Tre ud af ti.
Sådan lyder karakteren til SVM-regeringen fra Ekstra Bladets politisk kommentator, Henrik Qvortrup, der langt fra er imponeret over regeringens første 100 dage.
- Hvis vi alene ser på, at regeringen står med en så jammerlig folkelig popularitet, så var vi nede på et ettal, siger han.
Og det har i den grad haltet, når det kommer til popularitet for regeringen, og det kan ifølge Qvortrup tilskrives den altoverskyggende dagsorden: Afskaffelsen af Store Bededag.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Ekstra Bladet prøver at få svar på, hvordan hun har det efter at have tvunget afskaffelsen af store bededag gennem. På trods af store protester fra både oppositionen og vælgere
Fortællingen om regeringen
- Jeg tror faktisk ikke ret mange danskere vil kunne sige, hvad den regering har gjort udover at afskaffe Store Bededag.
- Men det er det, der er blevet fortællingen om regeringens første tid.
Og det skyldes især, at regeringen slet ikke er lykkedes med at forklare, hvad man skal med denne regering, og at den samtidig har lagt for konfrontatorisk ud, mener Qvortrup.
- Det har været vigtigt for den at vise, at den ikke er bange for vælgerne, og at den tør gøre det upopulære.
- Med fare for at trække den lidt langt, så er det altså en historisk dårlig start, den har fået, lyder det fra Ekstra Bladets politiske kommentator.
Vælgerne slagter SVM
Og holdningen er ikke meget anderledes, hvis man spørger vælgerne. Det har analyseinstituttet Voxmeter nemlig gjort i en måling, de har foretaget for Ritzau.
Her svarer blot en fjerdedel, at de mener, SVM-regeringen har gjort det godt. 47 procent er uenige i samme udsagn.
Og nu vi er ved målinger, så er det kun gået én vej, når vi ser på de tre regeringspartiers popularitet hos vælgerne.
I den seneste Voxmeter-måling er S, V og M gået tilbage med henholdsvis 5,3, 2,3 og 0,9 procent.
- Inden den trådte til, var der nærmest eufori i forhold til at samarbejde henover midten. Men hvorfor den ikke har kunnet omsætte det til folkelig popularitet, det er det helt store spørgsmål, siger Henrik Qvortrup.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Bider af hinanden
Når vi har det lange lys på og kigger ud i fremtiden, spår Qvortrup ikke ligefrem bedre tilstande for regeringen.
- Når man er kommet så dårligt fra start, så plejer det jo at blive en selvopfyldende profeti, siger han og fortsætter.
- Jeg tror, den stille og roligt vil blive slidt ned indefra, i takt med at Socialdemokratiet og Venstre i højere grad vil opleve intern skepsis og kritik af projektet, fordi hverken Mette Frederiksen eller Jakob Ellemann Jensen har formået at løfte kommunikationsopgaven, om hvad regeringen kan.
- Og nu kan man jo se, at de begynder at bide af hinanden indbyrdes. Løkke bider lidt af Venstre, og en ting er, hvad der bliver sagt til citat - jeg kan hilse og sige, der bliver snakket på kryds og tværs i de tre partier.
Sammenhold
I de første 100 dage har regeringen dog formået at stå sammen, og det betyder blandt andet, at den ikke får bundkarakter fra Qvortrup.
- Det trækker alligevel op, at de her tre umage partier har formået at holde sammen og formået at undgå alt for mange offentlige skænderier, og at de trods alt også fået gennemført nogle ting.
- For mig er det nærmere et image-problem end et politisk substantielt problem.