Qvortrup: DF-mareridt kan ende i katastrofe

Tager Bagmandspolitiet Meld og Feld-sagen op, er det ikke bare et mareridt for Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti. Det vil være en fuldtonet katastrofe, mener Henrik Qvortrup

Hvor tungt hænger Meld og Feld-skyen efterhånden over hovedet på Dansk Folkeparti? Henrik Qvortrup analyserer. Producer: Lasse Brøndal

Mens Morten Messerschmidt og Kristian Thulesen Dahl har travlt med at afvise, at der er noget at bekymre sig om, så martrer det Meld og Feld-spøgelse, der længe har hjemsøgt Dansk Folkeparti, igen for fulde gardiner partiet.

Sådan lyder dommen fra Ekstra Bladets politiske kommentator Henrik Qvortrup.

- Hvis Dansk Folkeparti havde håbet, at der ville komme en afgørelse fra EU, der fuldstændigt ville afslutte det mareridt, som det her jo reelt har været, så er de blevet skuffede i dag.

- Jeg er med på, at såvel Morten Messerschmidt som hans partiformand Kristian Thulesen Dahl forsøger at sige 'jamen nu er alt godt', men sandheden er altså, at vi stadig står i en uafklaret situation.

- Der er nu vundet tid. Men det ændrer ikke på, at det her hænger over såvel Messerschmidt som Dansk Folkeparti som en meget, meget tung sky, konstaterer Henrik Qvortrup.

Morten Messerschmidt. Foto: Jonas Olufson Dansk politik - 16. okt. 2019 - kl. 12:42 Overblik: Sådan endte Messerschmidt i fedtefadet

God taktik af 'Tulle'
Det dystre billede af situationen matcher absolut ikke det billede, som Kristian Thulesen Dahl på Twitter forsøger at male.

Og det er et smart træk af formanden, mener Henrik Qvortrup.

- Jeg synes, at det er rigtig set af Kristian Thulesen Dahl, at han forsøger at negligere sagen. Han forsøger at spinne den sådan, at vi skal tro, at det, der er sket nu, nærmest er at sidestille med en frifindelse, og nu er det bare noget formalia, så bliver alt godt igen.

- Det kan Kristian Thulesen Dahl folde sine hænder og håbe på. Pointen er bare, at han stadig står overfor en betydelig usikkerhed, der naturligvis vil blive ved med at martre både Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti.

Morten Messerschmidt skal ikke frygte for sin fremtid i toppen af DF. Foto: Jan Sommer Dansk politik - 16. okt. 2019 - kl. 14:49 Trods hård dom: Messerschmidt fredet

Argumenterne vil blegne
Hvis Bagmandspolitiet går ind i Meld og Feld-sagen, vil Dansk Folkeparti få problemer med de argumenter, de hidtil har ført.

- Problemet for DF i den her sag er, at man hidtil har kunne sige 'jamen det er bare bureaukraterne nede i EU, og lad nu lige nogle fornuftige folk komme til'. Det argument kan de ikke bruge længere, når det nu er en dansk politimyndighed, der går ind.

- Skulle det vise sig, at Bagmandspolitiet vælger at sige, at der faktisk er kød på den her sag, så vil det få mange af de argumenter, som DF og Messerschmidt hidtil har ført, til at blegne. Så kan der ikke bare henvises til nogle folk nede i Bruxelles og Strasbourg, der bare vil Dansk Folkeparti det dårligt.

- Nej, så er det en dansk politimyndighed, en dansk anklagemyndighed, der pludselig er modstanderen. Det er noget helt andet, lyder det fra Henrik Qvortrup.

En fuldtonet katastrofe kan lure
Den politiske kommentator spår samtidigt, at det kan få yderst alvorlige konsekvenser, hvis sagen udvikler sig i en uønsket retning for Dansk Folkeparti.

- Hvis det danske Bagmandspoliti af den ene eller den anden grund tager den her sag op og måske ligefrem rejser tiltale, så er det ikke bare et mareridt - så er det en fuldtonet katastrofe for Dansk Folkeparti og selvfølgelig især for Morten Messerschmidt, konkluderer Henrik Qvortrup.

Få et overblik i hele sagen her. Producer: Lasse Brøndal

435 kommentarer
Vis kommentarer