Professor spærrer øjnene op: - Er det virkelig rigtigt?

Professor Jørgen Grønnegård Christensen måtte læse nyheden om den slettede sætning om nedslagtning af mink to gange. Ifølge ham er det en væsentlig oplysning, der er blevet fjernet fra materialet

Sætningen var en del af Miljø- og Fødevareministeriets bidrag til materialet, men rettelserne blev lavet 'efter dialog mellem Justitsministeriet og Statsministeriet'. Foto: Jens Dresling
Sætningen var en del af Miljø- og Fødevareministeriets bidrag til materialet, men rettelserne blev lavet 'efter dialog mellem Justitsministeriet og Statsministeriet'. Foto: Jens Dresling

Det er yderst opsigtsvækkende, at der i sidste øjeblik er blevet slettet en sætning om fremtiden for minkerhvervet fra et dokument, som blev fremlagt på et møde mellem regeringens topministre 3. november sidste år.

Det er nemlig en 'væsentlig oplysning', der er blevet slettet.

Sådan lyder vurderingen fra professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen, der har stået i spidsen for den uvildige ekspertgruppe, der udarbejdede rapporten om håndteringen af covid-19 i foråret sidste år.

- Det er rigtigt interessant. Jeg måtte faktisk læse nyheden to gange, fordi jeg tænkte: Er det virkelig rigtigt, siger Jørgen Grønnegård Christensen til Ekstra Bladet.

Den sætning, der blev fjernet fra dokumentet på koordinationsudvalgsmødet 3. november, lød:

'En total nedslagtning inklusive af alle avlsdyr, vurderes at være fatal for branchen'.

Sætningen var en del af Miljø- og Fødevareministeriets bidrag til materialet, men rettelserne blev lavet 'efter dialog mellem Justitsministeriet og Statsministeriet', fremgår det af den mail, som ændringerne blev sendt ud med.

Professor Jørgen Grønnegård Christensen. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard
Professor Jørgen Grønnegård Christensen. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard
 

'Det var da godt nok en væsentlig oplysning'
Oplysningen om den slettede sætning er interessant, fordi regeringen hele vejen igennem har fastholdt, at deres beslutning ikke var en nedlukning af minkerhvervet, og at en aflivning af alle mink ikke var det samme som at lukke hele erhvervet.

Altså en direkte modstridende opfattelse i forhold til Miljø- og Fødevareministeriet.

Jørgen Grønnegård Christensen forklarer, at der sådan set ikke er noget mystisk ved, at der kommer inputs fra de involverede ministerier, når der skal træffes beslutninger på regeringsniveau, i dette tilfælde fra Fødevareministeriet.

Men ifølge ham er det 'godt nok' en væsentlig oplysning, der er blevet fjernet.

- Så sidder der jo – og det kan jeg jo ikke vide, men kun gisne om – nogen og sammenfatter det materiale, der i sidste ende skal præsenteres for ministrene, sandsynligvis i dette tilfælde her i Statsministeriet. Og de sidder jo så og vurderer – ikke bare hvilke indstillinger, ministrene skal præsenteres for – men også det, som udgør præmisserne for indstillingen, siger Jørgen Grønnegård Christensen og fortsætter:

- Det vil være en helt normal arbejdsgang, og så kommer spørgsmålet jo: Hvad er det for et skøn, de i denne situation lægger til grund for, hvad det er væsentligt at præsentere på det niveau her. Og ja, så behøver jeg sådan set ikke at sige mere, for når jeg spærrer øjnene op, så er det jo, fordi jeg tænker – ligesom I jo åbenbart også gør – at dét var da godt nok en væsentlig oplysning.

Tejs Binderup undrer sig over, at en sætning om, at en aflivning alle mink ville være fatalt for minkerhvervet, blev pillet ud fra materialet til mødet, hvor regeringens top endte med at beslutte at aflive alle mink men ikke lukke erhvervet. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Tejs Binderup undrer sig over, at en sætning om, at en aflivning alle mink ville være fatalt for minkerhvervet, blev pillet ud fra materialet til mødet, hvor regeringens top endte med at beslutte at aflive alle mink men ikke lukke erhvervet. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

 

Afdelingschef undrede sig også
Også afdelingschef Tejs Binderup fra det daværende Miljø- og Fødevareministerium undrede sig meget over, at andre ministerier ændrede i materiale, som han betragtede som Miljø- og Fødevareministeriets område, lod han forstå under lørdagens afhøring af ham.

- Det undrede mig meget, at man tog den information ud af sagen. Det var vores klare faglige vurdering, at hvis man slog alle mink inklusiv avlsdyr ned, kom branchen aldrig op at stå igen. Den danske branches fordel var avlmaterialet. Hvis man slår det ned, så er der ikke en branche.

- Det var Fødevarestyrelsens vurdering, og det var også vores vurdering i departementet, forklarede Tejs Binderup i retten ifølge DR.

Jørgen Grønnegård Christensen ønsker ikke at give sit bud på, hvad oplysningen kommer til at betyde fremadrettet.

- Det er svært at sige, hvad det har af betydning for sagen i sin helhed på nuværende tidspunkt. Jeg har en hel masse tanker, men dem vil jeg nødig se på tryk hverken hos Ekstra Bladet eller andre medier, siger han.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Mogens Jensen gik sidste år af som fødevareminister oven på mink-skandalen.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Hvor der er penge, der er Peter