Qvortrup: Derfor ændres Side 9

Henrik Qvortrup gider ikke lave Ekstra Bladet til mændene på bodegaen. Nyt slogan og nye vinde på Side 9 viser chefredaktørens kurs for nærværende avis

Tiderne skifter. Også på Ekstra Bladet - dog ikke mere end højst nødvendigt. Her er Henrik Qvortrup på redaktionen. Foto: Anthon Unger
Tiderne skifter. Også på Ekstra Bladet - dog ikke mere end højst nødvendigt. Her er Henrik Qvortrup på redaktionen. Foto: Anthon Unger

Den berømte og berygtede Side 9-pige i Ekstra Bladet står over for en modernisering.

Det bekendtgør chefredaktør Henrik Qvortrup i forbindelse med lanceringen af et nyt slogan for Ekstra Bladet.

- Du vil demokratisere Side 9-pigen. Hvad betyder det?

- Ja, ordet 'demokratisering' kunne jeg godt have specificeret. Det er lidt en cliffhanger.

- Vi vil ikke længere kun have kvinder på Side 9. Vi kan have mænd. Vi kan have kvinder, som er ældre end maksimalt 40 år, som de er i dag. Men vi har ikke noget problem med, at der er unge, smukke kvinder på Side 9. Vi skal bare afspejle mangfoldigheden derude. Vi skal have plads til mindst to køn - og alt derimellem.

- Så mænd på Side 9 - det er jo ikke nyt. Se og Hør har haft det. Ekstra Bladet har haft det. Er det moderniseringen på Ekstra Bladet?

- De mænd, vi har haft på Side 9 og på Se og Hør i gamle dage, fik karakter af den skæggede dame. Altså kitschet. Mærkeligt. Det er ikke det, vi vil nu. Nu har mænd i årtier nærmest kunnet savle over unge smukke piger på Side 9. Hvorfor skal kvinderne ikke have samme mulighed? Så vi går efter lækre mænd til Side 9.

- Det er dit livs chance, Jonas. Ta' den, lyder det fra Henrik Qvortrup.

Ekstra Bladet vinker fra i dag også farvel til det i al beskedenhed legendariske slogan 'tør, hvor andre tier' i en omfattende reklamekampagne.

'Når ingen andre tør', lyder et nyt opdateret slogan.

Da Henrik Qvortrup tiltrådte tidligere på året, var han ellers yderst begejstret for klassikeren.

Så hvorfor nu den ændring?

- For et halvt år siden sagde jeg, at 'tør, hvor andre tier' er det bedste slogan, der nogensinde har været på Ekstra Bladet. Det står jeg gerne ved. Det betyder ikke, at man ikke kan forsøge at lave et, som er endnu bedre.

En overhaling
- Det var med bæven, at vi besluttede os for at give det gamle slogan en overhaling. Det har vi gjort, men med stor respekt for det gamle.

- Hvorfor ændre noget, der fungerer?

- Fordi vi har gjort det endnu bedre.

- Er der nogen smarte pr-folk, som har bundet dig noget på ærmet?

- Man skal pr. definition være skeptisk, når sådan nogle typer kommer og fortæller én, hvad der vil være endnu klogere. Men jeg synes faktisk, det her er om muligt endnu bedre end 'tør, hvor andre tier', blandt andet fordi ordet 'tier' er lidt gammeldags.

Opfriskning, whatever
- Den nye sætning kan man sætte andre sætninger bagved. Det gør vi også i vores nye kampagne. 'Når ingen andre tør', gør vi sådan og sådan. Det er en passende markering af, at vi står ved vores arv. Vi går magthaverne efter i sømmene. Vi giver det bare lige et 2021-brushup.

- Nu siger du brushup. Det lyder som et ord, marketingsafdelingen kunne have fundet på?

- Hold nu mund. Jeg kan også sige opfriskning, whatever. Nu siger jeg så whatever, ik'.

- 'Tør, hvor andre tier' var rigtig godt. Vi søgte efter 2021-udgaven.

- Du taler om at vende tilbage til de klassiske dyder, men samtidig siger du, at én af årsagerne til det nye slogan er, at nogle måske ikke forstår, hvad 'tier' betyder. Er det ikke lidt underligt?

- Det er ikke den eneste grund. Vi vil vise, at vi moderniserer Ekstra Bladet med respekt for alt dét, Ekstra Bladet har stået for igennem rigtig mange år.

På bodega
- Vi skal ikke lave Ekstra Bladet som i 70'erne og 80'erne. Det er svarede ikke til den tid, vi lever i. Der var for meget mandehørm. Det vil vi undgå.

- Vi holder fast i det bedste, men giver det et anstrøg af 2021.

- Altså, lidt af det gamle. Og det bedste af det nye. Det lyder som en helgardering?

- Jeg synes ikke, det er en helgardering. Som jeg skriver i min leder, så synes jeg ikke, vi har gjort det nogle år. Vi glemte i en periode at være Ekstra Bladet. Det vil jeg gerne rette op på. Men jeg vil ikke lave Ekstra Bladet til mænd, der sidder på en bodega og slår mave, siger Henrik Qvortrup.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Kom nu ud af busken, Dyrby