Professor ændrer kurs: Thyras plejehjem BLEV forgyldt

Førende ekspert ærgrer sig over at have bidraget til historier om, at Thyra Franks plejehjem Lotte ikke var dyrere end andre

Thyra Franks plejehjem 'Lotte' havde flere penge at gøre godt med end de fleste andre plejehjem. Foto: Jens Dresling
Thyra Franks plejehjem 'Lotte' havde flere penge at gøre godt med end de fleste andre plejehjem. Foto: Jens Dresling

De gamle på ældreminister Thyra Franks tidligere plejehjem 'Lotte' drak Baileys og spiste god sovs.

Men gildet var heller ikke gratis.

Ekstra Bladet kan nemlig nu fastslå, at Thyra Frank fra skattelettelsespartiet Liberal Allinace brugte langt flere skattekroner end andre plejehjem.

Det fastslår professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fra Aarhus Universitet.

- Jeg synes, den relevante diskussion til almindelig oplysning havde været, at 'Lotte' fik en relativt god økonomi, siger han.

Professorens vurdering er bemærkelsesværdig, fordi han tidligere i en række medier er blevet gjort til talsperson for, at Lotte slet ikke var overbetalt.

Thyras skånejob: Så lidt får hun fra hånden

Natmad og interviews: Thyra pumper sin kalender

Med skarpe udtalelser afviste professoren, at 'Lotte' blev overbetalt.

Men de udtalelser byggede på en fuldstændig forkert præmis, erkender han nu.

- Det er meget ærgerligt. Nu har mange mennesker stået og råbt til hinanden på et forkert grundlag i stedet for at kigge ind i fakta. Der kunne have været en meget mere frugtbar diskussion, siger Per Nikolaj Bukh.

Faktisk modtog plejehjemmet en betaling, som lå 20 procent højere end andre plejehjem i Frederiksboerg Kommune. Det afslørede Ekstra Bladet allerede i december 2016.

Årsagen til professoren selvransagelse skyldes forvirring om, hvilken lovgivning 'Lotte' blev styret efter. Djævelen ligger i detaljen.

En række medier har fejlagtigt skrevet, at Lotte blev styret efter lov om friplejeboliger. Men i virkeligheden skulle Lotte leve op til bestemmelserne i lov om friplejehjem.

Blandt de dyreste 25 procent
Det bekræfter OK-fondens direktør Paul Erik Weidemann over for Ekstra Bladet.

'Lotte var drevet efter lov om friplejehjem helt frem til 2014,' skriver han i en mail.

Kan der udledes noget om beboernes plejebehov, ud fra hvilken takst I på daværende tidspunkt havde forhandlet hjem med beboernes hjemkommuner?

'Nej. Taksten var gældende for alle beboere,' skriver direktøren kortfattet.

I et faktanotat vedkender OK-fonden sig ydermere, at 'Plejehjemmet Lotte havde ca. 20 procent større økonomisk råderum end de kommunale plejehjem på Frederiksberg - men lå på niveau med en række af landets andre kommuner, hvor man brugte flere penge på ældrepleje'.

OK-fonden vurderer i notatet, at Lotte var blandt landets - på daværende tidspunkt - 25 procent dyreste plejehjem.

Afgørende forskel

Thyra Frank var fra 1988 frem til 2011 leder på plejehjemmet 'Lotte'

Det blev drevet efter lov om friplejehjem indtil 2014.

Forskellen på lov om friplejebolig og friplejehjem er, at taksterne efter lov om friplejebolig indikerer, hvilket plejebehov beboerne har.

Dette gælder ikke lov om friplejehjem.

I lov om friplejehjem - den lov som 'Lotte' var under - fortæller taksten intet om beboerens plejebehov. Taksten er derimod udtryk for, hvor god plejehjemsoperatøren - i dette tilfælde OK-fonden  - er til at forhandle mod kommunerne.

Derfor var det fejlagtigt, da Per Nikolaj Bukh konkluderede i foråret, at når 'Lotte' fik op til 1617 kroner i døgnet per beboer, så måtte det skyldes, at beboerne på 'Lotte' var meget plejekrævende.

Den skråsikre konklusion kan man altså ikke drage, erkender professoren i dag.

Denne afgørende forskel på de to love understreges i et svar fra Sundheds- og ældreministeriet fra 31. maj i år.

'Der gælder således ingen centralt fastsatte takster for friplejehjem,' skriver ministeriet.

Hun skulle være så folkelig: Nu får Thyra bundkarakter

* * *

Havde aldrig sagt sådan, hvis jeg kendte fakta

- Per Nikolaj Bukh, hvordan har du det med, at du i forskellige historier er blevet brugt som løftestang til at demontere, at Thyra Frank havde godt med penge at gøre godt med på Lotte?

- Jeg er ærgerlig over, at jeg og andre har brugt tid på at diskutere ud fra et forkert lovgrundlag. Og jeg er ærgerlig over, at de, der har været vidende om det ikke har bidraget til debatten med de her fakta. Så kunne vi have diskuteret på et reelt grundlag.

- Jeg synes, den relevante diskussion til almindelig oplysning havde været, at Lotte fik en relativt god økonomi. Og selv om den ikke var tyve procent mere, så var den stadigvæk god. Selv en lille smule ekstra ressourcer på ældreområdet gør en rigtig stor forskel, siger Per Nikolaj Bukh.

Professoren vurderer, at når sparede administrationsudgifter tages med i regnestykket, så var Lotte omkring ti procent dyrere at drive end kommunale plejehjem på Frederiksberg.

- Så Thyra Frank havde altså en god økonomi på Lotte?

- Hun havde en fin økonomi. Det har jeg aldrig været i tvivl om.

- Men du er jo blevet brugt til at fortælle en historie om, at Thyra Frank havde nogle meget plejekrævende ældre. Men vi ved, at hun havde gennemsnitlige ældre. Og at hun var på en lovgivning, hvor hun kunne forhandle en flot takst.

- Ja. Og det er nye informationer. Hvis jeg havde vidst den superenkle detalje, at Lotte ikke var under friplejebolig-lovgivningen, så havde jeg aldrig været i nærheden af at udtale mig om, hvilken plejetyngde, der var på Lotte, siger Per Nikolaj Bukh.

Thyra Frank tager opvasken på 'Lotte'. Foto: Stine Bidstrup
Thyra Frank tager opvasken på 'Lotte'. Foto: Stine Bidstrup
 

* * *

Fra selvsikre til tavse Thyra

At 'Lotte' kørte med velpolstret økonomi er interessant, fordi Thyra Frank i sin tid som plejehjemleder selvsikkert udtalte, at problemerne på danske plejehjem alene skyldtes 'dårlig ledelse'. Underforstået penge var underordnet.

Nogenlunde samme påstand kom frem, da Thyra Frank kastede sig selv ind i debatten om budgettet på 'Lotte' i marts i år.

- Jeg var ikke optaget af, om vi havde flere eller færre penge end andre plejehjem.

- Jeg er personligt glad for, at der nu kommer nogle nuancer i den senere tids beskrivelser af forholdene på plejehjemmet 'Lotte', skrev Thyra Frank til Ritzau.

Ekstra Bladet ville gerne have spurgt Thyra Frank, hvad hun egentlig mente med de kommentarer set i lyset af de nye oplysninger.

Men igennem sin spindoktor meddeler hun, at hun ikke ønsker at udtale sig.