Privilegerede politikere: Lars og Mette lurepasser

Det er ikke til at få svar fra Venstre og Socialdemokratiet, når det gælder privilegerede politikeres regler for orlov

Lars Løkke (V) og Mette Frederiksens (S) har igennem længere tid ikke svaret på politikernes privilegier under orlov. Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix.
Lars Løkke (V) og Mette Frederiksens (S) har igennem længere tid ikke svaret på politikernes privilegier under orlov. Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix.

Politikere er meningsmaskiner, men Ekstra Bladet har forgæves i en uge løbende forsøgt at få Venstre og Socialdemokratiets holdning til politikernes mange privilegier under orlov.

De to store partier klapper simpelt hen i, når det gælder forskellen mellem de regler, som politikerne vedtager for dem selv, og de regler, som politikerne vedtager for alle andre.

Ekstra Bladet har de seneste uger sat fokus på de lukrative og smidige forhold, som gælder for politikerne på orlov fra arbejdet i Folketinget.

Når de tager barsels- eller sygeorlov sker det på fuld løn á 660.000 kroner om året samt et skattefrit omkostningstillæg på 62.000 kroner. Det er ellers beregnet til udgifter forbundet med hvervet som politiker.

Desuden optjener politikerne ret til eftervedlag, altså løn, når de tager frivillig orlov for at arbejde. De kan altså sidde i drømmejob udenfor Christiansborg, og samtidig optjene løn fra Folketinget.

Det samme gælder, når politikerne er på sygeorlov og barsel. Så optjener de også eftervederlag.

Læg dertil, at de har længere barselsorlov end danskerne som helhed.

Her er spørgsmålene, som de ikke svarer på

- Er det fair, at politikere kan få arbejde udenfor Borgen, tage privat orlov fra Folketinget og under denne orlov optjene eftervederlag? Skal det laves om?

- Er det fair, at politikere ikke skal dokumentere sygdom ifm. sygeorlov fra Folketinget? Skal det laves om?

- Er det fair, at politikere kan være på sygeorlov på ubestemt tid, uden nogen form for opfølgning? Skal det laves om?

- Er det fair, at politikere får skattefrit omkostningstillæg til hvervet i Folketinget, når de er på syge- eller barselsorlov? Skal det laves om?

- Er det fair, at politikere har et års barselsorlov med fuld løn, som ikke går ud over partnerens barselsperiode? Skal det laves om?

Der er en nærmest afgrundsdyb forskel på de kvaler, danskere bliver slæbt igennem, når de bliver for syge til at arbejde, og den skånsomme behandling politikere møder.

Ekstra Bladet fortæller i dag 12 almindelige danskeres oplevelser af et system bygget op om bureaukrati, skrankepaveri, papirbunker og økonomiske stokkeslag.

Kristian Jensen er som finansminister ansvarlig for politikernes ansættelsesforhold. Han har ingen kommentarer til Ekstra Bladets artikler.

Det skal du igennem for sygedagpenge

- Du sygemelder dig til din arbejdsgiver eller a-kasse, og efter en længere periode skal de give kommunen besked om din sygemelding.

- Du modtager et brev fra kommunen, som kræver, at du svare på et såkaldt oplysningsskema på nettet inden for en tidsfrist.

- Kommunen vurderer nu, om du har ret til sygedagpenge, og sender svaret i et brev. Du bliver også bedt om at bestille tid hos din læge.

- Du går til lægen og får en lægeerklæring, som kommunen skal have tilsendt.

- Nu skal du til en såkaldt opfølgningssamtale på et jobcenter, hvor I skal drøfte, hvordan du kommer tilbage på arbejde. Eventuelt på nedsat tid.

- Der kan være tale om flere samtaler på jobcentret alt efter dit sygdomsforløb. Du kan som hovedregel højst få sygedagpenge i 22 uger.

- Hvis du stadig er for syg til at arbejde, og ikke lever op til en række betingelser, så kommer du på et jobafklaringsforløb.

- Du får en sagsbehandler, som indkalder til samtale på jobcentret, hvor I skal udfylde et forberedelsesskema, for at få dig tilbage på jobbet.

Sygedagpengene udgør højst 4.355 kr. (2019) pr. uge og højst 117,70 kr. (2019) pr. time.

Kilde: KL og Borger.dk

32 kommentarer
Vis kommentarer