Profeten med bombe i turbanen er der ikke mere

Tegningen burde egentlig være der. Oven over teksten her.

Men Kurt Westergaards ’profeten med bombe i turbanen’ er der ikke. Af hensyn til medarbejderne her i JP/Politikens Hus, hvor også Ekstra Bladet bor. For som overskriften på lederen i Jyllands-Posten lød efter massemordet på det franske satiremagasin, Charlie Hebdo, for at forklare, hvorfor der hverken var Charlie Hebdo- eller muhammedtegninger i avisen den dag:

’Vold virker.’

Eller som den tidligere chefredaktør for JP under tegningekrisen, Carsten Juste, søndag udtrykte det i et interview i dagbladet Politiken.

’De andre har vundet. Mørkemændene. Der er ingen, der i overskuelige generationer fremover vil turde tegne Muhammed i danske aviser.’ 

Her i ti-året for muhammedtegningernes offentliggørelse den 30. september 2005 vil mange måske give Carsten Juste ret.

Og så er der en stor gruppe der er ’fucking træt af muhammedtegningerne’, ifølge de sociale medier. Herunder en del, der ikke mener, at de nogensinde skulle være bragt, at det var mobning af muslimer, og at ytringsfriheden aldrig har været truet.

Hvortil jeg kun kan sige: Fortæl Flemming Rose, at ytringsfriheden ikke er truet. Manden, der trykte tegningerne og skrev den ledsagende tekst om, at alle må finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Eller sig det til hans PET folk. Eller sig det til Jyllands-Posten, der har fået afværget seks terrorangreb mod sig. Eller fortæl det til de efterladte til tegnerne på Charlie Hebdo. Eller gør det klart for Kurt Westergaard, der blev angrebet med en økse for at tegne profeten. Sig eksempelvis: ’Kurt, din voksenmobber, det er noget værre krænkelses noget, du har tegnet. Ja, ja, de slår jer ihjel for at tegne, men skulle I så ikke have ladet være? Det var jo jer, der begyndte med de grimme tegninger? Og dernæst blev I stædige og ville ikke engang undskylde.’

Eller som Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, i anledning af 10-året netop har formuleret det: ’Sådan satte Anders Fogh ild til muhammedtegningerne’. Hvilket angiveligt skete ved ikke at mødes med muslimske ambassadører, der som præmis for mødet ville bede den danske statsleder forholde sig til – aller helst undskylde - hvad frie medier ytrer.

Eller som tidligere integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, skrev i Politiken kort efter Omar El-Husseins drab foran ytringsfrihedsmødet i Krudttønden og foran den jødiske synagoge: ’Hvorfor skal vi forhåne en hel religions udøvere?’

Det skal vi heller ikke, vil jeg svare. Og det gør vi heller ikke. Det er næppe hele islam, der forhånes ved en tegning af Muhammed. Og når Rønn påstår det, indoptager hun fuldstændig ukritisk og tankeløst islamisternes gidselstagning af islam, da de opponerer mod at blive krænket med samme argument: ’I håner 1, 6 milliarder muslimer!’

Ja, meget tyder på, at ’mørkemændene har vundet’. Det har altid haft et stort hold af selverklærede, lyse danske hoveder til at støtte sig i, at de har ret til at være krænkede, og at man ikke skal fornærme dem. Jeg har de seneste år flere gange interviewet islamist-kritikere på hemmelige adresser, overvåget af PET-folk.

Flemming Rose, Ayaan Hirsi Ali, Ahmed Akkari, eksempelvis.

Er nogen i tvivl om, hvor stort et intellektuelt og moralsk svigt dagbladet Politiken og dets chefredaktør, Tøger Seidenfaden, begik under Muhammedkrisen, og som efterfølger, Bo Lidegaard, i dag dumstædigt opretholder, kan de ikke have læst Akkaris bog.

’Avisen Politiken begyndte at trykke holdninger og artikler, der støttede vores sag,’ lyder det i Akkaris beskrivelse af begyndelsen på muhammedkrisen, hvor Akkari selv rejste rundt i Mellemøsten og piskede den stemning op, der satte ambassader i brand og dansk udenrigspolitik i lys lue.

Flemming Rose bad i sin tid tegnerne tegne profeten Muhammed af to grunde. For at teste selvcensur. Og for at finde ud af, om en eventuel frygt var begrundet. Islamister har siden selv sørget for resten: Krænkelsen, ophidselsen, flammerne, mordene. Rose fik desværre alt for meget ret.

Der er intet valg. Vi kan ikke andet end holde med Flemming Rose. Volden virker stadig her ti år efter. Undsigelsen af den er også den samme. Som Rose sagde til mig, da jeg interviewede ham tidligere på året:

’Grundlæggende er mit argument det samme som i 2006. I et demokrati kan ingen gøre krav på deres religiøse, ikke religiøse, ideologiske eller ikke ideologiske følelser. I det omfang ideologier, religioner og grupper, som jeg ikke er en del af, gør krav på, at jeg respekterer deres dogmer uden for deres hellige steder, så gør de ikke krav på min respekt, men på min underkastelse.’

I morgen kommer Jyllands-Posten med et 16-siders tillæg om muhammedtegningerne. Uden muhammedtegningerne. De tør ikke. Vi tør ikke. Heller ikke 'når det er journalistisk relevant', som avisernes chefredaktører har lovet. Der er for mange liv på spil.

Men ret beset er det vel ligegyldigt, om tegningen er der eller ej. Eller om vi er trætte af dem eller ej. Først når ’mørkemændene’ trættes eller ser lyset, kan et nyt billede tegnes. Det er et spørgsmål om ret. Og den er ikke og har aldrig været deres.

195 kommentarer
Vis kommentarer