Nu skulle det være ganske vist.
Rasmus Prehn (S) kan tage navnet på den middagsgæst, som han i 2020 bespiste på statens regning, hvorefter han skrev et falsk navn på bilaget, med sig til det hinsides.
Det oplyser Ombudsmanden til Ekstra Bladet, efter at han for 14 dage siden genåbnede sagen.
Et svar fra Udenrigsministeriet får nu Prehn af krogen. De ligger nemlig ikke inde med identiteten på vedkommende, selvom Rasmus Prehn selv oplyste dette til Ekstra Bladet sidste år:
'Udenrigsministeriet har i en udtalelse af 23. januar 2023 henholdt sig til det, som ministeriet tidligere har oplyst om, at ministeriet, herunder relevante medarbejdere, ikke er eller på noget tidspunkt har været i besiddelse af anden oplysning om, hvem forhenværende udviklingsminister Rasmus Prehn spiste middag med på restaurant Undici den 10. juni 2020, end den oplysning, som fremgik af bilaget vedrørende middagen på restaurant Undici', skriver Ombudsmanden om det famøse 'Søren Wormslev-bilag'.
'Udenrigsministeriet har endvidere bemærket, at følgende fremgår af en artikel i Berlingske den 18. januar 2023: 'Rasmus Prehn erkender selv, at forløbet har været lidt hektisk, men han siger hurtigt, at han også har fået sagt noget forkert til Ekstra Bladet. ’Så Udenrigsministeriet har ikke navnet,’ siger Rasmus Prehn,' fortsætter Ombudsmanden.
Ombudsmanden gik 16. januar atter ind i sagen om den falske middagsgæst, som tidligere udviklingsminister Rasmus Prehn i månedsvis havde afvist at afsløre identiteten på, siden Ekstra Bladet i 2022 kunne afdække, at socialdemokraten havde skrevet et forkert navn på et dyrt middagsbilag fra Restaurant Undici på Christianshavn.
Over for 'huset'
Men i et interview med Ekstra Bladet 6. juli sidste år sagde Prehn, at han over for 'huset', altså Udenrigsministeriet, havde nævnt identiteten på den person, han havde spist med.
- Det er den linje, jeg har lagt. Jeg synes ikke, at de middage er noget, der hører offentligheden til. Men det er nogle, der har haft et fagligt formål. Og har haft det formål at fremme de dagsordener, jeg har arbejdet med på det tidspunkt. Og derfor har jeg over for huset sagt, hvem det var, sagde Prehn sidste år til Ekstra Bladet og fortsatte:
- Men jeg har ikke syntes, at det var rimeligt, at journalisterne skulle eksponeres. Derfor betaler jeg også pengene tilbage for denne her middag. Og fremad kommer jeg til at betale af egen lomme.