Presset på udenrigsminister Jeppe Kofod (S) vokser time for time i sagen om børnene i Syrien.
Både Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen (S) skal nu stå skoleret for Udenrigspolitisk Nævn og forklare, hvorfor afgørende oplysninger tilsyneladende er blevet tilbageholdt fra Folketinget om risikoen for, at børnene ender som terrorister, hvis de ikke hentes til Danmark.
Ekstra Bladet har de seneste dage afsløret, at Forsvarets Efterretningstjeneste sidste år orienterede S-regeringen om, at Islamisk Stat har smuglet 30 børn ud fra fangelejrene al-Hol og al-Roj i Syrien. Formålet er at træne dem til at begå terror i deres hjemlande.
Samtidig viser det sig, at IS - ifølge oplysninger fra FE - har udset sig 350 børn ned til 10 år, som terrorbevægelsen også vil hente ud fra de lejre, hvor de danske børn holder til.
Men udenrigsminister Jeppe Kofod havde travlt med at komme væk og absolut ikke travlt med at svare, da Ekstra Bladet traf ham foran Folketingssalen onsdag:
Artiklen fortsætter under billedet...
- Hvorfor har du tilbageholdt vigtige oplysninger fra Folketinget angående Syriens-børnene?
- Jeg kommenterer ikke på tjenesternes arbejde.
- Kommer oplysningerne fra Forsvarets Efterretningstjeneste til at blive fremlagt for støttepartierne?
- Jeg har udtalt mig. Jeg kommenterer ikke på tjenesternes arbejde.
Ekstremt alarmerende
Udenrigsministerens ordknaphed får en efterhånden bred skare af Folketingets partier til at kræve en orientering fra Jeppe Kofod og Trine Bramsen.
Det viser Ekstra Bladets gennemgang.
- Nu vil vi både have udenrigsministeren og forsvarsministeren, som FE hører under, til at møde op i nævnet, sådan at vi giver dem en sidste chance for at give os den rapport, så vi kan få den læst den, siger formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Michael Aastrup Jensen (V), til Ekstra Bladet.
Danske børn i fare: Islamisk Stat har udset sig 350 børn
- Og hvis ikke de er indstillet på det, mener vi klart, at det må have en form for konsekvens, for ellers er det altså umuligt for nævnet overhovedet at tale om denne meget omdiskuterede sag, så det er ekstremt alvorligt og alarmerende.
Også De Radikales Martin Lidegaard betegner i et længere interview i TV2-programmet 'Lippert' situationen som yderst alvorlig.
- Regeringen er nødt til at dele eller bekræfte de informationer med os. Det er helt uholdbart og utilfredsstillende, at vi ikke kan få det her at vide, siger Martin Lidegaard.
Selv hos Dansk Folkeparti, der er lodret imod at tage børnene hjem fra Syrien, er Peter Skaarup, stedfortræder i Udenrigspolitisk Nævn, utilfreds med Jeppe Kofods håndtering.
Hvis det havde været under en borgerlig regering, ville DF 'virkelig have slået på jungletrommerne' i den aktuelle sag og forlangt at få indsigt i sagen:
- Det ville vi have krævet, at Folketinget skulle have adgang til. Eller at ministrene må møde op og fortælle om grundlaget for det. Så må regeringen jo vurdere, om det skal ske i et fortroligt forum, eller hvad det skal. Men det må være rimeligt, at Folketinget får de oplysninger.
Ministerium vil gå i dialog
Også hos regeringens støtteparti, SF, spores der irritation og utilfredshed.
- Det er jo helt indlysende, at vi har brug for de her oplysninger, og så må de finde ud af at gøre det på en facon, der er fortrolig, eller ved at få oplysningerne oversat, så det er tilgængeligt for folketinget. Det her holder jo ikke, siger partiets udenrigsordfører, Karsten Hønge, som endnu ikke vil tale om, hvilke mulige konsekvenser, sagen kan få.
Noget tyder samtidig på, at udenrigsminister Jeppe Kofod er ved at give efter for presset. Onsdag aften skriver Udenrigsministeriet i en mail, at nu vil gå i dialog med Udenrigspolitisk Nævn om en mulig orientering.
'Såfremt der er et ønske om en fortrolig orientering fra regeringen af Det Udenrigspolitiske Nævn om de i medierne omtalte oplysninger, vil dette blive aftalt i en dialog med Nævnet,' lyder det fra ministeriet.