Det er hverken en velovervejet eller effektiv løsning på problemerne, når næstformand Søren Espersen (DF) vasker sine hænder og i et interview i Ekstra Bladet forsøger at fralægge sig ansvar for aktiviteterne i fonden FELD med undskyldningen om, at han aldrig har 'sat sine ben i den forsamling.'
Sådan lyder det fra ekspert i ledelse, og professor ved Aalborg Universitet, Anders Drejer.
- Det er ansvarspådragende at sidde i en bestyrelse. Også selvom han aldrig har deltaget i møderne, så har han lagt navn til beslutninger foretaget i bestyrelsen, og det giver ham det fulde juridiske medansvar, fortæller Anders Drejer.
Det holder ikke
Søren Espersen forklarede tirsdag til Ekstra Bladet, at han har været vicepræsident i den omstridte europæiske fond FELD siden 2012, men at han aldrig har deltaget i et eneste møde gennem årene, og at han aldrig så hverken budgetter, regnskaber eller andre dokumenter fra fonden, som nu er tvangslukket med gæld til EU's skatteborgere.
- De skulle bare bruge mit navn på papiret, og så sagde jeg ja. Jeg stolede på Morten, fortalte Søren Espersen til Ekstra Bladet tirsdag.
Men det argument holder ikke, hvis man spørger professor Anders Drejer.
- Ville man lade sig indskrive i en bestyrelse, blot fordi man 'stolede' på de øvrige medlemmer og deres beslutninger? Det er jo vanvittigt naivt, siger han og fortsætter:
- Selvom det ikke er dig, der drejer på hanerne, men sidder højere oppe i systemet, så har du ansvaret for det, der foregår, så længe du lægger navn til. Det er det, der hedder objektivt ansvar, og det har Espersen haft, i og med han har formelt set har siddet i bestyrelsen. Det kan man ikke tale sig ud af.
Stort interview med Søren Espersen: Jeg stolede på Morten
Ny afsløring: DF'ere var på Bruxelles-tur - betalt af skandalefond
Alvorlig og strafbart
Ifølge professor Anders Drejer, havde den slags sager i andre sammenhænge end i EU-politik haft langt mere vidtgående konsekvenser for en vicepræsident i en bestyrelse eller en ledelse, der blot har haft rollen 'proforma':
- Havde dette været en lignende skattesag i en dansk virksomhed, så kom han sgu i fængsel. I Danmark skal man snyde i skat for 100.000 - så kommer man altså i fængsel i op til fem år, så det er ret alvorligt.
- Hvilket lys sætter det Søren Espersen i, at han nu går ud og blankt erkender, at han har været skrevet på som vicepræsident bare fordi ' der skulle stå et navn'?
- Det illustrerer jo sådan set bare, at han ikke aner, hvad det vil sige at sidde i en bestyrelse. Og det kan da godt bekymre mig, når han er folkevalgt politiker. Jeg håber ikke, det er sådan han agerer, når han sidder i diverse udvalg, siger Anders Drejer.
- Hvilke konsekvenser kan du forestille dig , at det får for Espersen?
- I og med at der er foregået noget, der ikke er helt stuerent, og det er der jo rigtig meget der tyder på, så får det får selvfølgelig nogle konsekvenser. Det med at tørre det hele af på Messerschmidt, den holder ikke i retten. Så når OLAF finder ud af præcis, hvad der er foregået, så vil de gå efter hele bestyrelsen, som formelt set har siddet der, siger han og afslutter:
- Der er ingen, der vil skåne ham den naive fra Himmerland, bare fordi han undskylder det med, at han ikke er mødt op til møderne.