En kæmpe bombe er blevet smidt i Dansk Folkeparti.
Fredag aften meddelte gruppeformand Peter Skaarup, at han har meldt sig ud af partiet. I stedet hopper han nu over til Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne.
Ifølge Ekstra Bladets politiske kommentator Henrik Qvortrup er der tale om et parti i store problemer.
- Først og fremmest er Peter Skaarups exit et vidnesbyrd om, hvor Dansk Folkeparti står. Det er et parti under opløsning. Det er ikke hvem som helst, der melder sig ud af partiet. Det er tale om gruppeformanden, fortæller Henrik Qvortrup og fortsætter:
- Han (Peter Skaarup, red.) var med til at stifte Dansk Folkeparti, så det er et kæmpe slag. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis DF bliver opløst.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
Støjberg og Danmarksdemokraterne
Inger Støjberg får nu selskab af Peter Skaarup, der fortæller til DR Nyheder, at han ønsker at være folketingskandidat for Danmarksdemokraterne ved et kommende folketingsvalg.
Henrik Qvortrup fortæller, at Støjbergs nye parti har klaret sig overraskende godt:
- Vi er i færd med at opleve et magtskifte. Lige så stort et tab, det er for DF, lige så stor en gevinst er det for Støjberg. Det er et nyt parti med hurtigere vind i sejlene, end nogen havde forestillet sig. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis andre går i hælene på Skaarup.
- Er det begyndelsen på enden for Dansk Folkeparti, nu hvor gruppeformanden har forladt partiet?
- Hvis Dansk Folkeparti bliver opløst om to år, vil jeg ikke blive overrasket. Det er et parti i stor krise, lyder de afsluttende ord fra Henrik Qvortrup.
Peter Skaarup har været medlem af Dansk Folkeparti, siden partiet blev stiftet tilbage i 1995. Ekstra Bladet har forsøgt at få et interview med den nu daværende DF-gruppeformand, men det har ikke været muligt.