værdier om gennemsigtighed er diskussionen om skattelysagen fjernet fra referatet af det pågældende møde.
Fyldte mest på mødet
Denne mørklæggelse har da også mødt modstand internt i Alternativet.
Hovedbestyrelsesmedlemmet Jesper Arp Rasmussen valgte nemlig gå mod flertallet og stemme imod godkendelsen af referatet. I en mindretalsudtalelse begrunder han beslutningen således:
’Det er kritisk, at man fjerner den del om donationssagen fra referatet, som tidsmæssigt fyldte mest af mødet.’
Skal lære af håndteringen
Jesper Arp Rasmussen ønsker ikke at svare på Ekstra Bladets spørgsmål til sagen. I stedet har han sendt følgende citat pr. mail:
’For mig at se tjener det ikke noget konstruktivt formål at drøfte, hvordan et gammelt referat ser ud. Der er ingen, der har problemer med at indrømme, at der er noget at lære af den interne håndtering. Mit fokus er derfor netop der: Hvad vi kan lære fremadrettet. Den læring skal gerne komme frem i efterkritikken, som vi starter på nu, og som I og andre gerne må se, når den er færdig.’
Velkommen til virkeligheden
På Christiansborg bemærkes det fra flere kanter, at Alternativet ikke just lever op til sine egne principper ved at mørklægge skattely-diskussionen i mødereferatet:
– Velkommen til virkeligheden til Alternativet, konstaterer SF-profilen Karsten Hønge og fortsætter:
– Nu har vi hørt så meget om, hvordan vi alle sammen burde opføre os, og vi har skullet se på den belærende pegefinger om, hvordan vi alle skulle være omfattet af en helt ny åbenhedskultur.
– Hvis åbenhed kun gælder, når det er nemt, men ikke, når det er svært, så er deres åbenhed bare fis i en hornlygte, lyder det fra Karsten Hønge.
Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, bemærker:
– Jeg kan godt forstå, at man gerne vil have lov til at diskutere den slags bag lukkede døre.
– Men når de slår sig op på, at de netop vil udstille deres snavsede vasketøj, så er det da besynderligt, at de ikke gør det. Det er bare en ny sag i rækken, hvor Alternativet siger ét og gør noget andet.
Forperson: ’Der er mange andre værdier end gennemsigtighed’
– Punktet var ikke på dagsordenen, og vi refererer kun punkter på dagsordenen.
Sådan forklarer forpersonen for Alternativets hovedbestyrelse, Nilas Bay-Foged, at diskussionen om ’donation-sagen’ ikke er med i mødereferatet.
Konfronteret med, at en orientering om 'donationssagen' faktisk var på mødets dagsorden, forklarer forpersonen, at det ikke var på dagsordenen ’som et beslutningspunkt’.
– Men sagen fyldte det meste af mødet?
– Ja, der var et ønske om at drøfte forløbet, selv om punktet ikke var på dagsordenen. Vi udskød derfor nogle andre drøftelser, som var dagsorden-sat.
– Men I har en kerneværdi om gennemsigtighed. Alle skal have mulighed for at se jer over skulderen – både på gode og dårlige dage. Det princip bryder I vel her?
– Nej, vi orienterer skam åbent om alting, men det betyder ikke, at hver eneste ord, der bliver sagt, bliver skrevet ned. Slet ikke for punkter, der ikke er på dagsordenen.