Putin besøger måske København: Betjentes ferie sat på hold

Ishockey-gale Putin kan lægge vejen forbi København - og det udfordrer et i forvejen tyndslidt dansk politi

Vladimir Putin ses her til en ishockeykamp i maj 2017 i Sochi. Foto: AP
Vladimir Putin ses her til en ishockeykamp i maj 2017 i Sochi. Foto: AP

En af verdens mest magtfulde mænd indfinder sig måske til maj i Royal Arena i Ørestaden til VM-ishockey.

Vladimir Putin, Ruslands egenrådige præsident, er nemlig vild med den hurtige sport og har for vane at sætte sig til rette på tilskuerpladserne, når russerne spiller sig i finalen.

Derfor forbereder arrangørerne af VM-turneringen sig på et muligt Putin-besøg i hovedstaden. Det bekræfter VM's driftsdirektør Frederik Munk.

- Hvis der kommer et besøg fra Vladimir Putin, kommer vi op på et helt andet sikkerhedsniveau. Og vi skal som ansvarlige arrangører være klar til, at en sådan opgave kan ramme os.

- Vi planlægger efter forskellige scenarier, siger han.

Han bekræfter endvidere, at VM-organisationen er i dialog med Rigspolitiet og PET omkring de forskellige scenarier for VM-turneringen, da også en række andre udenlandske såkaldte VIP-gæster ventes at indfinde sig.

Ferie ikke smart
Det mulige besøg fra Rusland gør kombineret med Kronprinsens 50 års fødselsdag, at dansk politi i den grad er udfordret i det sene forår.

Betjente fra flere forskellige afdelinger fortæller således til Ekstra Bladet, at de har fået besked på, at de ikke skal regne med at kunne afvikle ferie i maj af hensyn til de store opgaver og det pres det vil ligge på vagtplanlægningen.

Travl maj for dansk politi

Ishockey-VM afholdes i København og Herning 4. til 20. maj.

Især de mulige statsoverhoveders tilstedeværelse vil kræve politiets indsats.

Kronprins Frederiks fødselsdag (26. maj) vil kræve store politistyrker, fordi han 21. maj har inviteret alle danskere til at deltage i Royal Run.

Her vil han løbe én mil (1,6 kilometer) i Aalborg, Aarhus, Odense og Esbjerg, inden han afslutter dagen med ti kilometers kongeligt løb i København.

Folkemødet på Bornholm afholdes i år 14.-17. juni. Politiopbudet i forbindelse med mødet har de seneste år været omfattende.

- Vi er allerede blevet kontaktet af Rigspolitiet, fordi der er en risiko for, at der skal bruges ret mange politifolk i maj og juni måned. Så vi samarbejder med Rigspolitiet for at få det til at glide så smidigt som muligt, siger formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt.

Ifølge Oxfeldt er det udover ishockey-VM og den runde kongelige fødselsdag Folkemødet på Bornholm, som kræver mange betjente.

Han henviser til, at det forventede ekstraarbejde kommer oven i tre år, hvor politiet har befundet sig i forhøjet beredskab i kølvandet på terrorhandlingen på Krudttønden og ved synagogen i Krystalgade i hjertet af København.

Elsker hockey
Hvorvidt Vladimir Putin vitterlig kommer til København afhænger af flere ting.

Først og fremmest skal Rusland nå langt i turneringen. Formentlig hele vejen til finalen før præsidenten vil bruge tid på at rejse til København.

Dialogen med staben omkring Putin foregår ifølge Frederik Munk via de danske myndigheder. Men skulle Putin gå på vingerne med kurs mod Danmark, så ventes det først at blive kendt kort tid inden hans ankomst.

Rusland spiller sine indledende kampe i København, hvor holdet bl.a. er i gruppe med Sverige. At disse to meget ishockeybegejstrede nationer er placeret i København er ikke tilfældigt. VM-arrangørerne forventer nemlig tusindvis af tilrejsende tilskuere fra netop disse lande. Og her er København geografisk bedre placeret end Herning, hvor Danmark har hjemmebane i de indledende gruppekampe.

Vladirmir Putin er en meget passioneret ishockeyspiller og tilskuer, hvilket bidrager til myndighedernes kalkule om, at han kan tænkes at komme til byen. Seneste spillede han en ishockeykamp 22. december på Den Røde Plads i Moskva sammen med sin forsvarsminister.

Rusland er en særdeles stærk ishockey-nation og har en ganske realistisk mulighed for at nå finalen. Således var Vladimir Putin at finde i Hvideruslands hovedstad Minsk, da Rusland i 2014 snuppede VM-guldet efter en 4-2-sejr over Finland. I 2016 lykønskede han Canada på isen, da de tog VM-guldet i Moskva.

Rigspolitiet har ikke besvaret Ekstra Bladets henvendelse for en kommentar til forårets opgaver.

 

128 kommentarer
Vis kommentarer