- Det er helt vildt.
Sådan indleder Ekstra Bladets poliske kommentator, Henrik Qvotrup, da han bliver bedt om at sætte nogle ord på mandagens meningsmåling fra Voxmeter.
Målingen viser nemlig, at Socialdemokratiet står til sølle 18,6 procent opbakning i modsætning til ved valget, hvor de fik 27,5 procent. Det er ligeledes et fald på hele 5,4 procentpoint på blot én uge.
Målingen er da også så opsigtsvækkende, at analysedirektøren fra Voxmeter, Anna Midtgaard Christensen, har fortalt, at der kan være tale om en outlier - en måling, der ikke bliver bekræftet andre steder.
- Bunden er jo nærmest gået ud af Socialdemokratiet, lyder det fra Henrik Qvortrup.
Intern kritik på vej
Ekstra Bladets politiske kommentator mener da også, at det kan lede til store problemer for Mette Frederiksen (S), hvis målingen skulle holde stik.
- Hvis det her ikke er en enlig svale, og det viser sig at være en tendens, så læner vi os op ad en situation, hvor den ellers stærke Mette Frederiksen snart må få interne problemer, siger han.
Henrik Qvortrup fortæller, at statsministeren ellers har været 'relativt immun' overfor netop intern kritik af både regeringsprojektet over midten og afskaffelsen af store bededag. Skulle den her slags målinger dog fortsætte, vil der sidde nogle socialdemokrater og frygte for deres mandat til næste valg.
- Så vil den interne kritik mod Mette Frederiksen uundgåeligt vokse, og så kan vi komme til at opleve tilstande svarende til dem, Helle Thorning oplevede, da hun var statsminister, og bunden gik ud ad målingerne dengang, siger han og understreger, at Thornings målinger var på nogenlunde samme niveau, da hun var udsat for voldsom intern kritik.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Ekstra Bladet prøver at få svar på, hvordan hun har det efter at have tvunget afskaffelsen af store bededag gennem. På trods af store protester fra både oppositionen og vælgere
Afskaffelsen af store bededag
Ifølge Henrik Qvortrup skal man finde årsagen til den ringe måling i afskaffelsen af store bededag, samt at Mette Frederiksen ifølge ham ikke er lykkedes med at forklare sine vælgere, hvorfor hun 'absolut' skulle gå i regering med to borgerlige partier.
Derudover påpeger han, at Mette Frederiksen ellers lige var sluppet ud af en periode, hvor målingerne var imod hende.
- I bagkanten af sommerferien var der nogle ringe målinger for socialdemokratiet, hvor ’magtfuldkommenhed’ og 'arrogance’ havde bidt sig fast som noget, man forbandt med Mette Frederiksen. Men de målinger, der dengang blev betragtet som katastrofale, lå på en 21-22 procent. Nu er vi nede på 18 procent, siger Henrik Qvortrup.
- Hvis tendensen holder ved, så står hun i store problemer, for så er det ikke bare fagbevægelsen, der er sure på hende, så er det også hendes eget parti.