Professor: Trumps vilde Grønlands-plan har ingen gang på jord

Amerikanerne har i 150 puslet med tanken om at købe Grønland. Men tiden, hvor Danmark solgte øer til USA, er endegyldigt forbi, siger professor

Donald Trump.
Donald Trump.

De har gjort det før, amerikanerne. Leget med tanken om at købe Grønland.

Og nu har præsident Donald Trump ifølge amerikanske medier lanceret planen endnu engang. Det sker få uger før den amerikanske præsident besøger Danmark ved et stort anlagt statsbesøg.

Se også: Medie: Trump overvejer at købe Grønland

Men det har ingen gang på jord, vurderer professor Institutleder ved Institut for Statskundskab, Mikkel Vedby Rasmussen, fra Københavns Universitet.

- Det her har amerikanerne leget med tanken om at gøre i 150 år. Jens Otto Krag er vist den seneste danske statsminister, der er blevet udsat for den her leg. Men meget af det dansk-amerikansk-grønlandske forhold har handlet om at overbevise amerikanerne om, at det behøver de ikke. De har jo adgang til eksmepelvis militærbaser, siger Mikkel Vedby Rasmussen til Ekstra Bladet.

- Og jeg tror ikke, det har nogen gang på jord. Jeg har meget svært ved at forestille mig, at amerikanerne har lyst til at overtage Grønland og på den måde få et nyt Puerto Rico - bare med dårligere vejr.

Mikkel Vedby Rasmussen fortæller, at ideen om bare at købe et landområde er håbløst uddateret. Men at Trump uden tvivl har andre hensigter, hvis de amerikanske mediers historier står til troende.

Se også: Politikere om Trumps Grønlands-planer: Han er blevet vanvittig

- Hvis deres mål med besøget i Danmark er at sige, at vi skal være opmærksomme på kinesisk og russisk aktivitet i området, så kan det her være en måde at presse på, lyder det fra professoren.

Ikke til salg
- Er Grønland egentlig til salg?

- Nej, de der tider, hvor Danmark solgte øer i Vestindien til amerikanerne, er endegyldigt forbi. Men principielt er der vel intet folkeretligt til hinder for, at den grønlandske befolkning kan holde en folkeafstemning om at blive et amerikansk oversøisk territorium. Og der kan da være folk, som virkelig vil af med Danmark, som kan se en ide i det. Men det tvivler jeg meget stærkt på. Og hvorfor skulle amerikanerne gøre det? Hvad ville de få ved Grønland som territorium, som de ikke har i dag, spørger Mikkel Vedby Rasmussen.

- Og så er jeg sikker på, at grønlænderne ikke ligefrem elsker ideen om, at de kan købes og sælges.

- Men hvad kan motiverne være?

- Det her er spekulation, som så meget andet af det, vi tror foregår hos Trump. Men hvis Trump nu har siddet på en masse møder og hørt om klimaforandringer, som betyder, at adgangen til arktis bliver ændret og måske hørt om alle de naturressourcer, som kan være svære at finde andre steder, så har han måske sagt: 'Hey, skal vi ikke bare købe skidtet'. Det er vel meget naturligt, hvis man er vant til at købe huse i New York.

280 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere