Qvortrup: Derfor kan mulig klima-fyring give bagslag for Pape

Konservativ profil langer nu ud efter Venstre i sagen om den mulige fyring af Klimarådets formand, Peter Birch Sørensen, der var stærkt kritisk over for regeringens klimapolitik

Søren Pape og de Konservative kan komme til at stå virkelig dårligt i sagen om Peter Birch Sørensens mulige fyring fra Klimerådet, lyder det fra Henrik Qvortrup. Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
Søren Pape og de Konservative kan komme til at stå virkelig dårligt i sagen om Peter Birch Sørensens mulige fyring fra Klimerådet, lyder det fra Henrik Qvortrup. Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix

Der er lagt i ovnen til et godt gammeldags slagsmål mellem regeringspartierne Venstre og Konservative, efter at den konservative profil, Høje Taastrup-borgmester Michael Ziegler, tidligere i dag på Twitter skrev, at 'den sidste tvivl er væk! Formanden for klimarådet blev fyret, fordi han talte Venstre imod.'

Dermed køber han altså ikke Venstres forklaring om, at Klimarådets formand, Peter Birch Sørensen, ikke er blevet fyret på grund af sin kritik af regeringens klimakurs, men blot udskiftet, fordi hans kontrakt alligevel udløb.

Se også: K-profil: Klimaformand blev fyret for at tale V imod

- Det er jo en pinlig sag for regeringen det her, og det efterlader Søren Pape og de Konservative med et forklaringsproblem, for hvis det virkelig er sådan, at de Konservative hele tiden har været modstander af den her fyring, og at de nu erkender, at det er en fyring, hvorfor i himlens navn satte de så ikke hælene i, da det viste sig, at regeringen ville skille sig af med Birch Sørensen? siger Ekstra Bladets politiske kommentator Henrik Qvortrup og tilføjer:

- Og det bliver kun mere pinligt, når Konservative jo gerne vil slå sig op på at være partiet med den grønne klimaprofil i regeringen.

Henrik Qvortrup. Foto: Stine Tidsvilde
Henrik Qvortrup. Foto: Stine Tidsvilde
 

Opfordring til Pape
Henrik Qvortrup har selv blandet sig i debatten på Twitter.

- Jeg har opfordret Søren Pape til at melde ud, om han er enig i den kritik, som Ziegler er kommet med. Det jo meget opsigtsvækkende, at en Konservativ siger, at det her er en regulær fyring af en mand, der ikke passede Venstre, fortæller den politiske kommentator.

- Så det her kan give bagslag for Konservative, selvom det er Venstre, der står bag den her formodede fyring?

- Ja, det synes jeg. Det er en frygtelig pinlig sag for Venstre, og det sætter deres påstand om at være grønne og klimabevidste i et noget dunkelt lys, men det er også en pinlig sag for Konservative, der hele tiden har ment, at det her var en forkert fyring, men trods alt lod den passere. Så kan det godt være, at Michael Zieglers opråb kan give lidt point hos klimafolket, men det forøger jo presset på Søren Pape. For er han enig? Og hvis han er, hvordan kunne den her fyring så finde sted, for Konservative er jo altså en del af regeringen.

Se også: Lilleholt afviser blankt politisk fyring af klimaformand

Tomme ord
- Hvor dårlig en sag er det her for Venstre, uanset om det er sandt, at der er tale om en fyring eller ej?

- Vi ved det selvfølgelig ikke med sikkerhed, men lad mig sige det sådan, at der er en altovervejende sandsynlighed for at der er tale om en fyring. Teknisk set kan de jo hænge deres hat på, at Birch Sørensen var ansat på en åremålskontrakt, som udløb, og så behøver man teknisk set ikke at fyre ham, for hvis man ikke forlænger ham, så skal man ud og finde en anden.

- Det efterlader statsministeren med noget af et forklaringsproblem. Og samtidig giver det jo et indtryk af, at meget af det her klimapraleri, som vi for tiden oplever fra regeringens side, at det i virkeligheden er tomme ord. Og når nogen så påpeger, at det er tomme ord, så bliver de bare smidt på porten. Det her er i meget høj grad en streg i regningen for regeringen.

- Tror du virkelig, at Venstre kan være helt blinde for, at en sådan fyring vil ende som en dårlig sag for dem? Hvis det virkelig er sandt, at han blev fyret på grund af sin kritik, virker det jo som ren magtarrogance fra regeringens side?

- Lige præcis magtarrogance er jo karakteriseret af, at man føler sig usårlig, og at man mener, at man er i sin gode ret til at gøre det, man gør, og man betragter ikke risikoen for at blive opdaget som særligt overhængende. Og helt formelt er han jo ikke blevet fyret, men reelt synes jeg, at mere og mere tyder på, at han gjorde.

Peter Birch Sørensen mens han fortsat var formand for Klimarådet. I dag er Peter Møllgaard formand. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
Peter Birch Sørensen mens han fortsat var formand for Klimarådet. I dag er Peter Møllgaard formand. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Tavshed fra K-formand
Endnu har justitsminister og formand for de Konservative Søren Pape ikke svaret på Henrik Qvortrups opfordring på Twitter.

Ekstra Bladet fik dog lørdag eftermiddag meget kort fat på de Konservatives vikarierende gruppeformand og politiske ordfører, Anders Johansson, som dog ikke havde yderligere at tilføje, end hvad han tidligere på dagen havde skrevet på Twitter.

- Jeg har ikke nogen kommentarer, lød det fra Anders Johansson på telefonen.

- Så du vil ikke fortælle, om I som parti støtter op om Michael Zieglers holdning?

- Jeg har skrevet på Twitter, hvad vi mener om sagen, og det er sådan set det.

Her afviser han, at der skulle være tale om en fyring, samtidig med at han lægger afstand til den artikel i Information, som Michael Ziegler har delt sammen med sin holdning til sagen.

'Jeg synes, at Information gør et drama ud af relativt lidt. Klimarådet eksisterer stadig. Det er ikke udflyttet. Klimaminister Lars Christian Lilleholt foreslog en ny formand, og vi godkendte beslutningen. Og så er der vist ikke mere kød på den sag', skriver han i et tweet og følger op i et andet:

'Han er ikke blevet fyret. Han er bare ikke blevet forlænget, og ministeren har helt efter bogen kunne indsætte en ny formand.'

52 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere